![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjAvMDkvMjIvcmV0dGVuLWktaGpvZXJyaW5nLTIuanBn/retten-i-hjoerring-2.jpg?fm=jpg&w=2592&h=1944&s=c35da6208ad2ad330b300f7bf8bc2842)
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjAvMDkvMjIvcmV0dGVuLWktaGpvZXJyaW5nLTIuanBn/retten-i-hjoerring-2.jpg?fm=jpg&w=2592&h=1944&s=c35da6208ad2ad330b300f7bf8bc2842)
Uhyggelig partnervold sender 53-årig bag tremmer
Foto: Bruno Stagsted
En 53-årig mand er netop blevet idømt et år og tre måneders fængsel ved Retten i Hjørring.
Her blev manden dømt for at have udsat sin daværende kæreste for hyppig vold og voldsomme overgreb.
Han blev også dømt for at have været i besiddelse af flere ulovlige genstande.
Herunder en totenschlæger, en peberspray, to skarpe patroner og 1,28 gram amfetamin.
Uhyggelige anklager blev trukket tilbage
Egentlig er den 53-årige kun blevet dømt for en brøkdel af det, han oprindeligt var tiltalt for. Undervejs i sagen har sagens anmelder, mandens ekskæreste, nemlig trukket mange af de værste anklager til sig igen.
Da sagen begyndte ved Retten i Hjørring i januar, var det nogle ualmindeligt uhyggelige overgreb, den 53-årige var tiltalt for at have begået mod sin 25 år yngre kæreste.
Særligt de seksuelle overgreb var så voldsomme, at TV2 Nord dengang valgte ikke at gengive dem.
Men da den forurettede skulle afgive sin forklaring i Retten, fortalte hun, at mange af overgrebene blev begået som et led i deres indbyrdes SM-forhold, og derfor måtte anklagemyndigheden sidenhen opgive flere af forholdene.
Voldsomme kvælninger
Kvinden forklarede, at de to havde dannet par i næsten fem år, og at forholdet i stort set alle årene havde været turbulent og præget af vold - særligt i perioder.
Men i 2023 var volden taget til.
Både i styrke og i hyppighed.
I retten fortalte kvinden, der i dag er 28 år gammel, at hun to gange havde oplevet, at hun var besvimet fordi kæresten havde taget kvælertag på hende.
Da hun genvandt bevidstheden efter besvimelserne, havde hun ufrivilligt haft afføring, og hun havde misfarvninger i øjnene som følge af kvælningen.
De tilfælde blev manden også dømt for.
Kunne ikke gå fra ham
I perioder ønskede kvinden at gå fra ham, men det var ikke så lige til, for den 53-årige på mange måder var hendes trygge base, fortalte hun i retten.
Han havde styr på ting, som hun ikke havde styr på - som økonomi for eksempel, og det var en af grundene til, at hun havde svært ved at forlade ham.
Men episoderne med kvælning gjorde hende så bange, at hun følte, hun blev nødt til at handle på det.
Alligevel endte hun altid med at gå tilbage til ham, og det var altså det, hun ville undgå, da hun i efteråret 2023 gik til Nordjyllands Politi.
Hun var bange for, at det var et spørgsmål om tid, før hun ikke ville vågne op efter et af kvælningsoverfaldene.
Ville have et tilhold
Derfor gik hun til politiet med et klart ønske: hun ville gerne have et tilhold mod sin ekskæreste.
Hvis hun fik sådan et, så vidste hun, at forholdet definitivt ville være slut, fortalte hun.
I stedet oprettede politiet en straffesag mod den 53-årige, der blev varetægtsfængslet i sagen.
Pludselig befandt kvinden sig som omdrejningspunktet i en alvorlig straffesag, og det havde aldrig været hendes mening, fortalte hun i retten.
Hun ville bare gerne ud af forholdet, og hun ønskede ikke, at hendes ekskæreste skulle straffes.
Erkendte enkelte forhold
Den 53-årige har undervejs erkendt, at der var en del vold i deres forhold, men også at der skulle to til tango.
De meget voldsomme seksuelle forhold har han hele tiden hævdet, at der var samtykke til, og det var altså det, den 28-årige kvinde endte med at give ham ret i, da hun skulle afgive forklaring i retten.
Selvom hendes forklaring var markant anderledes på de videoafhøringer, som politiet har lavet af hende i sagens løb.
Derfor forsøgte den 53-åriges forsvarsadvokat også at så tvivl om kvindens troværdighed under sin procedure i forbindelse med sagens afslutning.
Men retsformanden valgte alligevel at lægge vægt på den del af kvindens forklaring, hun havde fastholdt i sagens løb, og dermed fandt retten det bevist, at kvinden i en periode var blevet udsat for daglige tæsk.
Den 53-årige udbad sig betænkningstid.
Han har derfor nu 14 dage til at overveje, om han ønsker at anke dommen eller ej.