Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Indbrud er faldende i Nordjylland, men i en by er der markant flere

Selvom antallet af indbrud er faldene, så ligger indbrudsniveauet stadig for højt ifølge Bo trygt.

Nordjyderne er ved at få krammet på indbrudstyvene.

Det viser netop offentliggjorte tal for første kvartal af 2023 fra Danmarks Statistik.

Tallene for 2023 er nemlig 12 procent lavere end samme periode i 2022. Men derudover er antallet af indbrud i Nordjylland også generelt faldende gennem de sidste seks år.  

- Det er meget glædeligt, at antallet af indbrud i årets første måneder er færre end sidste år og i det hele taget færre end længe, siger Britt Wendelboe, der er programchef i Bo trygt. 

Ikke kun glad

Grunden til den store nedgang, mener Britt Wendelboe, skyldes flere faktor. Og selvom antallene er faldene, så er det ikke kun til glæde for Bo trygt. 

- Vi tror på, at det er resultatet af en fokuseret og bred forebyggelsesindsats fra både kommuner, politi, en lang række aktører og ikke mindst borgerne. 

- Når det er sagt, ligger indbrudsniveauet i Danmark stadig højt, og vi ved, det skaber utryghed. Det er derfor vigtigt, at vi fortsætter den gode og fælles indsats, understreger hun.

Derfor anbefaler Bo trygt, at nordjyderne indtænker lidt lavpraktisk indbrudsforebyggelse. 

- Langt de fleste indbrud sker gennem et vindue – ofte ved at vinduet brydes op med et koben eller andet værktøj. 

- Men vi kan se i tallene, at rigtig mange ikke har sikret deres hus tilstrækkeligt mod indbrud. Der er derfor et stort potentiale for bedre sikring af vores hjem. Og det handler ikke kun om at gøre det svært for tyvene at komme ind. Det skal også være vanskeligt for dem at komme ud igen med de stjålne genstande, så terrassedøren skal helst ikke kunne åbnes alene med en vrider, forklarer Britt Wendelboe.

Herunder kan du se tallene for Nordjylland i første kvartal siden 2018.

Indbrud i privat bolig fordelt på kommunerne


1. kvartal 2018

1. kvartal 2019

1. kvartal 2022

1. kvartal 2021

1. kvartal 2022

1. kvartal 2023

Brønderslev

52

18

19

20

13

14

Frederikshavn 

85

53

51

18

13

14

Jammerbugt

67

30

18

7

14

11

Læsø

0

1

0

0

0

0

Mariagerfjord

36

22

27

11

22

14

Morsø

7

5

12

9

11

5

Rebild

25

13

20

15

22

5

Thisted

28

31

12

11

46

11

Vesthimmerland

43

16

19

18

17

18

Aalborg 

252

169

150

66

180

150

Hjørring

79

107

37

10

19

30

I alt

674

465

365

185

357

272

Kilde: Danmarks Statistik

Aalborg skiller sig ud

Kigger man på de nordjyske tal, der der en nedgang i antallet af indbrud i private boliger. Dog er der stor forskel på de nordjyske kommuner. 

Mens Aalborg befinder sig helt i toppen med flest indbrud, er læsø modsat helt i bund med færrest eller ingen indbrud. 

I første kvartal af 2023 har der været 150 indbrud i Aalborg. I samme kvartal har der været 0 på Læsø. 

Den kommune, der befinder sig på andenpladsen over flest indbrud, er Hjørring, hvor der har været 30 indbrud i første kvartal af 2023. 

Dermed er antallet altså fem gange så stort i Aalborg, som i Hjørring. 

Få sikret hjemmet

En ny måling foretaget for Bo trygt viser nemlig, at kun 30 procent af husejerne har sikret deres vinduer med ekstra beslag, og kun 34 procent har en rigtig lås på deres terrasse- eller kælderdør. Mens kun 12 procent har sikret både vinduer og terrassedøre.

Det behøver dog hverken at være besværligt eller dyrt at sikre sit hus bedre mod indbrud.

