Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

85 medarbejdere er genansat.

Det kom som et chok for lokalområdet, da Løgstør-virksomheden Scandi Byg i begyndelsen af året meldte ud, at man var begæret konkurs.

Nu er der dog godt nyt fra virksomheden.

Nordic Wood Industries, som Scandi Byg er en del af, har de seneste uger arbejdet på en redningsplan, og det arbejde munder nu ud i en løsning, som betyder, at Scandi Byg fortsætter med at eksistere.

Det oplyser Nordic Wood Industries i en pressemeddelelse.

- Det er en stor lettelse, at vi nu på en trist baggrund har fået vedtaget en køreplan for Scandi Bygs videreførelse. Der er ingen i hverken det tidligere Scandi Byg eller i Nordic Wood Industries, der er stolte af situationen, men der har været stor opbakning fra parterne til at få en videreførelse til at lykkes, siger koncerndirektør Thomas Raunsbæk fra Nordic Wood Industries.

'Vigtigt at reagere hurtigt'

Kurator har accepteret planen, hvor Scandi Byg i første omgang føres videre i et mindre setup end op til konkursen. På nuværende tidspunkt er cirka 85 af de omkring 200 tidligere medarbejdere genansat.

- Det er vigtigt at reagere hurtigt for at sikre medarbejdernes kompetencer og projekternes overlevelse, og det har vi gjort. Der er ingen tvivl om, at det har været en svær tid og en svær beslutning, og derfor vil jeg også gerne benytte lejligheden til at takke både kunder, leverandører og samarbejdspartnere for den store opbakning, siger Thomas Raunsbæk.

Dele af produktionen er startet op igen allerede i sidste uge.


Spænder ben for højhus: Klochhusejer stævner nabo

Foto: Grafik: Mie Leonora Heiberg, TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Et strid om en vej på Klochhusgrunden i Hobro har betydet, at byggeriet af det 15. etagers højhus ikke er begyndt.

Det sidste punktum er langt fra sat i sagen om Klochhuset i Hobro, som efter planen skal erstattes af et 15. etagers højhus.

For den lokale erhvervsmand og ejer af Klochhuset, Bent Dahl, har stævnet ejerforeningen Fjordblink, der er nabo til Klochusgrunden.

Det er Klochhusejer Bent Dahl og naboejerforeningen Fjordblink, der er havnet i en konflikt om en vej (nederst i billedet) på Klochhusgrunden. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Det står klart efter TV2 Nord har fået fat i en mail, som Bent Dahl har sendt til samtlige byrådsmedlemmer i Mariagerfjord Kommune.

I mailen giver han en status på projektet og forklarer, hvordan twisten med vejretten har betydet, at han ikke i marts 2024, som det ellers var planen, begyndte byggeriet af højhuset.

Stilhed om sagen

Hverken ejerforeningen Fjordblink eller Bent Dahl har ønsket at udtale sig om den verserende sag.

Men ifølge TV2 Nords oplysninger, handler konflikten om den vej, der løber fra Jernbanegade ned mod Fjordblinks garager.

For Fjordblink har tinglyst vejret over en fælles vej, der løber på Klochhusgrunden. Det har de, fordi de den vej igennem, kan komme ned til fem garager, der hører til Fjordblink. Den vej vil Bent Dahl have flyttet om på den modsatte side af det eksisterende Klochhus, ifølge planen om byggeriet af højhuset.

Det er vejen her, som nabo ejerforeningen Fjordblink har vejret over, og som fører ned mod ejerforeningens garager. Ifølge byggeplanerne fra Bent Dahl, skal selve vejen flyttes om på modsatte side af Klochhuset, så højhuset bygges så langt mod højre (vandløbet), som muligt. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Han henvendte sig derfor til Fjordblinks bestyrelse i 2022, hvorefter bestyrelsen vedtog at flytte vejretten. Men nu har de trukket tilsagnet tilbage – og Bent Dahl har derfor stævnet ejerforeningen.

Ifølge Fjordblink har de skrevet under på et andet og mindre projekt, end det 15. etagers højhus, der er fremvist for politikerne og lavet lokalplan på. Ifølge Fjordblink blev der dengang fremvist dem tegninger af et byggeri med maks otte etager ud mod Jernbanegade, og fire etager ned mod vandet.

I en mail fra Bent Dahl til TV2 Nord skriver han, at han ikke vil udtale sig om sagen på nuværende tidspunkt, men at han er ærgerlig over, at sagen, som skal afgøres i retten, har bevirket, at højhusbyggeriet ikke kom i gang i marts 2024, og derved nu kunne have været undervejs i næsten et år.

