Logstor producerer fjernvarmerør: - Vi får rigtig travlt nu
I de kommende år skal over 250.000 husstande kobles på fjernvarmenetværket, og det betyder travlhed i Løgstør, hvor LOGSTOR producerer fjernvarmerør.
Tirsdag præsenterede regeringen deres udspil til, hvordan færre danskere i fremtiden skal bruge naturgas til at varme hjemmet op. Èn af løsningerne er at koble flere danske husstande op på fjernvarmenetværket.
Hvis det skal blive en realitet, skal der produceres fjernvarmerør. Mange fjernvarmerør. En stor del af dem vil blive produceret i Løgstør.
- Vi får meget mere travlt over de næste fire til fem år. Vi forsyner ikke alene Danmark, men også andre europæiske lande, der har samme udfordring og vil i gang med samme omstilling, som vi vil, siger Kim Christensen.
Han er administrerende direktør hos virksomheden Logstor, der producerer forsyningsledninger til hele verden.
Det er et snusfornuftigt udspil
Kim Christensen, administrerende direktør, Logstor
Kim Christensen lægger ikke skjul på, at regeringens planer om omstilling fra natugas til fjernvarme er gode nyheder for den himmerlandske virksomhed.
- Der ligger selvfølgelig nogle gode forretningsmæssige muligheder i det. En ting er, at vi længe har set ind i en fremtid, hvor vi skal være mere klimabevidste, og hvor mange af vores produkter er en del af løsningen, siger direktøren og fortsætter:
- Men den nye geopolitiske situation, hvor russisk gas skal ud af den europæiske varmeforsyning, gør, at vi får meget mere at se til.
Fra gas til fjernvarme og el
I dag bliver 400.000 danske hjem opvarmet med naturgas. Regeringen estimerer, at cirka 250.000 husstande af dem i fremtiden kan få leveret fjernvarme. De sidste 150.000 husstande vil være for langt fra netværket, og for mange vil en varmepumpe formentlig være den mest oplagte løsning.
På den måde vil det danske forbrug af naturgas blive reduceret markant, fordi danske husstande i stedet vil benytte en blanding af el, biogas og affaldsvarme til at holde temperaturen i hjemmet oppe.
- Det er et snusfornuftigt udspil. Det er godt for miljøet, og det er godt for forbrugeren, siger Kim Christensen.
Nordjyske fjernvarmerør er blandt Europas bedste
Den nordjyske virksomhed blev grundlagt i 1960 og har specialiseret sig i at producere isolerede forsyningsledninger, der blandt andet kan transportere vand over lange afstande med et minimalt tab af energi.
- Vi har igennem rigtig mange år forfinet vores produkter, så de er førende i Europa, siger Kim Christensen.
Han fortæller, at gennemsnitstabet af energi i europæiske fjernvarmerør er cirka 18 procent.
- Men med vores rør kan man halvere det energitab, siger direktøren.
Med det gode produkt og den stigende efterspørgsel er Kim Christensen sikker på, at virksomheden går en travl tid i møde.
- Vi kommer til at skulle ansætte mere personale for at imødekomme denne efterspørgsel. Ikke bare i Danmark, men også i andre europæiske lande, hvor vi har fabrikker.
Flere rør er bare en del af løsningen
Men det er ikke nok bare at producere de mange kilometer rør. For de gør ikke gavn, før de er blevet installeret til de mange danske husstande.
Og her forudser Kim Christensen udfordringer.
- Vi har store flaskehalse, som vi bliver nødt til at forholde os til, når vi ser på installation og nedgravning. Det er et godt udspil regeringen er kommet med, men for at føre det ud i livet, er vi nødt til at se på helheden, siger direktøren.
- Vi skal være sikre på, vi har kvalificeret arbejdskraft til installationen, at vi har ingeniørerne til planlægningen, og at vi har materialer nok til produktionen.