- Du kan godt vælge den store pakke og få professionel hjælp, men du kan også selv gå ned i det lokale byggemarked. Mange byggemarkeder har et godt udvalg af sikringsprodukter og kan også rådgive omkring indbrudssikring. Med få tiltag som et par ekstra beslag på de mest udsatte vinduer og en lås på de døre, hvor der i dag kun er en vrider, kan du gøre husets svage punkter væsentligt stærkere, siger Britt Wendelboe.

Bo trygts guide til forårsklargøring af huset

  • Sæt sikringsbeslag på vinduerne – særligt de mest udsatte, hvor tyven kan komme ind i huset uden at blive set, for eksempel på bagsiden af huset, på kælder- og stueplansniveau eller bag høje buske eller træer.

  • Er du i gang med at bygge hus eller få skiftet vinduer, så brug lejligheden til at få installeret vinduer, som er indbrudssikrede.

  • Sæt hængelås på skuret – særligt hvis du har haveredskaber stående, værktøj eller måske en stige. Så får tyven sværere ved at få fat i redskaberne til at bryde ind med.

  • Har du en terrasse-/kælderdør, som alene åbner med vrider, så sæt en rigtig lås på, for eksempel en kodelås eller en lås med nøgle

Brug naboerne

Med helligedage og sol forude kan nordjyderne med fordel også benytte sig af andre tricks, inden turen går væk fra hjemadressen.

- Nabohjælp er et af de mest effektive midler mod indbrud. Så skal du for eksempel i sommerhus i pinsen eller Kr. Himmelfartsferien, så fortæl dine naboer det, så de kan holde lidt ekstra øje med dit hjem og måske flytte lidt rundt på havemøblerne, parkere en bil i indkørslen eller på anden vis skabe liv og tilstedeværelse, siger Julie Kofoed, der er kommunikationskonsulent i Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag. 


Èn elev for lidt til statsstøtte: - Så må vi melde os konkurs

Foto: Michael Schmidt

Enya Nielsen (t.v) Christina Nielsen (t.h) Enya er en af de elever, der skal finde en ny skole, hvis skolen lukker til næste år.

Trods en konkurstruet skole, står forældre klar til at melde sine børn ind, så snart de skal starte i skole. Det hjælper bare ikke ret meget, hvis skolen er lukket og slukket efter nytår.

I 12 år har lokale børn haft deres daglige gang på Astrup Friskole og Kammas Børneunivers i Arden, men det kan meget snart være slut.

- Det føles meget frustrerende, siger Lone Gram Kusk, forælder til en dreng i 8. klasse på Astrup Friskole.

Èn enkelt elev kan nemlig gøre hele forskellen, og for Astrup Friskoles vedkommende afgøre, om skolen kan bestå. 32 elever i 0.-7. klasse skal der til for, at en skole kan modtage statslig støtte. Skolen har på nuværende tidspunkt 31.

Det bliver et mareridt at finde en ny skole

Lone Gram Kusk, forælder til elev på Astrup Friskole

Statsstøtten frafalder derfor fra 1. januar 2025.

- Det betyder reelt set, at vi ikke er i stand til at drive skolen videre per 1.1., siger Marianne Thygesen, bestyrelsesformand og forælder til to elever på Astrup Friskole.

De penge, der normalt tilfalder skolen, skal de nu selv forsøge at skrabe sammen. Beløbet lyder på 1,2 millioner kroner. 400.000 kroner af dem skal findes inden årets udgang, og derfor har både forældre og elever taget arbejdshandskerne på. Der har været gang i tombola til byens loppemarked og fællesspisning på skolen, men der skal mere til.

- Vi ved jo godt, at de store penge bliver nødt til at komme ude fra nogle firmaer, siger Marianne Thygesen.

Afgørelsens time

Lykkedes indsamlingen ikke, og skolen må dreje nøglen om, betyder det, at 31 elever skal finde en ny skole.

- Det bliver et mareridt at finde en ny skole. Altså jeg er da helt sikker på, at der findes andre friskoler, vi kan blive en del af. Men taler jeg for mig selv, så har mit barn brug for noget tryghed og stabilitet, og det har han bare fået hernede, siger Lone Gram Kusk.

TV2 Nord besøgte skolen mandag.

