Analyse: Den bedste gave er ro. Det har der været brug for. Men har de også givet så meget ro, at det har gjort skade på selvforståelsen?
Julens største paradoks er roen, vi søger lige midt i al den trængsel, larm og stress.
På den måde var julefrokost-kvartfinalen mandag aften et meget godt billede på umuligheden i at finde ro i denne tid.
Et halvt minut gik der, før talismanden Mathias Jørgensen havde blæst SIF – fodboldholdet, ikke stormen, der var forbi et døgn inden – halvvejs til Søhøjlandet.
Siden endte det i dramatisk uforløsning og … ja, netop: trængsel og larm.
Alligevel har AaBs 2024 givet fansene noget, de har ønsket sig: Ro.
Ny selvopfattelse
På mange måder er året det måske mest skelsættende for den aalborgensiske cricketklub fra 1885. I marts blev nordjyderne nemlig officielt tyske. Få måneder senere rykkede de retur til Superligaen.
Her har fortællingen været præget af ydmyghed, pragmatisme og en ny selvopfattelse.
For én, der har fulgt AaB tæt i 25 år – og professionelt i næsten fem, ville det være historieløst at sige, 'Det Nye AaB' klæder Aalborg.
Men 'Det Nye AaB' har været bydende nødvendigt.
Roses den, som roses bør, og den fortælling har nye og gamle fint iscenesat.
Her og nu må AaB lade andre pakke gaver op først. AaB skal først og fremmest forholde sig til Sønderjyske (10.-pladsen), Lyngby (11.-pladsen) og Vejle (12. og sidstepladsen).
Midt i alle fansenes glæde over AaBs placering syv point over nedrykningsstregen er det værd at bemærke, at det også er kommet på andres nåde. For Vejle har været historisk dårlige. Lyngby har voldt mange hold problemer, men kun skrabet ti point sammen.
Og så er vi tilbage ved ’gaven’ fra AaBs ejere.
Den taler lige ind i selvforståelsen, fordi det konstant har handlet om ydmygheden overfor opgaven. Den fortælling har været med til at give ro. For syv point er ikke meget. Især ikke når de indbyrdes nedrykningskampe begynder efter 22. runde.
Allerede første gang, man stod overfor Lyngby, blev der i krogene talt om, at det var første af fire opgør mod de kongeblå. Underforstået: Vi skal spille nedrykningsspil.
Der var engang, hvor AaB og FC Midtjylland slåssede om herredømmet over Jylland. Ja, faktisk skulle FCM bokse over vægtklasse mod AaB. Det er ikke meget mere end ti år siden, at AaB sågar vandt the Double. Men det var før Benham.
Kigger mod Randers
Nu kigger AaB misundeligt mod Randers, som nogen at aspirere til.
Og man sammenligner sig med Sønderjyske og Lyngby. Det er skrevet i respekt for de hold, men det understreger den placering, AaB over ti år har givet sig selv.
Det narrativ har de tyske ejere klogeligt kvalt. Ja, sågar talte kommentator og ekspert Morten Bruun efter årets sidste kamp mod Silkeborg om, at det havde gjort AaB godt med en tur fra første klasse og ned i første division.
En velsignelse i forklædning.
Det har givet AaB muligheden for at skabe ro. Men det er en ro, der først for alvor er skabt med Menno van Dam. Under forgængeren Oscar Hiljemark var AaB over flere omgange i store problemer, både taktisk og teknisk mod førstedivisionshold som Hillerød og Fredericia.
I dette efterår slog man selvsamme Fredericia med 4-1 i pokalturneringen.
Det er ikke længere en kvalitet i sig selv at være født og opvokset i klubben. Menno van Dam taler også om at hæve træningsmængde og -kvalitet.
Hele setuppet omkring trænerstaben, hvor der antalsmæssigt er gået nærmest inflation, betyder, at træningsmængden på Hornevej er øget med 30 procent.
Da Brøndby blev genfødt under Alexander Zorniger var det med meget af den samme retorik, måske lidt mere i Kloppske Heavy Metal-vendinger: Ro, højt pres og en tro på akademiet.
Fællesskab og forbindelse
Da holdet spillede med to danskere, en højrebenet venstreback, der hed Sven, og Frederik Rønnov fra Horsens i mål, var fansene ligeglade. For Brøndby var et tophold igen. Væk var alt romantikken, når nu praksis virkede fint med tyskere og en finne.
Men fortællingen bestod. Identiteten blev styrket. Genopfundet.
Det samme er ved at ske i AaB.
Det er Menno van Dam og James Gow, der taler om fællesskab og forbindelse til byen og rødderne. Og det er Mathias fra Hundested, der bomber og er anfører.
Akkurat som Brøndby var AaB fanget af det, julen også handler om: Traditioner og nostalgi. Og penge. Og da ikke tidligere spillere kunne genrejse klubben, er det nu tyskere, der sidder med nøglerne.
Og selvom det er vigtigt, at spillerne og lederne kender klubbens DNA, så er det dem, der tegner den. I det lys var årets fyring af Jacob ’Figo’ Larsen, der nu er i FC Midtjylland, en gigantisk nyhed.
Og at den ikke gav flere bølgeskvulp fra Limfjorden ind over kajen, tæt ved Aalborg Stadion i Vestbyen, er et vidnesbyrd om, at det ikke er en kvalitet i sig selv blot' at være AaB’er i hjertet og af geografi.
Selv et opgør med ophavet, endte med at give ro.
