![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDIvMTEvaW1nXzAxMjcuanBn/img_0127.jpg?fm=jpg&w=4032&h=3024&s=e2ae0ca78a0158229fce2371cf523b8c)
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDIvMTEvaW1nXzAxMjcuanBn/img_0127.jpg?fm=jpg&w=4032&h=3024&s=e2ae0ca78a0158229fce2371cf523b8c)
Professor foreslår stop for nybyggerier: Kasper frygter, det vil koste arbejdspladser
Foto: Malthe Birger Jensen / TV2 Nord
Hvis byggeriet skal være mere klimavenligt, skal vi til at restaurere og renovere, mener arkitekter. Men i Vesthimmerland er det helt afgørende for bosætningen, at man kan tilbyde nybyg.
- Personligt synes jeg jo, det er rarest at få noget, der er helt nyt kontra noget, der er renoveret.
Sådan siger Kasper Pejtersen, mens han står i det, der i fremtiden skal danne rammen om hans eget og familiens liv. I stedet for at renovere det oprindelige parcelhus fra 1948, der lå på Hasseris-grunden før, har han som så mange andre danskere besluttet sig for at bygge nyt.
Huset var oprindeligt på 86 kvadratmeter, men når det nye hus står klar til maj, får familien i stedet 244 kvadratmeter at boltre sig på - og endda med 156 kvadratmeter kælder oveni.
- Det eksisterende ville være for lille, så vi skulle alligevel til at lave en stor tilbygning. Det var næsten et helt hus, vi skulle i gang med at lave på det gamle hus. Og så ville vi måske ikke få det, som vi ønskede os, siger Kasper Pejtersen, der også er indehaver af Pejter Byg, hvor han også rådgiver andre, når de skal bygge nyt.
Det står i kontrast til det opråb, som flere professorer er kommet med. De argumenterer for, at der bør indføres et midlertidigt byggestop som konsekvens af klimakrisen.
Byggeriets globale CO2-aftryk er nemlig større end nogen anden sektor, og ifølge Concito står byggeriet i Danmark for cirka 30 procent af Danmarks totale CO2-udledning. En stor del af problemet er, at for mange river funktionelle huse ned for at bygge nyt, siger professor Søren Nielsen fra Arkitektskolen i Aarhus og professor Nicolai Bo Andersen fra Det Kongelige Akademi til TV 2.
Borgmester: Nybyg er afgørende
I Galgehøj ved Aars i Vesthimmerlands Kommune ligger der utallige nybyggerier, der er skudt op de seneste syv-otte år, og de tomme byggegrunde i området viser, at flere snart er på vej.
Og det er afgørende for en kommune som Vesthimmerland, at man kan tiltrække tilflyttere med byggegrunde. Derfor falder de to professorers forslag ikke i god hos kommunens borgmester.
- Det vil i hvert fald betyde for Vesthimmerland, at tilflytningen går i stå. Vi vil ikke kunne indfri de ambitioner, som byrådet har om, at vi skal have en større befolkningsmasse. Bosætningen her er lig med, at vi kan tilbyde nogle gode byggegrunde, som så får nogle store dejlige boliger, siger Per Bach Laursen (V).
Han mener dog også, at der er gode signaler i forslaget.
- Det der med at få renoveret noget af den gamle boligmasse, synes jeg, er en god ide. Situationen er bare den i en kommune som Vesthimmerland, der har vi ikke de der højkvalitets ældre boliger i stor stil. Det har vi i bymidterne, og det vil vi gerne i fremtiden se på, at vi kan komme til at renovere, siger borgmesteren.
Parcelhusene kan ikke redde verden
Når Kasper Pejtersen rådgiver folk i deres byggeprojekt, er det som regel økonomien, der er helt afgørende for kunderne, og klimavenlige løsninger er som regel lig med en højere pris.
Og han mener, at de to professorers forslag om at lægge nybyggeriet på is, vil koste arbejdspladser.
- Det er en vild handling pludselig at lave. Man går og snakker om, at man mangler håndværkere, men hvis man stopper det op, mangler vi i hvert fald ikke dem længere. For så går vi rigtigt i stå.
Men hvis det er det, der skal til for at passe på klimaet, kan det så ikke være godt nok?
- Jeg tror ikke på, at det er parcelhusene, der redder verden. Der er nok nogle andre ting, vi skal kigge lidt ind i. Der er måske nogle andre syndere, som er større syndere end et parcelhus. Men det er selvfølgelig nemmere at ramme den lille private, end det er at ramme de store. Og så skal vi jo have mange flere med, så er det jo ikke kun i Danmark, at man skal stoppe parcelhusbyggeri, siger han.
Boligminister Sofie Hæstorp mener ikke, der skal være et bygge- og nedrivningsforbud, men hun er enig i, at der er behov for, at man i højere grad tænker i renovering frem for nedrivning og nybyg.