For de børn der går på friskolen, er det et aktivt tilvalg. Med et begrænset antal elever er der mere tid og plads til eleverne, end der er på en almindelig folkeskole med flere hundrede elever.

- Jeg synes egentlig, at den største grund til, at vi skal beholde den her skole, er, at vi har nogle børn, der kommer til at fungere bedst her. Så det vil være synd for dem, at det her tilbud forsvinder, siger Jens Bjerregaard Manø, lærer på Astrup Friskole.

Derfor har forældrene søgt hjælp fra mange af kommunens lokale virksomheder, der vil give lovninger, der kan indfries, hvis de når op på de 400.000 kroner.

- Hvis ikke vi når derop, så må vi melde os konkurs, og folk får deres penge tilbage, siger bestyrelsesformand Marianne Thygesen.

Kan de høre os på Christiansborg?

Med en konkurstruet friskole er der rakt ud til lokalpolitikerne i håb om, at de kan stille noget op. Fordi selvom at skolen er lukningstruet, er der alligevel flere forældre, der vil melde deres børn ind på skolen, hvis den eksisterer til næste år.

Derfor er der kun tale om et halvt år, hvor skolen ikke lever op til det elevtal, der skal til for at få statsstøtte.

- Det er et af de gode argumenter i forhold til, at skolen kan få lov at få kompensation fra ministeren. At man får et slip på et halvt år, hvor man ikke kan drive skolen, som man ellers har gjort, så det er helt klart noget, vi skal spille meget på, siger Per Husted, folketingsmedlem for Socialdemokratiet.


25 mistede deres hjem i oversvømmelser: Må vente med at sove trygt

Foto: Jens Hartvig

Elling

Hullet under Skagens vej skal udvides, men Vejdirektoratet har udsat projektet.

Når det regner meget, så er indbyggerne i Elling ekstra på vagt.

Det var de i januar, da enorme mængder regn skyllede ind over landsdelen, og Nordjyllands Beredskab var nødt til at gå i gang med at pumpe ved åen, så den ikke gik over sine bredder.

Derfor var der også stor glæde at spore i byen, da Vejdirektoratet i januar meldte ud, at de i efteråret ville gå i gang med at udvide hullet under Skagensvej, der er kilden til oversvømmelserne.

Men det kommer ikke til at stå færdigt i år. Arbejdet med at udvide hullet er udsat.

- Status er, at tidsplanen for projektet har rykket sig lidt. Det skyldes, at Vejdirektoratets rådgiver er i gang med at detailprojektere anlægsprojektet og i den forbindelse har det vist sig nødvendigt at gennemføre en miljøscreening ved Trafikstyrelsen og der forventes et svar fra myndigheden i foråret 2025, siger Mette Aaris-Nielsen, der er projektleder ved Vejdirektoratet.

Udsat til næste år

Og det er ikke for ingenting, at indbyggerne i Elling er nervøse. I oktober 2014 oplevede byen enorme oversvømmelser, da der flere steder i Nordjylland faldt mere end 100 millimeter regn på to dage.

Det gigantiske skybrud var skyld i, at Elling blev oversvømmet, fordi vandet i åen ikke kunne komme ud under Skagensvej mod udløbet i Kattegat. 25 indbyggere mistede deres hjem.

Projektet, der skal udvide hullet under Skagensvej og på den måde bedre sikre den lille by mod oversvømmelser, skulle have været i udbud i sommer, og arbejdet skulle være påbegyndt i efteråret.

Men borgerne i Elling må forberede sig på at være nervøse det meste af næste år. Vejdirektoratet kan nemlig først gå i gang med arbejdet i efteråret 2025.

- Det forventes efterfølgende at anlægsprojektet kan bydes ud i sommer 2025 og at selve anlægsarbejdet vil foregå i efteråret 2025., siger projektlederen.


To tyske drenge mistede livet: Mange tusinde kroner er samlet ind

Foto: Bent Løkke Leth og Kathrine Tobiasen, TV MIDTVEST

Louise Lindgaard Johansen fra Vorupør er blandt initiativtagerne til indsamlingen.

Der er blevet indsamlet omtrent 30.000 kroner ved en indsamling til de pårørende til de to drenge, der omkom efter et sandskred i Vorupør i august.

