Kort Nyt

Ingen vej tilbage: 230 stillinger nedlægges på nordjyske hospitaler i gigantisk sparerunde

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Det er at spille hazard med både patienter og medarbejdere.

Sådan siger Christina Windau Hay Lund, der er kredsforkvinde i Nordjylland i Dansk Sygeplejeråd.

For Region Nordjylland nedlægger 230 stillinger på Regionshospitalet Nordjylland i Hjørring og på Aalborg Universitetshospital i et forsøg på at bringe budgetterne i balance, sådan skriver region Nordjylland i en pressemeddelelse.

Der er nemlig brugt 304 millioner for meget, og derfor svinger regionen sparekniven.

- Det er jo klart, at når man bliver færre - og det gør man unægteligt, når man afskediger - så er der mindre tid til at gøre det, man skal på en god måde, siger kredsforkvinden.

Det løb Kredsforkvinde Christina Windau Hay Lund koldt ned ad ryggen, da hun hørte om de mange millioner, der mangler i kassen. Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord

I sidste uge fortalte Dansk Sygeplejeråd i Nordjylland, at regionen ville nedlægge 229 stillinger. Et tal som sygehusledelsen ikke ville forholde sig til, før de var 'faktuelle og reelle' og før at forretningsudvalget i regionen var orienteret.

Det skete på et møde mandag, og det står altså nu klart, at det endelige tal er 230. 

- Det er en svær økonomisk situation, og derfor er vi nødt til at stramme yderligere op, men det er vigtigt at understrege, at det ikke må påvirke patientsikkerheden eller patientrettighederne, siger hospitalsdirektør på Aalborg Universitetshospital, Per Christiansen, og samme melding lyder fra hospitalsdirektør Henrik Larsen fra Regionshospital Nordjylland. 

De 230 stillinger, har ikke været besatte i et stykke tid på grund af ansættelsesstop, mens andre nedlæggelser resulterer i omplaceringer af medarbejdere.

- Man har haft de stillinger slået op, fordi der var brug for hænderne. I forvejen er der rigtigt meget overarbejde, nogle steder bliver man pålagt at blive, selvom man har fri, fordi der mangler en kollega i den næste vagt, siger kredsforkvinden, der nu frygter, at dét problem bliver større.

Foto: PR

På Aalborg Universitetshospital er det i alt 165 stillinger, der bliver nedlagt, og 27 personer skal omplaceres.  Og på Regionshospitalet i Hjørring nedlægges der 65,4 stillinger mens 17 personer skal omplaceret. 

Og adspurgt om hvorvidt der er en afdeling, som kredsforkvinden er bekymret for mere end andre, lyder svaret:

- Jeg synes jo, det rammer bredt, så det kommer til at gå ud over alle afdelingerne, når man på den måde skyder med spredehagl, siger Christina Windau Hay Lund.

Bredskab kørt ud til overtændt busskur

Nordjyllans Beredskabs station Hjørring er i skrivende stund kørt til en brand på Dammenvej i Hjørring.

Meldingen lyder på, at et busskur skulle være overtændt, og at der er fare for spredning til træer.

Beredskabet kan dog ved ankomst konstaterer, at branden ikke har spredt sig, og at man derfor forventer en kortvarig indsats.

Det oplyser man på X.

Nordjysk klub ubesejret i 14 kampe: Nu venter slutspillet

Fortuna Hjørring vandt lørdag med 2-1 over OB på udebane, og dermed lykkedes det hjørringenserne at være ubesejret i hele grundspillet - altså samtlige 14 kampe.

Og udover tre uafgjorte kampe, så er de resterende 11 kampe altså alle endt med en sejr.

Det var Joy Omewa og Anastasia Pobegaylo, der stod for Fortuna Hjørrings to mål i kampen, som begge faldt i anden halvleg.

To kørt som traumepatient til hospitalet efter alvorligt uheld

To personer er kørt med ambulance som traumepatient til Aalborg Universitetshospital, efter de kørte sammen i et alvorligt uheld i et vejkryds nær Gunderup.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup.

- Det er en 33-årig kvinde og en 58-årig kvinde fra Aalborg, og de er begge kommet alvorligt til skade og er under behandling på hospitalet, oplyser han.

Politiet betragter det, som værende et vigepligtsuheld, hvor den ene part er kommet fra en side vej og derefter er påkørt den anden part.

- Vi har en bilinspektør på stedet for at undersøge årsagen nærmere, og vi regner med at være væk fra stedet om en halv times tid, lyder det.

Det er dog endnu ikke endeligt klarlagt, hvem der har overtrådt sin vigepligt endnu.

Der er også sket voldsom materiel skade på bilerne, hvoraf den ene bil fortsat holdt på vejen længe efter uheldet, som skete klokken 14.24.

Aalborg Håndbold tager sejren trods dårlig start

Selvom Aalborg Håndbold så sløje ud fra start, da klubben tog imod SønderjyskE hjemme lørdag eftermiddag, så endte nordjyderne alligevel med sejren til sidst.

Det var gæsterne, der kom bedst fra start, hvilket også var årsagen til, at det var dem, der kunne gå til pausen med en føring på 16-15.

Dog formåede Aalborg-spillerne at komme bedre ud til kampens anden halvleg.

Her fik Aalborgenserne vendt kampen, sådan at det var hjemmeholdet der løb med sejren på 34-32 til sidst.

Kommer med opråb til bilister: Isglatte veje flere steder i Nordjylland

Lørdag formiddag beretter Vejdirektoratet om pletvis isglatte veje flere steder i Nordjylland.

Det er særligt Hjørring-, Frederikshavn- , Thisted-, Aalborg- og Mariagerfjord Kommune, som der er tale om.

Vintervejret fortsætter også ind i weekenden, hvor der forventes byger, og hvor der fortsat vil være koldt, med temperaturer omkring eller under frysepunktet. Det betyder risiko for sne- og isglatte veje i hele landet.

'Vær derfor opmærksom, hvis du skal ud at køre, og orientér dig om vejret og trafiksituationen på forhånd og kør efter forholdene,' opfordrer Vejdirektoratet.