Her holder de vejret før onsdagens coronamelding - ny udvikling kan betyde "alverden" for dem
Foto: Emma Fjordbak
Rekom, der ejer en stor del af barerne i Jomfru Ane Gade, er mildest talt positivt stemt over for åbningen, som nattelivet nu måske kan se frem mod.
Regeringen vil onsdag komme med sit bud på, hvad der skal ske med de gældende restriktioner - herunder om nattelivet kan få lov at åbne igen.
Klirrende flasker, teenageskrål og pumpende popmusik har i knap to år været et sjældent syn i det danske natteliv.
Natklubberne har nemlig i størstedelen af perioden siden 11. marts 2020 været lukket ned under skiftende coronarestriktioner.
Men nu er der nyt håb for en af de hårdest ramte brancher under corona, erfarer TV 2.
Epidemikommissionen lægger således op til, at covid-19 fra 5. februar ikke længere kategoriseres som samfundskritisk sygdom.
Det fremgår af en otte sider lang indstilling, som kommissionen netop har sendt til en række ministerier, og som TV 2 er i besiddelse af.
Epidemikommissionen indstiller desuden til, at alle restriktioner, som er betinget af covid-19 som en samfundskritisk sygdom, ikke videreføres efter 31. januar. Til gengæld skal reglerne om krav om test og isolation ved indrejse til Danmark videreføres fire uger fra den 31. januar.
TV 2 erfarer
Denne artikel bygger på oplysninger fra anonyme kilder, da informationerne kun har været mulige at fremskaffe under betingelse af anonymitet.
Det har TV 2 accepteret, fordi TV 2 finder oplysningerne relevante for offentligheden.
Vil betyde ”alverden”
Og hvis anbefalingerne bliver fulgt, vil det få stor betydning for barer og ikke mindst natklubber, der siden december har skulle holde lukket helt eller delvist.
- Det vil betyde alverden for os. Vi kan få lov at drive vores forretninger igen og tjene vores egne penge. Vi kan få lov at få alle vores medarbejdere retur fra lønkompensation og tilbage på arbejde og åbne dørene for vores gæster.
Sådan lyder det fra Lars Børsting, politisk chef i landets største nattelivskoncern, Rekom, der står bag næsten 100 barer og diskoteker i hele Danmark. Og nedlukningen har ikke været omkostningsfri.
- Det har været en meget dyr og ekstrem hård periode for os, men også for branchen som helhed. Så det at kunne få lov at komme tilbage nu og forhåbentlig ligge de her coronarestriktioner i graven én gang for alle, er bare fantastisk.
Stor frustration i knap to år
Rekom ejer også over 100 barer og natklubber i Norge, Finland og Storbritannien. Lars Børsting fortæller, at det særligt har været hårdt i Danmark, hvor han ser tilbage på de seneste to års nedlukninger og hjemsendelse af medarbejdere med stor frustration.
- Det har til tider været frustrerende at se på, at det har kunne lade sig gøre at holde klubberne åbne i eksempelvis England, Schweitz og Sverige, men ikke i Norge og i Danmark. Men den frustrerende periode kan vi forhåbentlig lægge bag os nu, siger han.
Natklubbernes nedlukning
Natklubberne blev første gang lukket den 11. marts 2020.
I august 2020 fik natklubber dog mulighed for at åbne, hvis de blev omdannet til barer for at kunne leve op til samme restriktioner som caféer, barer og restauranter. Noget, de færreste natklubber kunne leve op til på grund af deres begrænsede siddeplads.
Men 1. september 2021 – 539 dage efter Danmark første gang blev lukket ned på et pressemøde som følge af coronasituationen – fik natklubberne igen lov til at åbne.
Senest blev natklubberne tvangslukket fra 10. december 2021 og holder fortsat lukket.
Festgiganten ser det ikke som muligt at indhente den tabte indtjening fra nedlukningerne. Alligevel er de positivt stemt over for åbningen, som nattelivet nu måske kan se frem mod.
- Vi forventer, at vi er back on track ret hurtigt. Da vi fik lov at åbne tilbage i september sidste år, var vores gæster ret hurtigt retur. Denne her gang har vi ikke været lukket ned lige så længe, men vi har en klar forventning om, at vi har nogle gæster, der glæder sig til at komme i byen igen, siger Lars Børsting.
Ifølge ham står Rekoms over 2000 danske medarbejdere klar til at komme tilbage på arbejde, hvis han skulle få muligheden for at kunne ringe med gode nyheder om genåbning inden for de næste par dage.
Melding fra regeringen ventes i dag
Epidemikommissionen begrunder sine anbefalinger med, at den høje smitte med Omikron ikke kan aflæses i indlæggelsestallene. Folk bliver altså ikke i lige så høj grad alvorligt syge. Tirsdag er der konstateret 46.590 smittetilfælde, mens antallet af indlagte stiger med 24 til 918.
Regeringen har meddelt, at den onsdag vil komme med sit bud på, hvad der skal ske med de gældende restriktioner, og om corona fortsat skal kategoriseres som en samfundskritisk sygdom.
Tidligere har regeringen fulgt indstillingerne fra kommissionen én til én.
Lars Børsting fra Rekom håber på, at regeringen følger kommissionens indstilling, for de glæder sig til at byde deres gæster inden for på klubberne igen.
- I den her weekend åbner vi også op i England, Skotland og Wales, så hele vores operation er snart oppe at køre nu med 100 kilometer i timen. Alle mand er på dæk og er klar til næste uge, siger han.
Epidemikommissionen opfordrer desuden fortsat arrangører af store indendørs arrangementer med stående gæster til at tage skridt til at minimere smitterisikoen. For eksempel ved fortsat at kræve coronapas, opfordre til test og til at holde afstand.
Det er ikke til at sige endnu, om dette gør sig gældende for barer og natklubber.
Flere artikler fra tv2.dk