Bent Dahl har tidligere mødtes med TV2 Nord for at fortælle om projektet. Dog har har ingen kommentarer til stævningen og den verserende sag, fortæller han. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Dog har en ny afgørelse fra Planklagenævnet i december afgjort, at lokalplanen er ugyldig, og at der skal laves en ny med en ny miljøvurdering. Derfor ville byggeriet under alle omstændigheder være sat på hold nu, indtil en ny lokalplan er gældende.

Læs mere om det her:

Borgmester: Har ikke fået dødsstødet

Planklagenævnet modtog klagerne over byggeriet i januar 2024, efter lokalplanen var blevet vedtaget af byrådet i Mariagerfjord Kommune. Herefter besluttede de, at klagerne havde opsættende virkning.

Men i marts afgjorde de, at sagen alligevel ikke har opsættende virkning. Ifølge mailen fra Bent Dahl til byrådspolitikerne, var det derfor planen, at byggeriet skulle være begyndt i marts, men at sagen om vejretten nu spænder ben for projektet.

1. januar 2024 købte den lokale erhvervsmand Bent Dahl Klochhuset af en anden lokal erhvervsmand Ove Rasmussen. Ifølge Bent Dahl var planen allerede at gå i gang med højhuset i marts, men nu blokerer en ny konflikt for opførelsen. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Dog slutter Bent Dahl sin mail med at skrive, at han forventer, at der kommer et yderligere retsligt efterspil fra hans side, hvis han vinder sagen, og at det vil løbe op mod et tocifret millionbeløb. Derudover skriver han, at han ”er vedholdende og glæder sig til at fuldføre byggeriet”.

Da afgørelsen fra Planklagenævnet kom i december, forklarede borgmester i Mariagerfjord Kommune da også, at afgørelsen om nye undersøgelser og en underkendt lokalplan ikke var dødsstødet til projektet.

- Planklagenævnet mener, at miljøvurderingen skal forholde sig til anlægsfasen, og det har man ikke gjort tilstrækkeligt, og det skal vi have gjort. Hvis ikke der allerede er nogen, som er i gang med at arbejde med det nu, forventer jeg, at det bliver første opgave efter nytår, sagde borgmester Mogens Jespersen dengang til afgørelsen.

Dog er der endnu ikke udsigt til nye detaljer om en ny lokalplan.


Foto: Vendsyssel Historiske Museum

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det var blandt andet et kranie, der dukkede op ved Emmersbækparken i Hirtshals.

Der er masser af grunde til at spærre øjnene op, hvis man finder noget, der virker atypisk i naturen.

Det er Lotte Borgardals søn, Oskar, eksemplet på. 14. januar i år fandt han nemlig et kranie ved et gammelt moseområde ved Hirtshals, der kaldes Ulvskær.

- Det er ikke første gang, der dukker vilde fund op derude. Tidligere er der fundet lurer fra bronzealderen og et 10.000 år gammelt bundt lystertænder, lyder det i en pressemeddelelse fra Vendsyssel Historiske Museum.

Ofringer fra en fjern tid

Foruden kraniet, som Oskar tog med hjem, er der fundet yderligere to kranier og seks lårbensknogler ved søen, som alle menes at være ofringer fra Jernalderen.

- Menneskeofringer fra dengang er ikke ualmindelige, men Oskars opdagelse er stadig et vigtigt fund. De nye DNA-teknikker gør det muligt at udtrække ny viden om datidens mennesker, og specielt kranie og tænder er gode til den slags analyser, siger overinspektør Michael Vinter fra Vendsyssel Historiske Museum.

Foto: Vendsyssel Historiske Museum

De nye fund er ifølge Vendsyssel Historiske Museum formentlig dukket op i forbindelse med en oprensning af søen tilbage i 2022.

- Hjørring Politi har sendt knogler til Retmedicinsk Klinik i Aarhus. Her vil de blive analyseret og kulstof-14 dateret, så det er sikkert, at der er tale om jernalderskeletter. Hvis det holder stik, vil knoglerne blive overdraget til Vendsyssel Historiske Museum, skriver museet i en pressemeddelelse.


Foto: Aalborg Zoo

Arkivfoto

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det var et tæt løb mellem første og andet valget, men en spøjs detalje afgjorde vinderen.

Så skete det!

Nordjyderne har gættet, håbet og spekuleret i, hvad der mon skal erstatte elefanterne, som Aalborg Zoos frontfigur.

Flere bud har lydt på Surikatten, Bjørnemanden fra springvandet ved indgangen, den røde panda, orangutangen og lemuren. Særligt sidstnævnte blev pludselig meget relevant for bare 3 måneder siden.

- Den kunne også godt friste os, fordi den jo har vundet manges hjerter her på det sidste. Den kunne helt sikkert også være et bud, sagde Pia Nielsen, der er vicedirektør i Aalborg Zoo dengang til TV2 Nord.

