- Det lyder som løgn: Stort byggeri overholdt både budget og tidsplanen
Foto: Jenifer Daniela Laursen / TV2 Nord
Aalborg Forsyning slog onsdag dørene op til nyt driftscenter for vand, varme, gas og køl.
- Det lyder som løgn, når man tænker på, hvordan det plejer at gå.
- Det med budget og tidsplan. Det er en by i Rusland for det offentlige.
Det er nogle af de reaktioner, TV2 Nord blev mødt af, da aalborgensere hørte nyheden om Aalborg Forsynings succes med et byggeri, der har formået at holde både tidsplan og budget.
Efter 19 måneder står det 5.000 kvadratmeter store driftscenter færdig med miljømærkede materialer, terrændæk og slidlag af CO2-reduceret beton, som har sikret certificeringen for bæredygtighed DGNB-guld.
- Jeg står med en rigtig god følelse. Det er en stor dag, at vi kan indvie centeret, hvor vi er blevet færdige til tiden og til prisen, siger administrerende direktør hos Aalborg Forsyning, Søren Gais Kjeldsen, og fortsætter:
- Årsagen til, at vi er lykkes med det, er fordi, vi har været meget omhyggelig i forberedelsesfasen. Her skal man give sig den nødvendige tid og gøre sig meget klart, hvad man vil have. Jeg er meget taknemmelig for det samarbejde vi har haft med partnerne i projektet, forklarer direktøren for Aalborg Forsyning.
Borgmester roser
Aalborg-borgmester Lasse Frimand Jensen (S) sørgede for at klippe den røde snor med partifælle Rosa Sulaiman, inden de mange fremmødte kunne sætte sig i lagerhallen og nyde helstegt pattegris og flødekartofler.
- Det, at vi i dag kan overholde tidsplan og budget, det er jo ikke altid, det kan lade sig gøre, men det er også en stor ros til jer, der har været med til at gøre det muligt, lød det fra Lasse Frimand Jensen i åbningstalen.
Det tror jeg simpelthen ikke på, det må jeg ærligt tilstå.
Bente Bach Jensen, Aalborg
Den socialdemokratiske borgmester var selv med til at sætte gang i processen, da han i sin tid sad som formand for Aalborg Forsyning, og der er særligt én læring, som han vil tage med fra processen.
- Herude havde man ansat en byggeleder internt i Forsyningen, det er måske noget af det, vi kigger på, men jeg kender nu flere indvielser, jeg har været til, hvor man har overholdt budget og tidsplaner, påpeger han.
Regner du med, at I kan lære af det i Aalborg Kommune, så senere projekter overholder budget og tidsplan?
- Det skal vi. Vi lærer altid af Aalborg Forsyning, og de lærer af os i Aalborg Kommune. Lige nu har vi et stort skolebyggeri på Stigsborg, hvor mine egne tre børn skal ned og gå, og lige nu ser det ud til, at vi både overholder budget og tidsplan.
Borgerne er ikke overbevist
Helt samme overbevisning var der dog ikke fra aalborgenserne.
- Det har man lov at håbe på, man må krydse fingre, siger Kenneth Timmermann.
- Det tror jeg simpelthen ikke på, det må jeg ærligt tilstå. Jeg har selv været i det offentlige i mange år, så jeg kender godt systemet og deres tidsplaner, pointerer Bente Bach Jensen.