Nu sætter Helgstrand ord på udelukkelse fra landsholdet
Foto: TV2
Andreas Helgstrand vil nu indgå i konstruktiv dialog om, hvad han har lært af Operation X's dokumentar.
Andreas Helgstrand, dressurrytter og ejer af træningscentret Helgstrand Dressage, er "ærgerlig" over Dansk Ride Forbunds beslutning om at udelukke ham fra landsholdet.
Det siger han nu i et skriftligt svar til TV 2.
- Jeg er ærgerlig over Dansk Ride Forbunds beslutning. Jeg har altid været stolt over at repræsentere Danmark på landsholdet, hvilket jeg så sent som i sidste weekend gjorde, siger Andreas Helgstrand.
Han understreger, at han tager sin "rolle inden for dressursporten meget alvorligt".
- Jeg og Helgstrand Dressage vil nu indgå i konstruktiv dialog om, hvad vi har lært af dokumentaren, hvordan vi har udviklet os – og hvordan vi sammen bliver bedre, siger han.
Har det fulde ansvar
Andreas Helgstrands udmelding kommer, efter at Dansk Ride Forbund torsdag morgen meddelte, at Andreas Helgstrand skulle udelukkes fra Dansk Ride Forbunds bruttogruppe- og landsholdsaktiviteter i dressur.
Beslutningen er taget på baggrund af TV 2 og Operation X’s to udsendelser 'Hestemilliardærens hemmeligheder'.
Dokumentaren viser klip fra episoder, som fagfolk og eksperter kalder vold, tvang og mishandling af hestene.
Efter dokumentaren er blevet vist, har Helgstrand erkendt, at der er blevet udøvet vold mod heste hos Helgstrand Dressage. Samtidig har han erklæret sig chokeret over afsløringerne.
- Vi anerkender, at optagelserne fra TV 2 viser dårlig ridning og behandling af nogle af vores heste, og det skal vi rette op på, siger Andreas Helgstrand.
- Vi har udviklet os
Ifølge den tidligere OL-medaljevinder, så har Helgstrand Dressage, siden optagelserne i januar, "strammet op" på sine procedurer og forbedret dyrevelfærden.
- Det vil vi gerne invitere Dansk Ride Forbunds ledelse og dyrlæger ind at se. Vi har udviklet os, og vi vil gerne dele vores erfaringer, siger han.
Han anerkender også, at han og ledelsen bærer ansvaret for, hvordan hestene behandles hos Helgstrand Dressage.
- Jeg og ledelsen hos Helgstrand Dressage har det fulde ansvar for at sikre hestenes trivsel og sundhed, samt at vores træning er best-in-class, siger han.
Kan sanktioneres med bøde eller karantæne
Næstformand i Dansk Ride Forbund Jakob Blicher Ravnsbo kaldte tidligere torsdag hele sagen for "trist".
- Det er både ærgerligt og trist, hvis hestesport på grund af sager som denne forbindes med overgreb på heste, siger han.
Han uddybede over for TV 2, at udelukkelsen af Andreas Helgstrand ikke er en egentlig sanktion fra forbundet. Først skal Helgstrand indstilles for forbundets disciplinærudvalg.
Sanktionen kan komme i form af eksempelvis bøder eller karantæne.
Dansk Ride Forbund ophører også samarbejdet med Helgstrand Event, som er en del af Helgstrand-koncernen, om at afholde B-stævner og nationale og internationale mesterskaber.
Forbundet har også opfordret de ryttere, som optræder anonymt i TV 2s udsendelser til at indbringe sig selv for DRF's disciplinærudvalg.