To favoritter

Afgørelsen på den fremtidige bannerfører for Aalborg Zoo endte alligevel med at lægge mellem to storfavoritter.

- Et af vores mest populære dyr er faktisk den røde panda. Vi sælger foreksempel klart flest tøjdyr, der ligner den, lyder det fra Aalborg Zoos direktør, Henrik Vesterskov Johansen.

Er man fra Nordjylland og har besøgt Aalborg Zoo op igennem 00'erne, så overrasker den anden favorit nok ikke så meget.

- Den anden var selvfølgelig orangutangen, som er et meget ikonisk dyr hos os, lyder det fra direktøren.

'Charlie' løb med sejren

I sidste ende endte det dog med at blive orangutangen, som i Aalborg Zoo er særligt kendt grund af 'Charlie', der i mange år var et helt specielt folkeeje i det nordjyske.

- Det endte med orangutangen, som vi jo er de eneste i Danmark, der har. Og så vil vi jo gerne vise de meget flotte fasciliteter frem, som vi jo har fået til dem, fortæller Henrik Vesterskov Johansen.

Hvorfor det ikke blev den populære røde panda, var også en lidt spøjs historie.

- Orangutangen er selvfølgelig ikonisk, men den røde panda var også svær, fordi den kan komme til at ligne en ræv, når den kommer op på skiltet, griner direktøren.

Skiltet er allerede udarbejdet, men praktiske årsager har stået i vejen for at få det op.

- Det er ikke med vores gode viljle, at det ikke er oppe endnu, men vi arbejder hårdt på sagen, fortæller Henrik Vesterskov Johansen.


Direktør tiltalt for bedrageri: - Hvad siger du til, at jeg sygemelder dig?

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det var mens direktøren ejede et spisested, at han angiveligt snød både ansatte, kunder og kommune.

Hvad siger du til, at jeg sygemelder dig, og så kan vi lave nogle penge?

Sådan havde direktøren, en 30-årig mand, blandt andet sagt til en af sine ansatte på grillbaren Ædedolken i Brønderslev.

Det fortæller den tidligere ansatte onsdag morgen, da han er i Retten i Hjørring for at vidne mod sin daværende chef.

Fidusen ved sygemeldingen var, at direktøren så ville modtage refusion fra Aalborg Kommune under den pågældende medarbejders 'sygdom'.

- Jeg troede simpelthen, det var løgn

Tidligere madbud ved Ædedolken

- Det sagde jeg bare klart og tydeligt til ham, at det skulle han overhovedet ikke. Jeg var ikke syg, og det nummer skulle jeg ikke være en del af, fortæller den ansatte, der arbejdede som madbud i virksomheden i mindre end halvanden måned, inden han selv valgte at sige op i slutningen af august 2022.

Et par dage efter den bizarre samtale med chefen, modtog han alligevel en besked i sin e-boks fra Aalborg Kommune.

I beskeden stod der, at han var blevet sygemeldt fra sin arbejdsplads, hvor han arbejdede 37 timer om ugen.

- Jeg troede simpelthen, det var løgn, sagde den tidligere medarbejder og fortsatte:

- Det var helt hen i vejret. Jeg var ikke syg, og jeg var desuden kun ansat i ti timer om ugen og ikke 37, som der stod i brevet fra kommunen.

Socialt bedrageri, afpresning og ulovlig tvang

Der er afsat fire retsdage i sagen mod den tidligere direktør.

Ved Retten i Hjørring er han tiltalt for socialt bedrageri, bedrageri af grov beskaffenhed, afpresning af grov beskaffenhed og ulovlig tvang.

De kriminelle forhold skulle være foregået, mens han var direktør og indehaver af grillbaren 'Ædedolken' i Brønderslev.

Det er anklagemyndighedens påstand, at den 30-årige har begået socialt bedrageri mod Aalborg Kommune for 17.612 kroner og mod Brønderslev Kommune for 25.250 kroner.

Bedrageriet er foregået ved, at arbejdsgiveren har modtaget refusion for sygemeldte medarbejdere. Problemet er bare, at de pågældende medarbejdere ikke selv mener, at de var syge og dermed ikke burde have været sygemeldt.

Han er også tiltalt for at have snydt 17 kunder ved at få kunderne til at møde op i restauranten i troen om, at de skulle have tilbagebetalt et depositum for emballage eller lignende.

Men i stedet for at modtage det aftalte beløb retur, blev de vildledt til atter at betale beløbet til direktøren.

De 17 beløb ligger i størrelsesordenen 500 til 4.612 kroner.

Ingen penge i kassen

I alt ti vidner er indkaldt for at afgive forklaring ved Retten i Hjørring onsdag.

Flere af vidnerne fortæller i store træk samme historie.

De blev ansat i sommeren 2022, men allerede da de skulle have deres første lønudbetaling, var der problemer.

Lønnen kom aldrig.

Det skete for eksempel for en ung mand, der var ansat som tjener på grillbaren.

- Så sagde jeg bare til ham (red. chefen), at jeg ikke skulle arbejde der mere. Så sagde jeg op, siger den unge mand.

Et par dage senere modtog han en mail fra sin tidligere chef.

I mailen stod der, at chefen rejste et erstatningskrav mod tjeneren på 150.000 kroner, som han havde fem dage til at betale.

- Der besluttede jeg mig for at gå til 3F, fordi det kunne jo ikke passe, tænkte jeg, siger den unge mand i retten.

Madbuddet, der ikke ville sygemeldes

Det samme erstatningskrav modtog madbuddet, da han sagde op, fordi han ikke ville lade sig proforma sygemelde.

Også han blev af sin tidligere arbejdsgiver gjort opmærksom på, at han skulle betale 150.000, og hvis han ikke gjorde det, ville han blive anholdt af politiet og retsforfulgt.

I retten forklarede den 30-årige, at han mener, erstatningskravene var fuldt berettiget.

- De havde en 14 dages opsigelsesperiode, som de forbrød sig mod. Det er enormt ressourcekrævende, når man skal ud og rekruttere nyt personale, siger den tiltalte.

Da tjeneren havde meddelt chefen, at han ikke ville komme tilbage til sit arbejde, fordi han ikke havde modtaget løn, modtog han til sin store forbavselse en besked i sin e-boks fra Brønderslev Kommune.

Ligesom madbuddet havde fået det, så fik tjeneren nu en besked om, at kommunen havde registreret, at han var blevet sygemeldt fra sit arbejde ved Ædedolken.

- Det var helt galimatias, siger den tidligere tjener og ryster på hovedet.

Tidligere dømt ved civilt søgsmål

Fagforeningen 3F har tidligere anlagt et civilt søgsmål mod direktøren på vegne af ti af deres medlemmer.

I 2023 blev den 30-årige dømt til at udbetale den løn til de ansatte, som de aldrig havde fået.

Det var han dog ikke i stand til, da virksomheden var gået konkurs, og medarbejderne fik i stedet pengene fra Lønmodtagernes Garantifond.

I samme ombæring blev direktøren politianmeldt, og det er altså derfor, han nu er tiltalt i en straffesag ved Retten i Hjørring.

Det er anklagemyndighedens påstand, at den 30-årige skal idømmes en fængselsstraf, såfremt retten finder ham skyldig.

Retssagen mod den 30-årige fortsætter i næste uge.

Den 30-årige nægter sig skyldig i anklagerne mod ham.


Forsvaret skal kun bruge 5000 granater fra Elling: - Det er århundredets største joke

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Den virksomhed, der vinder udbuddet af krudtfabrikken i Elling, kan kun regne med, at den danske stat køber 5000 granater om året.

Inden sommerferien er der taget stilling til, hvem der vinder udbuddet med at producere krudt i Elling. Men når en af de tre virksomheder, der har budt ind på opgaven, starter op med krudtproduktionen, er det ikke det danske forsvar, der kommer til at drive efterspørgslen i vejret.

For Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har lagt op til at aftage bare 5070 granater per år fra 2027, skriver Jyllands-Posten. Herefter stiger det til 5950 granater i perioden 2031-2034.

- Det er århundredets største joke. 5.000 granater om året ... det er nærmest at tage gas på folk, siger Jacob Kaarsbo, der er sikkerhedspolitisk analytiker og tidligere chef i Forsvarets Efterretningstjeneste til mediet.

Ifølge Jacob Kaarsbo har Rusland i visse faser af krigen brugt 10.000 granater om dagen - altså dobbelt så meget som staten Danmark vil købe af Krudten på et helt år.

Fabrik og ordrer lader vente på sig

Forsvaret overtog nøglerne til Krudten i Elling i april sidste år. Den blev købt for 20 millioner kroner.

Da det i oktober 2023 blev offentliggjort, at staten igen ville overtage ammunitionsfabrikken, forventede forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), at fabrikken indenfor to år ville være i brug - men der er altså endnu ikke valgt, hvem der skal producere ammunitionen i Elling.

Jacob Kaarsbo siger videre til mediet, at eksemplet i Elling er et grelt eksempel på, at mens de europæiske regeringer har travlt med at få forsvarsindustrien til at øge deres produktion, har de ikke travlt med at lave de langsigtede ordrer, der muliggører en øget produktion.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) afviser overfor Jyllands-Posten at svare på, hvorfor Danmark kun har forpligtet sig til at købe 5000 granater om året, men at der snart skal tages en politisk beslutning om antallet af granater.

Det skal ifølge ham ske inden månedens udgang.