Fast arbejde til unge fleksjobbere: - Jeg er megaglad for det
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST
Christina Lyhne er travlt beskæftiget med at lave sommerpakker og julekalendere for Nordthy.
Ansatte i socialøkonomisk virksomhed løser stor opgave med mange tusinde enheder for slik- og kagegrossist.
I Nors ved Thisted bliver poser med chokolade og müslibarer pakket ud og omfordelt i særlige sommerkasser og julekalendere.
Det er en gruppe fleksjobbere fra en socialøkonomisk virksomhed, som står for at udføre det vigtige arbejde, der er bestilt af den store slik- og kagegrossist Nordthy i Thisted.
I alt skal de ansatte fylde 35.000 sommerkasser og 80.000 julekalendere med søde sager, og det er fast arbejde.
- Jeg er megaglad for det. Det betyder, at jeg har noget at stå op til hver dag, siger en af de unge fleksjobbere Christina Lyhne.
Meget dedikerede
Det er den selvejende institution Elmelund i Thisted, der står bag den socialøkonomiske virksomhed. Elmelunds målgruppe er unge i alderen 18 til 25 år, og institutionen beskæftiger sig blandt andet med jobafklaring og med at tilbyde beskyttet beskæftigelse.
- I vores formålsparagraffer står der, at vi skal hjælpe alle, der er på kanten. Og det mener vi faktisk, at vi gør med det her, siger afdelingsleder på Elmelund, Brian Nyby.
Han er taknemmelig for, at Nordthy og det lokale erhvervsliv bakker op med ordrer, og understreger, at arbejdet gør en stor forskel for de ansatte.
- Vi kan mærke og se på de unge mennesker, at de er mere tilpasse. De er meget dedikerede til arbejdsopgaverne, de er mødestabile, de kommer hver eneste dag - de kommer endda før tid mange gange. Når man giver unge mennesker, der ikke nødvendigvis har prøvet at have et job før, en chance, får man nogle meget dedikerede medarbejdere, siger Brian Nybo.
Gør et fantastisk arbejde
Mikael Krüger fra Nordthy understreger, at virksomheden også er meget tilfreds med de unges indsats.
Virksomheden har i længere tid haft ansatte med forskellige udfordringer på lageret, og samarbejdet med Elmelund er kommet i stand i forlængelse af denne indsats.
- Det er måske blevet lidt større, end vi havde regnet med, men vi asfalterer, mens vi kører, og jeg er ikke spor bekymret. Elmelund gør et fantastisk stykke arbejde, og det betyder rigtigt meget for os, at vi har den sociale dimension med, siger Mikael Krüger, der har ansvaret for logistikken.