Nordjysk klint skal på samme liste som pyramiderne og Den Kinesiske Mur
Ringborgene Aggersborg og Fyrkat er allerede optaget, og står det til kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), skal Nordjylland repræsenteres med endnu en seværdighed på Unescos verdensarvsliste.
Onsdag har kulturministeren skrevet under på en ansøgning om at få molerklinten Hanklit på Mors optaget på listen. Ud over Hanklit går man også efter at få Knudeklint på Fur med på listen, som også tæller blandt andet de egyptiske pyramider og Den Kinesiske Mur.
- Moler findes ikke andre steder i verden end i området omkring den vestlige Limfjord. Der findes flere molerklinter ved kysterne af den vestlige Limfjord, men Hanklit og Knudeklint rummer og repræsenterer tilsammen alle de værdier, der gør området unikt, står der i ansøgningen til Unesco.
Bag ansøgningen står Morsø Kommune og Skive Kommune i samarbejde med Museum Mors og Museum Salling.
Molerklinterne blev i 2010 optaget på Danmarks tentativliste for verdensarv, hvilket er en forudsætning for en senere nominering til verdensarvslisten. På tentativlisten er også havsalt og tanghuse på Læsø.
Det forventes, at Unescos verdensarvskomité træffer afgørelse om eventuel optagelse i sommeren 2026.