I omtrent halvanden måned har der været samlet penge ind til den familie som i august mistede to drenge på 9 og 12 år ved en ulykke i Vorupør. 

Indsamlingen stoppede 1. december, og Louise Lindgaard Johansen, som er en initiativtagerne til indsamlingen, fortæller til TV MIDTVEST, at man har samlet cirka 30.000 kroner sammen til familien. 

Hun fortæller, at der er kommet donationer fra både nær og fjern, og at det betydet meget for hende at mærke, at der har været opbakning til indsamlingen. 

Louise Lindgaard Johansen har løbende været i kontakt med den tyske familie. Hun fortæller, at de både har udtrykt stor taknemmelighed for indsamlingen og ligeledes til alle dem, der gjorde en indsats i forbindelse med ulykken.

- De er meget taknemmelige. Det har de skrevet flere gange, siger Louise Lindgaard Johansen. 

- Det er svært at forholde sig til den situation, de står i. Der er jo ikke rigtigt nogen, der kan sætte sig ind ind i, hvordan de har det. Men det er dejligt at mærke, at de har overskud til at forstå tanken bag det her, siger hun. 

Initiativtageren fortæller, at pengene, når de på et tidspunkt når frem til familien, forhåbentlig kan gå til noget, der kan give lidt lys i tilværelsen. 

For hende har indsamlingen udover pengene også handlet om at vise familien, at de stadig fylder i tankerne hos mange mennesker.  

- Det drejer sig også om at sende et signal om, at vi er rigtigt mange, der stadig tænker på dem, siger hun.


Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Arne Boelt (S) var fra 2010 til 2021 borgmester i Hjørring.

Urafstemning sikrer Arne Boelt posten som Socialdemokratiets spidskandidat til regionsrådet

Det bliver Hjørrings tidligere borgmester, Arne Boelt, der på vegne af Socialdemokratiet skal forsøge at generobre formandsposten i det nordjyske regionsråd ved valget 18. november næste år.

Ved en urafstemning fik Arne Boelt 71,1 procent af stemmerne, mens den eneste modkandidat, Mogens Nørgård, der i dag er 2. næstformand i regionsrådet og sit partis gruppeformand, fik 28,9 procent af stemmerne.

41,4 pct. af de socialdemokratiske partimedlemmer deltog i valget af spidskandidat.

Socialdemokratiet sad på posten som først amtsborgmester i Nordjylland og siden regionsrådsformand for Region Nordjylland uafbrudt fra 1978 og indtil valget for tre år siden. Her sikrede en borgerlig alliance, at Mads Duedahl (V) kunne overtage posten som regionsrådsformand fra Ulla Astman.

Hun har siden forladt det politiske arbejde, og Socialdemokratiet skulle derfor under alle omstændigheder vælge en ny frontfigur. 

Flere, deriblandt folketingsmedlem og fhv. minister Flemming Møller Mortensen, har gennem de seneste måneder været i spil som mulig spidskandidat. Men efter urafstemningen står det nu klart, at det er Arne Boelt, der er S-kandidat til formandsposten.

Forlader byrådet

Arne Boelt, der er 63 år, var fra 2010 til 2021 borgmester i Hjørring, men måtte efter det seneste valg overlade hvervet til Venstres Søren Smalbro.

Arne Boelt, som bor i Sindal og er uddannet som dels tømrer, dels ambulancebehandler, sidder i øjeblikket i byrådet i Hjørring, men genopstiller ikke. 

Allerede efter sit farvel til borgmesterposten luftede han tanker om at stille op til regionsrådet i 2025 i stedet. 


Opråb til sløve politikere: I spænder ben for nye butikker

Formanden for Sæby Handel mener, nye butikskæder vil styrke handlen i byen.

Investorerne står og banker på flere steder i Frederikshavn Kommune for at etablere nye kædebutikker, men et flertal i byrådet er ikke klar til sige ja.

Græsset er nyslået på en mark på Aalborgvej i den vestlige udkant af Sæby, men står det til en ejendomsinvestor, skal der graves og bygges på marken.

