Kort Nyt

Nødblus er skudt af ved havet

Her til aften har Nordjyllands Politi fået besked om, at et nødblus er blevet skudt af ved havet i Hou.

- Vi har fundet et hylster ude på stranden, så det kan være, at det er nogle drengestreger, men vi tager ingen chancer, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Rene Kortegaard.

Derfor er søredningen JRCC gået i luften for at se, om der skulle være nogen, der har en nødsituation ude på havet.

Ingen vand i hanerne i mindre by

Der er brud på hovedledningen ved Lønstrup Vandværk.

Det betyder at beboere på Tagholmvej, Nydalvej og Bakkestjernevej mangler vand i hanerne i øjeblikket.

Ifølge Sigurd Knudsen er det midt på en mark, at der har været et brud på hovedledningen, og han forventer, at den er repareret inden 18.30.

Nordjysk forsøg med sygedagpenge inspirerer ministeren

Det skal være mere enkelt at være enkelt at være på sygedagpenge. Derfor vil regeringen skære unødvendige samtaler i jobcentret væk.

Helt konkret vil man fjerne 60.000 samtaler.

- Vi har hentet stor inspiration fra frikommuneforsøgene i blandt andet Nordjylland, hvor der med stor succes er arbejdet med meget af det, som vi nu ændrer. Det glæder mig, at et bredt flertal i Folketinget er enige i, at frisættelse og tillid er vejen frem, så resten af landet nu får samme frihedsgrader.

Det forventes, at aftalen samlet set vil indebære mindreudgifter på 79 millioner kroner i 2025 og frem. Provenuet vil indgå i regeringens målsætning om at finde 3 milliarder kroner på beskæftigelsesområdet i 2030.

36-årig dømt i sag om seksuel mishandling af dyr

En 36-årig mand skal halvandet år i fængsel, efter han ved Retten i Holbæk blev fundet skyldig i grov mishandling af dyr.

Den 36-årige mand havde på henholdsvis en adresse i Vendsyssel og på Sjælland holdt dyr, som han havde købt alene med det formål at have sex med dem.

Manden var tiltalt for seksuel vold mod både heste, hunde, geder, får og høns, og nogle af dyrene døde som følge af den seksuelle mishandling, ligesom han dræbte to geder med en svensknøgle.

Anklageren i sagen, Anne-Mette Seerup, gik efter at få manden idømt tre års fængsel på grund af skærpende omstændigheder. Men retten fandt, at manden skulle idømmes halvandet års fængsel.

- Jeg tager rettens afgørelse til efterretning. Det er klart, at jeg har været af en anden opfattelse.

Både den 36-årige og anklagemyndigheden overvejer at anke dommen.

SF vinder frem - endnu et partihop

Det er efterhånden gået hen og blevet populært at skifte til SF. Det er nemlig sket igen.

Denne gang er det byrådsmedlem i Rebild Kommune, Sidsel Brøndberg Simonsen, der skifter fra Den Sociale Fællesliste til Socialistisk Folkeparti.

- Særligt i mit samarbejde med Morten Kamstrup er det blevet tydeligt for mig, at jeg politisk hører til i SF, og jeg ser frem til at fortsætte arbejdet i byrådet, skriver Sidsel Brøndberg Simonsen i en pressemeddelelse.

Siden Sidsel Brøndberg Simonsen kom med i byrådet, har hun arbejdet tæt sammen med SF's byrådsmedlem i Rebild, Morten Kamstrup. De har både samarbejdet om almindeligt byrådsarbejde og konkrete dagsordener. Hun fandt det derfor nærliggende at skifte til SF.

For Morten Kamstrup er det kun positivt, at SF nu står stærkere i Rebild byråd.

- Vi har hele tiden været meget enige om den politiske linje for vores kommune. Nu er vi to til at sætte SF’s mærkesager på dagsordenen i Rebild Kommune, udtaler Morten Kamstrup i en pressemeddelelse.

Brandstiftere på spil - igen

Tirsdag aften var den gal igen.

En toiletbygning på Sommervej i Nykøbing Mors blev brændt ned.

Tirsdag morgen så lokalpolitiet i Thisted et lignende tilfælde.

- Det er påfaldende, at vi nu står med to nedbrændte toiletbygninger. Det er ikke en hverdagsbegivenhed, siger Henrik Jensen, politikommissær hos Thisted lokalpoliti.

- En af vores efterforskningshypoteser er, om der er tale om de samme gerningspersoner, siger politikommissæren.

Politiet i Thisted søger derfor fortsat vidner og vil gerne kontaktes på 114, hvis du har oplysninger, der kan føre dem nærmere gerningspersonerne.