Kent og hans mor levede med støj fra vindmøller: - Man skal tage sig nogle gevaldige forbehold
Foto: Privatfoto
Kent Klemmensens mor boede i mange år på Blovgård, som blev nabo til Østerild Testcenter i 2012.
Kent Klemmensen og hans mor Dorthe Klemmesen ved, hvordan det er at bo med larmen fra vindmøllerne. Han har en klar anbefaling til dem, der vil kunne risikere at opleve det samme.
Både Kent Klemmensen og hans mor Dorthe Klemmensen er vokset op på Blovsgård i Thy, der i 2012 fik det store vindmølletestcenter i Østerild som nabo.
Gården lå så tæt på møllerne, at den egentlig skulle eksproprieret på grund af regler om støj, men Dorthe Klemmensen fik en særaftale, så den lille familie kunne blive boende på gården - og den besked var en stor lettelse for dem begge.
- Hun ville gerne blive boende der, fordi hun er født og opvokset på den gård.
- Da aftalen endelig gik igennem, faldt hendes skuldre ti centimeter. Hun var så glad for at kunne blive, men det gjorde ondt at se, hvordan området blev.
Med aftalen skrev Dorthe Klemmensen under på, at hun frasagde sig retten til at klage over støjen. Samtidig bibeholdte hun sig retten til senere at få sit hjem eksproprieret - altså opkøbt af staten - hvis støjen alligevel viste sig at være for kraftig.
Støjen var til at bemærke
Kent Klemmesen fortæller, at støjen fra vindermøllernes vinger ofte var til at høre. Det kom dog an på vindretningen.
Derudover oplevede Dorthe Klemmesen at kunne høre en lavfrekvent støj, som hun beskrev til sin søn, som en summen fra en tændt bilmotor.
- Hun var af den årgang, der tænkte, at det må vi findes os i. Og så var hun klar over, at hvis hun ikke fandt sig i det, måtte hun flytte.
Dorthe Klemmensen er i dag gået bort, og ejendommen er blevet revet ned. Kent Klemmensen ville gerne have overtaget ejendommen, hvis han var blevet det tilbudt.
Tage sig gevaldige forbehold
Omkring 100 borgere i området omkring Østerild står nu til at kunne blive berørt på samme måde som Kent og Dorthe Klemmensen, hvis et flertal i Folketingets ønske om at opstille nye gigavindmøller ved det eksisterende testcenter bliver en realitet.
Politikerne lægger op til, at man som beboer i Frøstruplejren, også kendt som Thylejren, skal have mulighed for at kunne blive boende med møllerne som tætte naboer - og dermed ende i samme situation som Kent Klemmensen og hans mor.
Kent Klemmesen har en klar anbefaling til de folk, der måske ender med at få tilbudt en særaftale på dispensation.
- De skal ikke skriver under på en permanent lukket aftale, før de faktiske forhold er på plads. Man kender ikke konsekvenser af situationen før, man står i det, siger han.
Derudover tilføjer han, at hans mors ejendom lå vest for møllerne, og at det havde sin fordel, da vinden ofte kommer fra vest. Han forestiller sig, at støjen er mere generende for ejendomme, der ligger øst for vindmøller.
- Der ingen tvivl om, at alle dem, der bor øst for møllerne, vil være langt mere berørt. De skal tage sig nogle gevaldige forbehold, siger han.
I hans eget tilfælde har han og hans mor dog aldrig fortrudt, for ejendommen havde en stor affektionsværdi for deres familie.
- Jeg fortrød ikke. Det var den mulighed, der var.