Emma er furry: - ”Vexel” hjælper mig med at være social
Når Emma Betzer ifører sig sit kostume, er det som at tage en ny og mere social personlighed på.
Se andet afsnit af ”Livet bag masken” nederst i artiklen eller på TV 2 PLAY.
At være furry handler om meget mere end bare at iføre sig maske og pels. For Emma Betzer fra Aars er det en mulighed for at udforske nye sider af sig selv på.
Den 24-årige nordjyde har atypisk autisme og ADD, og det kommer til udtryk på flere måder.
Hun har nogle gange svært ved at formulere sig, og hun bruger meget energi på at overtænke sine handlinger og andres opfattelse af hende.
Diagnoserne udfordrer hende socialt. Hun kæmper med nervøsitet og social angst.
- Jeg er rigtig sky og nervøs, når det handler om at møde nye mennesker, siger Emma Betzer.
Men når Emma tager sit såkaldte fursuit på og bliver til karakteren Vexel, sker der noget.
- Vexel er meget social og glad for mennesker. Han hjælper mig med at komme lidt mere ud. Når jeg har ham på, kan folk ikke se mig, men jeg kan se dem, siger hun.
Laver selv fursuits
Emma Betzer er en af de furries, som TV2 Nord følger i serien ”Livet bag masken”.
Hun er en del af subkulturen furry fandom, som interesserer sig for figurer, der ligner dyr, men som har menneskelige egenskaber.
- Jeg har altid været fascineret af Disney-karakterer og dyr, som kan snakke og gå på to ben, siger Emma, der blev en del af furry fandom som 17-årig, hvor hun fik sin første karakter ”S!xx”.
Hun laver selv fursuits. Blandt andet har hun lavet karakteren Vexel, som er en hybrid mellem en hund, en bjørn og en flagermus.
- Han er en fursona, altså en karakter, som er baseret mere på mig i det rigtige liv end ”S!xxx” er, siger hun.
Vexel taler ikke, men udtrykker sig gennem fagter og vink.
- Han er meget glad og springer lidt frem og tilbage. Han er rigtig god til at få mig mere ud og være social, siger Emma.
Mødes med andre furries
Der findes ikke en officiel opgørelse over hvor mange danskere, der er furries, men i Facebook-gruppen "Hundeparken" for danske furries er der 669 medlemmer.
Mange af dem mødes til Koyocon, som er en begivenhed for fans af cosplay, anime, manga, gaming og rollespil.
Årets helt store begivenhed for furries er Eurofurence i Tyskland, hvor 3500 furries fra hele Europa samles om deres passion.
For Emma Betzer betyder det meget, at hun kan dele sin begejstring med andre. Og så luner det, når der kommer positive reaktioner på hendes fursuit.
- Når folk smiler og siger ”nej, hvad er det for et dyr, der kommer der”, så gør det mig rigtig glad, siger hun.
Se andet afsnit af ”Livet bag masken” her – og find mere på TV 2 PLAY.