Området er nemlig et af fire konkrete steder i Frederikshavn Kommune, hvor investorer udenfor bymidterne ønsker at bygge centerbygninger til eksempelvis kædebutikker som JYSK, T. Hansen, Sport24 og Harald Nyborg.

- Det vil styrke Sæby, fordi når du kører inden til Sæby, vil du se, at det er en by i drift. Det er en by, hvor der er liv. Der er investeret, og kæderne bliver interesseret i Sæby, og når der kommer en kæde til, kommer der altid flere til. Det er sådan det er, siger formanden for Sæby Handel, Hans Ole Kalhøj.

Investor er i venteposition

Det er Ejendomsudvikling Nord, som står bag et af to projekter på Aalborgvej i Sæby, hvor der i forvejen er placeret en Jem & Fix butik. Projektet var allerede for et år siden på dagsorden i Plan og Miljøudvalget, og inden politikerne kan tage stilling til det, skal der laves en detailhandelsanalyse for hele kommunen.

Sådan ser et forslag ud til et område med kædebutikker i udkanten af Sæby.

Det besluttede det socialdemokratiske flertal i Frederikshavn Kommune på byrådsmødet i sidste uge.

- I stedet for at vi skal til at lave en (red. detailhandelsanalyse) ude på Aalborgvej, en anden på Aalborgvej, en i City Vest, en på Hjørringvej i Frederikshavn og en i Skagen, så vælger vi at lave en samlet detailhandelsanalyse for hele kommunen, siger formanden for Plan- & Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune Peter E. Nielsen (S).

Det er et lovkrav, at der skal laves en detailhandelsanalyse, når der nogen søger om at lave butik eller detailhandel udenfor et område, som der i forvejen i kommuneplanen er udlagt til butikker.

En samlet detailhandelsanalyse for hele kommunen tager i følge udvalgsformanden mellem et halvt og et helt år at få på plads, og indtil da er alle projektet sat på pause.

- Der er jo ingen investorer, der på længere sigt kan fatte interesse for Frederikshavn Kommune, når man med sådan en analyse bremser udviklingen, for det er det, man gør med den detailhandelsanalyse, siger formanden for Sæby Handel, Hans Ole Kalhøj.

Se hele indslaget her.

Butikkerne vil gerne - politikerne tøver

Tegningerne af projektet i Sæby er lavet sidste forår, og Tom Jakobsen fra Ejendomsudvikling Nord siger til TV2 Nord, at man godt kunne ønske sig at processen gik hurtigere for i følge ham står kædebutikker som eksempelvis JYSK, T-Hansen, Sport 24 og Harald Nyborg klar til at etablere sig i Sæby.

- Man skal vælge om man vil have butikkerne til byen eller ej.  De placerer sig der, hvor der er omsætning og ikke der hvor politikerne synes, at de skal være, siger Tom Jakobsen fra Ejendomsudvikling Nord.

I følge ham kan de butikker slet ikke placeres i midtbyen og gågaden, da de ofte blandt andet har krav om en butik på 2500 kvadratmeter og 7 meter til loftet.

- Det er svært at få ind i gågaden, siger Tom Jakobsen.

I Sæby mener formanden for Sæby Handel også, at kommunen burde handle her og nu, i stedet for at vente et år på en analyse, som alle i forvejen kender resultatet af.

- De skal, undskyld udtrykket, have fingeren ud af kanalen og give ja til investeringen og byde nye butikker velkommen, siger Hans Ole Kalhøj

Flertal vil have samlet plan

Det socialdemokratiske flertal i byrådet frygter, at nye kædebutikker udenfor centrum vil ødelægge handelslivet i midtbyerne i kommunen. Derfor skal der laves en samlet plan.

- Vi er som politikere nødt til at skulle lidt op i helikopterplan og lave en helhed for kommunen, i stedet for at gå ud og lave de her frimærke afgørelser, siger Peter E. Nielsen.

Den holdning stod Socialdemokratiet alene med, da sagen om detailhandelsanalysen blev behandlet på byrådsmødet. Alle øvrige partier samt løsgængeren Peter Sørensen stemte imod, og de skriver en samlet udtalelse, at de mener, at udviklingen tabte til det socialdemokratiske flertal.