Fodboldvold: 25 er sigtet efter masseslagsmål med AaB-fans
Politiet har i over et halvt år efterforsket et masseslagsmål i Herning, hvor en busfuld AaB-fans var involverede. Nu nærmer efterforskningen sig sin afslutning. Se barejerens reaktion i videoen nederst i artiklen.
Hvem var til stede? Og hvem gjorde hvad?
Det har været de vigtigste spørgsmål i en omfattende politiefterforskning efter et masseslagsmål ved værtshuset Don Quijote i Herning 3. august sidste år.
Her flød blodet, mens værtshuset blev raseret i det gigantiske slagsmål, som kom i kølvandet på en Superliga-kamp mellem FC Midtjylland og AaB, som de midtjyske ulve vandt med 2-0.
Efter kampen var en flok AaB-fans på vej hjem til det nordjyske i bus, men tilsyneladende vendte bussen om og kørte til værtshuset, hvor det kom til konfrontation mellem fangrupperinger fra de to klubber.
Nu er 25 personer sigtet efter straffelovens paragraf 134 a, der kan straffe deltagere i slagsmål eller anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, hvis de har handlet efter aftale eller flere i forening. Strafferammen er op til seks måneders fængsel.
Politiet forventer at sigte yderligere et par stykker, inden sagen overdrages til anklagemyndigheden, der skal vurdere, om der skal rejses tiltale.
Alle de tiltalte har tilknytning til AaB, oplyser politikommissær ved lokalpolitiet i Herning, Lars Boe Larsen, der leder efterforskningen.
- Vi har set på en del overvågningsvideo, og det er tydeligt, at det er dem, der kommer ud af bussen, der er den aggressive part i konflikten, og det er derfor, at det er dem, som vi nu forsøger at få tiltalt og retsforfulgt, siger Lars Boe Larsen.
Efter det voldsomme optrin i august oplyste Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST, at buschaufføren var blevet lokket til at køre til værtshuset af en AaB-fan, der påstod, at de havde glemt en kammerat i Herning. Men om det præcis var det, der skete, er ikke fastlagt, siger politikommissær Lars Boe Larsen.
- Vi er faktisk usikre på, hvad der skete, inden bussen tilsyneladende vendte om og kørte til værtshuset, og det er et spørgsmål, som vi stadig efterforsker, siger han.
Lars Fenger, der driver Don Quijote, har tidligere overfor TV MIDTVEST udtrykt frustration over politiets arbejde med sagen, men han er positiv over, at der nu kan være en retssag på vej.
- Det er godt, at vi får ansigter på volden, og jeg håber, at falder en dom. Der skal slås hårdt ned på helt meningsløs og hovedløs vold som det her, så jeg håber, at det fører til, at nogen bliver gjort ansvarlige. Det, der foregik, var hul i hovedet, men selvfølgelig skal det kunne bevises i en retssag, siger Lars Fenger.
Han har sendt billeder og videomateriale til TV MIDTVEST, der viser nogle af ødelæggelserne på værtshuset efter slagsmålet. Men der er også ting, som han ikke har filmet.
- Jeg skånede mig selv og mit kamera fra at tage billeder og video af de mest blodige områder. Det så voldsomt ubehageligt ud, siger han.
Politikommissær Lars Boe Larsen oplyser til TV MIDTVEST, at vidner, videoovervågning og et godt samarbejde med AaB og FC Midtjylland har hjulpet politiets arbejde med sagen.
- Nu skal vi have efterforskningen gjort færdig og talt med de sidste par stykker. Så tager man stilling til, om der er nogle af fansene, der skal have karantæne, og så går sagen ellers videre til anklagemyndigheden, siger Lars Boe Larsen.