17-årig forsøgte at køre fra politiet - men pludselig var benzintanken tom
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Drengen endte med at få seks bøder.
En patrulje i Thisted måtte torsdag ud i en politijagt for at få standset en 17-årig dreng på knallert. Selvom politiet kørte med udrykning og forsøgte at standse ham, fortsatte han sin tur.
Det endte dog ikke helt, som den 17-årige dreng nok have håbet. Efter otte minutters politijagt løb hans knallert tør for benzin.
- Han havde glemt at fylde nok benzin på til at fuldføre den mission, siger Niels Kristensen, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Thisted.
Fordi den 17-årige ikke stoppede for politiet, var betjentene ikke nærige med bødeblokken. Han fik en bøde for ikke at standse for politiet, for ikke at køre på cykelstien, for ikke at give tegn ved sving, for ikke at have forsikring på knallerten, for at køre for stærkt og for at have lavet om på knallertens udstyr.
- Han fik alt, hvad bødeblokken kunne trække. Sådan går det, når man ikke stopper, siger Niels Kristensen.
Politiet havde håbet, at drengen ville stoppe op, så de kunne have fået en snak i stedet for så mange bøder, men sådan gik det ikke.
- Vi vil jo gerne undgå de her situationer, men han vidste godt, at den var gal, siger Niels Kristensen.