Forbrugerfesten er i gang: Pakkerne hober sig op hos Anette
Foto: SuperBrugsen Sæby
Pakkeansvarlig kommer med opfordring - husk nu at hente dine pakker hurtigt.
Måske har du bemærket, at du alle steder kan få et godt tilbud i denne måned.
Der er Black November, Black Week, Black Friday, Cyber Monday. Ja, navnene er mange.
Det får danskerne til at købe julegaver (og andre ting og sager, de ikke kan undvære) allerede nu. Det er noget man mærker ved de mange pakkeshops.
En af dem er SuperBrugsen i Sæby.
- Normalt får vi i gennemsnit 42 pakker om dagen. Men i de her dage omkring Black Friday kan vi komme op på 300 pakker dagligt, så det fylder altså lidt! lyder det fra Anette Læsø Madsen, der er pakkeansvarlig i SuperBrugsen i Sæby.
Hun er efterhånden vant til, at det er sådan, det er i forbindelse med Black Friday, og der er da også sat ekstra reoler op i butikken til de mange pakker, der hver eneste dag kommer ind. I butikken kommer der både pakker fra GLS og Postnord.
- Det vil være dejligt, hvis vores kunder afhenter så hurtigt som muligt, så vi kan få lettet hylderne, for vi har ikke så meget plads, forklarer hun.
Flere store pakker
I forbindelse med den store forbrugerfest og de mange pakker i butikken, sker det, at der er kø i butikken, når folk skal hente deres pakker. Derfor har det i Sæby været nødvendigt med ekstra bemanding i disse dage, så der er ressourcer nok til både at fylde pakkerne ind på hylderne og udlevere dem.
- Jeg synes heldigvis, at folk tager det pænt. De bærer over med, at det nærmest er tetris for os og hjælper med at fortælle. om det er en stor eller lille pakke, vi skal lede efter, fortæller Anette Læsø Madsen.
Og store pakker er der nok af.
- Jeg ved ikke helt hvorfor, men mange pakker er bare større i år - måske fordi det er gratis at få det sendt herned? gætter hun og fortsætter med at fortælle:
- Men ellers er det faktisk bedre end sidste år, for det virker til, at de store mængder af pakker er spredt ud over hele måneden. Så det letter meget for butikken, at det ikke er det hele på én gang, lyder det.
Hun spår dog, at næste uge bliver slem i forhold til antallet af pakker, da der naturligvis vil være mange køb på Black Friday, der falder nu på fredag.