Den pelsede maske får Rebecca til at føle sig fri
Rebecca som "Yuri", som de selv har syet.
26-årige Rebecca Ris Hansen får selvtillid af at være en del af subkulturen 'furry fandom'.
Se første afsnit af ”Livet bag masken” nederst i artiklen eller på TV 2 PLAY.
Hylderne er fyldt med plyssede tekstiler. Symaskinen og limpistolerne står klar. Her, på det lille værelse i en lejlighed på Nykøbing Mors, tilbringer Rebecca Ris Hansen det meste af sin tid.
Rebecca, der er nonbinær og bruger pronominerne de/dem, lever af at sy fursuits, som er kostumer udformet som dyr.
Furry fandom
En furry er fan af antropomorfiske dyr - altså dyr, som man tillægger menneskelige egenskaber, og som for eksempel kan snakke og gå, ligesom Snurre Snup.
- Jeg opdagede den her fandom omkring syvende klasse, hvor en person fortalte mig om det her med at klæde sig ud, siger de.
Rebecca blev dybt optaget af furries og muligheden for at indtage en ny persona. En interesse, som de andre i skolen ikke delte.
- Jeg mistede venner i klassen, og det var rigtig hårdt, men jeg vidste, at det her var det rigtige for mig. Det var her, jeg passede ind, siger den 26-årige morsingbo.
Mødes med andre furries
Rebecca går under navnet ”Joker” blandt sine venner i furryfællesskabet.
- Det er jo på grund af ham her, siger de og viser sin såkaldte "fursona" Joker frem.
I furry fandom er det ganske normalt, at man ikke siger hinandens rigtige navne, men i stedet bruger navnet på den karakter, man indtager.
- Tit lærer man først hinandens rigtige navn efter at have kendt hinanden et år, siger Rebecca Ris Hansen, der jævnligt mødes med andre furries.
Blandt andet tager de på Koyocon to gange om året, som er en dansk begivenhed, hvor over 1000 fans af cosplay, anime, manga, gaming og rollespil mødes for at dele deres passion.
Årets helt store begivenhed er Eurofurence, hvor 3500 furries fra hele Europa samles.
- Det er fedt. Det er et sted, hvor folk kommer for at få lov til at være sig selv. Mange har måske svært ved at være sig selv derhjemme, siger Rebecca Ris Hansen.
Føler sig anderledes
Rebecca er uddannet beklædningshåndværker og lever af at lave og sælge fursuits gennem sit firma Tribal Paw Studios. Et fuldt fursuit tager de omkring 30.000 kroner for.
For dem er det en lettelse at kunne arbejde med sin store passion og arbejde, når det passer dem, fremfor at have et 8-16-job.
Selvom de ikke er blevet diagnosticeret, er de sikker på, at de har enten ADD eller ADHD. De har nemlig svært ved at koncentrere sig og holde fokus.
- Jeg føler mig anderledes. Jeg glemmer ganske normale ting som at børste tænder, rydde op og tage opvasken, siger de.
Derfor var det også vanskeligt, da de arbejdede som køkkenmedhjælper.
- Allerede efter en måned i jobbet blev jeg trist og ville ikke afsted. Jeg kunne ikke finde ud af at arbejde i et fastsat tidsrum. Når klokken blev 12, gik jeg ud på toilettet for at græde, siger de.
Har givet større selvtillid
Det har været livsændrende for Rebecca at opdage furry fandom - karrieremæssigt og ikke mindst personligt.
- Når man trækker kostumet på, bliver man omfavnet af al den energi og den personlighed, man har puttet i det, siger Rebecca Ris Hansen.
- Det har hjulpet mig med at finde ud af, hvem jeg selv er, også når jeg ikke har kostume på. Jeg har lært, hvordan jeg kan håndtere verden bedre, siger de.
Som furry har de fået større selvtillid og nye venner.
- Jeg kan få lov at være mig selv mere. Jeg kan gemme Rebecca væk under en maske og udtrykke mig mere som Joker, som jeg gerne vil være, siger de.
Se meget mere i første afsnit af ”Livet bag masken” lige her eller på TV 2 PLAY.