Det bliver Hjørrings tidligere borgmester, Arne Boelt, der på vegne af Socialdemokratiet skal forsøge at generobre formandsposten i det nordjyske regionsråd ved valget 18. november næste år.
Ved en urafstemning fik Arne Boelt 71,1 procent af stemmerne, mens den eneste modkandidat, Mogens Nørgård, der i dag er 2. næstformand i regionsrådet og sit partis gruppeformand, fik 28,9 procent af stemmerne.
41,4 pct. af de socialdemokratiske partimedlemmer deltog i valget af spidskandidat.
Socialdemokratiet sad på posten som først amtsborgmester i Nordjylland og siden regionsrådsformand for Region Nordjylland uafbrudt fra 1978 og indtil valget for tre år siden. Her sikrede en borgerlig alliance, at Mads Duedahl (V) kunne overtage posten som regionsrådsformand fra Ulla Astman.
Hun har siden forladt det politiske arbejde, og Socialdemokratiet skulle derfor under alle omstændigheder vælge en ny frontfigur.
Flere, deriblandt folketingsmedlem og fhv. minister Flemming Møller Mortensen, har gennem de seneste måneder været i spil som mulig spidskandidat. Men efter urafstemningen står det nu klart, at det er Arne Boelt, der er S-kandidat til formandsposten.
Forlader byrådet
Arne Boelt, der er 63 år, var fra 2010 til 2021 borgmester i Hjørring, men måtte efter det seneste valg overlade hvervet til Venstres Søren Smalbro.
Arne Boelt, som bor i Sindal og er uddannet som dels tømrer, dels ambulancebehandler, sidder i øjeblikket i byrådet i Hjørring, men genopstiller ikke.
Allerede efter sit farvel til borgmesterposten luftede han tanker om at stille op til regionsrådet i 2025 i stedet.