42.000 unge laver ingenting: Nu har Marie og Lykke endelig fundet drømmen
Unge som Marie Jørgensen og Lykke Sadolin Jakobsen kæmper for ikke at blive en del af den kedelige statistik.
Marie Jørgensen startede på FGU i Aars for knap en måned siden.
Hun er en af 70 elever på skolen, som er del af et specialtilrettelagt forløb, som forsøger at gøre de unge klar til en ordinær uddannelse eller et job.
- Det gør jo både, at jeg finder ud af, hvad jeg vil, men også at jeg måske kan fokusere mere på mig selv, samtidig med at jeg er sammen med en masse andre, fortæller Marie Jørgensen.
- Det er fedt for mig, fordi jeg har fået noget ud af det. Jeg lærer at sy og alle de ting, som vi laver her, bakker Lykke Sadolin Jakobsen hende op.
Unge uden job og mangel på arbejdskraft
Ser man på tallene fra Indenrigsministeriet, så er der i Nordjylland over 4684 unge, som ikke har job eller uddannelse at stå op til. Og det går trægt med at ændre på det, selvom der er brug for alle hænder.
I 2016 var 6,7 procent af de unge uden job eller uddannelse.
I 2021 var det tal næsten det samme med 6,6 procent - og det er på trods af en målsætning om, at antallet i 2030 skal halveres.
Som en mulig løsning blev der i 2019 oprettet et uddannelsesforløb målrettet unge udenfor arbejdsmarkedet og uddannelsessektoren. FGU - eller forberedende grunduddannelse.
Her kæmper unge som Marie Jørgensen og Lykke Sadolin Jakobsen for ikke at blive en del af den kedelige statistik.
Plads til alle
Lykke Sadolin Jakobsen har ikke altid haft lige let ved at finde den rette hylde.
- Jeg har gået på en skole, hvor jeg har haft meget svært ved at få venner, og jeg har haft det svært med koncentrationen. Efter jeg er kommet herover, har jeg fået bedre koncentration, fordi vi laver noget, forklarer hun.
Hver enkelt elev har fået lavet en uddannelsesplan tilpasset deres behov. Her har de selv kunnet være med til at vælge, hvilke interesser de har, som vil kunne bruges videre efter forløbet.
- De kommer fra mange forskellige miljøer, de kommer fra mange forskellige skoler, og der kan være alt muligt og mange gode grunde til, at de ikke lige tager den lige vej. Og det er der, hvor FGU har sin berettigelse, at vi kan forberede dem på at komme videre, fortæller Kirsten Torp, der er rektor på FGU Himmerland.
Har du et godt tip?
Denne historie er blevet til på baggrund af et tip fra en bruger.
Hvis du har en historie, du synes, vi skal kigge nærmere på, så klik herunder og send en mail til redaktionen.
FGU fokuserer udelukkende på at give de unge muligheden for at prøve forskellige erhverv af, og kun en brøkdel af tiden går med klassiske fag som dansk og matematik.
Netop derfor mener Kirsten Torp, at FGU er en helt rigtig løsning for at give de unge en hjælpende hånd.
- Jeg tænker sådan helt overordnet, så er FGU godt tænkt politisk, at man kombinerer teori og praksis og prøver at brede paletten ud i forhold til erhvervslivet og for at åbne muligheder for nogle elever, som måske ikke har fået det ud af folkeskolen, som det var tiltænkt.
Forløbet har hjulpet
Lykke Sadolin Jakobsen skal være på skolen det næste 1,5 år. Muligheden for at få noget i hænderne er guld værd for hende.
- Det betyder meget faktisk, fordi jeg kan godt selv lide at sy, og det er det, som jeg ender med at skulle gøre lige nu, men det, vi har lavet indtil videre, betyder faktisk også rigtig meget, fordi jeg godt kan lide at være kreativ, fortæller hun.
Og tiden på FGU har da også betydet, at Marie Jørgensen nu har en idé om, hvad planerne for fremtiden er.
- Jeg går faktisk meget efter at blive mekaniker og tænker, at jeg starter på HEG, når jeg er færdig her.
Se hele inslaget herunder: