Familiefaren Kristian blev 44 år: - Hvordan fortæller jeg mine børn, at jeg skal dø?

- Det er ikke synd for mig, at jeg skal dø. Men hold kæft, jeg synes, det er synd for mine børn og Rikke og mine forældre.

Ordene kom fra Kristian Bertelsen under en gåtur i september 2023. Ægtemand til Rikke og far til Signe, Aksel og Alfred.

På det tidspunkt havde han allerede fået dommen af lægerne: Du har kræft, og du kommer til at dø af det.

Den nordjyske familiefar vidste ikke, hvor lang tid han havde tilbage. Men han vidste, at han ikke blev nogen gammel mand, og at han næppe ville nå at se sine børnebørn.

- De mål, jeg har for mine børn, er så kortsigtede. Det handler for eksempel om, at Signe bliver konfirmeret. For andre handler det nok om, at deres børn vokser op, og at man får børnebørn en dag.

- Mit tidsbegreb er bare helt anderledes, sagde han på gåturen den morgen i september.

Mindre end et halvt år senere ringede kirkeklokkerne, og flaget var på halvt. I kisten lå Kristian.

Han blev 44 år og efterlod sig sine tre børn, sin hustru Rikke og begge sine forældre.

Kristian tabte kampen til kræft – helt specifikt kræft i hjernen, hvor 85 procent af patienterne dør inden for to år.

Kampen mod kræften

Men historien om Kristian og hans familie handler ikke om den dag, Kristian døde på Hjørring Sygehus.

Den handler om tiden op til hans død, hvor TV2 Nords journalist, Michael Guldbrandt, fulgte Kristian og hans familie på et tidspunkt, hvor de vidste, at Kristians tid var ved at rinde ud.

For hvordan forbereder man sig på døden? Og hvordan forklarer man sine børn, at de skal vokse op uden en far?

Kristian fik første gang konstateret kræft i 2018. Modermærkekræft, hvor overlevelseschancerne er gode. Året efter fik han konstateret kræft i halsen. Igen vandt Kristian kampen.

I 2021 gav lægerne ham beskeden om, at han havde kræft i hele kroppen, og at han ikke havde lang tid tilbage.

Men sådan gik det ikke. For Kristian overlevede takket være det, lægerne kaldte et medicinsk mirakel.

Lykken varede dog kort. For kræften vendte hurtigt tilbage. Denne gang i hjernen. Og dommen fra lægerne lød, at kun medicin kunne udsætte Kristians død.

- Nogle dage bliver døden en motivation, forstået på den måde at døden bliver det, jeg kæmper imod for at blive her, sagde Kristian tilbage i september 2023.

På det tidspunkt havde Kristian stadig et håb. Ikke for at blive rask, men for at leve et par år endnu og opleve sin datter Signes konfirmation. Det var et mål for ham at holde talen til Signe på den store dag.

Men håbet led et alvorligt knæk en novemberdag sidste år. Kristian var blevet dårligere og dårligere og blev til sidst indlagt.

Lægens svar på scanningen i Kristians hoved var det, som Kristian og Rikke havde frygtet. Kræften havde spredt sig i hjernen, og medicin var stoppet med at virke.

- Jeg har selvfølgelig hele tiden vidst, at kræften stadig var der, og at jeg ikke kom af med det. Så på den måde kom det ikke bag på mig. Men jeg havde selvfølgelig håbet på, at det var i bero og ikke havde spredt sig yderligere, sagde Kristian på hospitalsstue efter den dystre besked.

Omkring ham sad Rikke og hans forældre. Det var i dette moment, at håbet svandt, og tanken om døden for alvor rykkede tæt på den nordjyske familie.

Kristian fik tilbudt strålebehandling af hele hjernen, selv om lægerne i første omgang ikke havde anbefalet det, fordi følgevirkningerne på Kristians krop ville være store.

-  Strålebehandlingen kan ikke tage kræften, men måske nogle af symptomerne. Og hvis den gør det, vil lægerne tilbyde mig kemoterapi, sagde Kristian på hospitalsstuen.

-  Og hvis intet af det virker, så var det ligesom det.

Hvad siger jeg til mine børn?

Men inderst inde vidste Kristian godt, hvad lægen netop havde fortalt ham: At der ikke er mere at gøre. Det, de gjorde herfra, var blot halmstrå.

