Camilla kørte direkte ind i lastbil - måtte vente syv timer på skadestuen
Foto: Clara Al-Naseri / TV2 Nord
Den 20-årige kvinde frygter, at de aktuelle spareplaner på nordjyske sygehuse betyder endnu længere ventetid i fremtiden.
Camilla Thorius blev efter et sammenstød med en lastbil på motorvejen kørt med ambulance til akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital. Hun er rystet over ventetiden.
20-årige Camilla Thorius er knap kommet sig over chokket, efter hun onsdag var ude for et voldsomt trafikuheld.
- Jeg er jo træt selvfølgelig. Jeg er rigtig, rigtig glad for, at det ikke gik værre til. Nu skal jeg bare hele alle de her slag og blå mærker over det hele, lyder det fra Camilla Thorius.
Ulykken skete, da hendes bil skred af tilkørselsbanen på motorvejen og kørte direkte ind i bagenden af en lastbil.
- Jeg mærker bare et slag til hovedet, og mere når jeg ikke at mærke, før airbags er sprængt. Jeg får orienteret mig og kan mærke, at mit ben er fastklemt mellem dashboard og sæde. Mit vindue er væk og hele forruden er presset ind.
Ventede hele natten
Camilla Thorius blev kørt med ambulance til akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital.
Her tog hun plads i skadestuens venteværelse klokken 17, hvor hun fik smertestillende piller og en stivkrampevaccination. Først til midnat var der en læge, der havde tid til at undersøge hende.
Efter undersøgelsen måtte hun igen vente flere timer på henholdsvis røntenfotografering og CT-scanning.
Har du et godt tip?
Denne historie er blevet til på baggrund af et tip fra en bruger.
Hvis du har en historie, du synes, vi skal kigge nærmere på, så klik herunder og send en mail til redaktionen.
- Jeg synes, det er absurd, at det er vilkårene. Det, vi betaler for og forventer, er et velfærdssystem til at gribe os. Men når ulykken sker, så sidder du og venter i 11 timer, fortæller Camilla Thorius
Klokken 5:30 torsdag morgen kunne hun forlade sygehuset med beskeden om, at hun har et brud på skinnebenet.
Hun frygter, at de aktuelle spareplaner på nordjyske sygehuse betyder endnu længere ventetid i fremtiden.
230 stillinger nedlægges
Mandag blev det offentliggjort, at der nedlægges 230 stillinger på Aalborg Universitetshospital og Regionshospitalet Nordjylland i Hjørring i et forsøg på at bringe budgetterne i balance.
Langt de fleste af stillingerne har ikke været besat på grund af det ansættelsesstop, der blev indført tidligere i år, lød det mandag aften fra Mads Duedahl (V), regionsrådformand i Region Nordjylland:
- Mange har jo netop været ubesatte, så det handler egentlig om 44 ansatte færre i fremtiden, hvor nogle af dem bliver omplaceret. Så det er trods alt ret nådigt, udtalte Mads Duedahl og spåede samtidig:
- Det kan være, man kommer til at vente lidt længere i fremtiden end i dag, og måske er der lidt færre på afdelingerne og en nullermand ekstra i hjørnet, men det er ikke så dramatisk som frygtet.
TV2 Nord kunne mandag fortælle om Ane Birk, der måtte vente seks timer i akutmodtagelsen på Regionshospitalet Nordjylland i Hjørring, efter hun rev sin skulder af led.
- Der er det, sygeplejersken siger: ”Det her, det er ikke i orden. Jeg vil klage til ledelsen over det her. En patient, der sidder med den slags, skal ikke vente så længe”, siger pensionist Ane Birk fra Hjørring.
Stort pres på akutmodtagelsen
TV2 Nord har forsøgt at få en kommentar fra Region Nordjylland.
De har haft ikke mulighed for at stille op til interview, men har sendt et skriftligt svar, hvor de fortæller, at de er kede af den oplevelse, som Camilla Thorius har haft på skadestuen.
- Vi har stor forståelse for, at det ikke er tilfredsstillende at skulle vente så mange timer på at blive tilset af en læge, når man kommer ind på akutmodtagelsen, oplyser Søren Pihlkjær Hjortshøj, lægefaglig direktør, Aalborg Universitetshospital.
- Imidlertid er der er intet ved denne patients forløb, der er gået galt, ud over den lange ventetid, som vedkommende har oplevet.
Er det forsvarligt at skulle vente syv timer med at blive tilset og derefter det meste af natten på at blive scannet?
- Det er forsvarligt, at man i visse situationer kan opleve ventetid på akutmodtagelsen. Vi er nødt til at prioritere de patienter, der kommer ind, for at sikre at de mest behandlingskrævende patienter kommer til først.
- Vores prioritering sker altid på baggrund af en faglig vurdering. Det sker på tværs af hele hospitalet og ikke kun på akutmodtagelsen.
Han oplyser desuden, at der løbende arbejdes på at forsøge at forbedre optimere forløbene, så ventetiden minimeres.
Se indlaget herunder: