Dansk NHL-stjerne har ikke tænkt over fremtiden
Foto: Paul Vernon/AP/Ritzau Scanpix
Aalborgensiske Nikolaj Ehlers er i gang med sit sidste kontraktår hos Winnipeg Jets.
Hvordan ser fremtiden ud for den danske ishockeyspiller Nikolaj Ehlers?
Det er et oplagt spørgsmål, nu hvor han er i røret hele vejen fra Canada, for efter indeværende sæson udløber den 28-årige nordjydes kontrakt med NHL-klubben Winnipeg Jets.
Ehlers forstår godt, at spørgsmålet bliver stillet. Han er også blevet stillet det af amerikanske og canadiske journalister, men heller ikke til dem har han haft et svar.
- Som jeg også har sagt til journalisterne herovre, har jeg ikke et svar til nogen, fordi det er ikke noget, der er blevet talt om. Det er ikke noget, jeg har tænkt over.
- Lige nu spiller jeg for Winnipeg Jets, og det kommer jeg til, indtil jeg ikke gør mere. Lad mig sige det sådan. Jeg er fokuseret på den her sæson og ikke så meget på, hvad der kommer til at ske næste år. Og det er faktisk mit ærlige svar, siger Nikolaj Ehlers til TV 2 Sport.
Ti år i Winnipeg
Den danske pointkonge i verdens stærkeste ishockeyliga er i gang med sin tiende sæson i NHL. I alle årene har han tørnet ud for Winnipeg Jets, og det er blevet til flere end 650 kampe for klubben.
Før Ehlers fik NHL-debut som 19-årig i oktober 2015, spillede han juniorhockey i Canada og inden da i Schweiz. Han har også boet i Danmark og Tyskland.
- Jeg har været lidt rundt omkring. Winnipeg er det sted, hvor jeg har boet længst tid i hele mit liv. Jeg har været her i ti år, og jeg har været sindssyg glad for det. Så vi må se, hvad der kommer til at ske næste år, siger Nikolaj Ehlers.
Da Ehlers forlængede sin kontrakt med Winnipeg til 2025, sikrede det ham en årsløn på små 38 millioner kroner.
Nikolaj Ehlers har spillet 51 kampe i rødt og hvidt. I begyndelsen af september var han med til at spille Danmark til vinter-OL i 2026.