Og midt i sorgen på Aalborg universitetshospital fyldte ét spørgsmål i Kristians hoved:

- Hvordan siger man til sine børn, at man snart skal dø, sagde han ud i rummet.

Ingen svar returnerede til Kristian på hospitalsstuen. For der er ingen gode svar på det spørgsmål, som Kristian stillede.

For Kristian blev en del af svaret at tale åbent om sygdommen over for sine børn og omgivelser. Og da Kristians kræft blev forværret i november, begyndte han at forberede Signe, Aksel og Alfred på, at han skulle ligge på et gravsted.

Men psykologen, som Kristian og Rikke var tilknyttet, rådede dem til ikke at tale alt for åbent om døden med de to mindste børn.

- De forstår det ikke. Aksel bliver sur, fordi han ikke vil have, at far skal dø. Og Alfred bliver meget konkret tænkende og spørger; ’Hvem skal jeg så gå på jagt med’, sagde Kristian i november sidste år.

Under kræftforløbet begyndte Kristian også at tale med den lokale præst i Vrå. Det var her, han kunne frit løb for tankerne om, hvad meningen med det hele er: Hvorfor skal jeg dø så ung? Hvad er retfærdigt? Og hvordan skal man håndtere det, man ikke er herre over?

-  Det er så mange, der siger, at det er meningsløst. At det ikke er min tur. Men det er det jo. Vi kan ikke tale os fra det. Men hvad er meningen med det? Man kan ikke lade være med at tænke, om jeg har gjort noget forkert, lød det blandt andet fra Kristian, da TV2 Nord var med hos præsten.

Endestationen hospice

Kort efter indlæggelsen i november sidste år fik Kristian det endnu dårligere. Han begyndte at gå med rollator og fik strålebehandling. Nogle dage var Kristian frisk nok til at lege med sine børn – andre dage var han nærmest ikke til stede.

Efter lidt tid fik Kristian et tilbud om at komme på hospice. Et tilbud, som Kristian og Rikke takkede ja til.

På hospice kender man endestationen på opholdet. Men for Kristian fyldte tankerne om dem derhjemme.

- Jeg tænker meget på Rikke, og om hun har sovet godt i nat. Det fylder mere og mere. Det er vigtigt for mig, at hun er et godt sted, og det er hun slet ikke lige nu, sagde Kristian, mens han var på hospice.

Rikke var 31 år på det her tidspunkt og vidste, at hun ville blive enke i en meget ung alder. Under forløbet udviklede hun angst og kunne ikke sove.

- Når Kristian har det skidt, så er jeg stærk. Så længe jeg skal være klippen og den med overskuddet, så er det ingen problem. Men når Kristian har overskud og energi, så vælter min verden. For så mærker jeg mig selv, siger Rikke.

- Var det min sidste jul?

Omkring jul kom Kristian hjem fra hospice. Strålebehandlingen tog hårdt på Kristians krop, men i det mindste var han til stede med sin familie og kunne være hjemme igen.

- Det er åndsvagt, men jeg ikke kan lade være med at tænke, om det var den sidste juleaften, jeg fik, sagde Kristian, efter han havde holdt en traditionel jul i hjemmet med sin familie.

Kristians tanker om døden efter juleaften skulle vise sig være at tættere på, end han havde troet.

For da 2023 blev til 2024, gik det stærkt ned ad bakke for Kristian. Kræften spredte sig igen i hjernen, og strålingen gjorde Kristian endnu mere svag.

Han røg igen på hospice. Og da han fik svar på endnu en scanning, lød beskeden, at der ikke var mere at gøre. Om han havde tre uger eller tre måneder tilbage, kunne lægerne ikke sige.

Men Kristians liv var ved at rinde ud.

- Jeg skal have afsluttet mit liv. Det ved jeg sgu ikke, hvordan man gør. Det har jeg aldrig prøvet før, sagde en meget berørt Kristian efter den sidste scanning.

Kristian døde om natten 22. februar 2024 på Regionshospitalet i Hjørring. Han nåede ikke Signes konfirmation.

Du kan se begge afsnit af dokumentaren Dør far i morgen? her på tv2nord.dk.

Foto, klipning og tilrettelæggelse: Michael Guldbrandt

Redaktør: Rasmus Mandsberg