Den store oversergent knækkede og forsvandt fra kone og børn i flere dage

To venner sidder i en båd ud for stranden ved Løkken og fisker.

Men den ene mand har en bagtanke med fisketuren.

Da der er helt stille, tager han mod til sig og stiller det spørgsmål, der har fyldt hos ham.

”Hvad er det, der er galt?” lyder det forsigtigt.

Spørgsmålet rammer den anden mand som en lussing.

Han bryder sammen.

Se ”Birk blev et monster” her – fortællingen fortsætter nedenunder.

Manden, der brød sammen den dag i båden, var 57-årige Birk Engemann.

Han har været udsendt som soldat otte gange, og han har minder, der har brændt sig fast på nethinden.

Han husker blandt andet de skræmte ansigter i Bosnien. Kvinder, børn og ældre, der flygtede. Det eneste, de havde med sig, var en lille pose eller en kuffert.

 - Det er enormt hårdt at tænkte tilbage på. De var så bange, siger Birk Engemann.

Han husker også, hvordan børnene legede en leg. Ved fronten var der panserminer, som sprang i luften, hvis en pind i midten blev flyttet mere end seks grader.

Børnenes leg gik ud på at tage pinden op og sætte den ned igen.

Som oversergent i Afghanistan var Birks opgave at skrive en såkaldt ”final report” på dem, der var omkommet og svært skadede.

Opgaven indebar blandt andet at læse soldaternes sidste vilje og lave en beskrivelse af den hændelse, der dræbte dem.

- Efter jeg havde lavet den første final report, rejste jeg mig op og gik direkte ud og brækkede mig, siger Birk Engemann.

Ifølge Forsvarsministeriet har 37 danske soldater mistet livet i Afghanistan som følge af kamphandlinger.

- Før jeg tog ud på min første mission, var tanken om at dø ikke til stede. Men da jeg kom hjem, tænkte jeg: ”hold kæft mand, du har lige overlevet et halvt år, hvor der blev skudt og sprængt om ørerne på dig,” siger Birk Engemann.

De otte missioner satte sine spor.

Birk havde igen og igen det samme mareridt. Han drømte, at hans kone Charlotte gik ud i et minefelt, og da han havde reddet hende, gik hans børn derud. Da børnene var reddet, var der andre børn, der gik ud i minefeltet.

Sådan blev det ved hele natten igennem, indtil Birk vågnede badet i sved. Nogle gange var det hans eget skrig, der vækkede ham. Og så kunne han godt finde på at række ud efter en flaske whisky og tømme den.

- Så kunne jeg sove igen. Det gjorde jeg i en periode, siger han.

Birk fik mere og mere svært ved at tage sig af sig selv, sin kone og sine børn.

- Det har ikke været sjovt at leve sammen med mig på det tidspunkt. Jeg følte, at hele verden var imod mig. Jeg følte, at det var uretfærdigt, siger han.

Da Birk blev spurgt, om han var parat til at tage på sin niende mission, havde han det så skidt, at han måtte finde på en undskyldning for ikke at tage af sted.

- Jeg syntes, det var flovt, at ham den store stærke oversergent lige pludselig ikke kunne de ting, han kunne før, siger han.

Han løj og sagde, at hans søn havde det svært i skolen.

Socialrådgiveren på kasernen købte ikke Birks løgnehistorie. Hun havde kendt ham i 25 år og fornemmede, at der var mere på spil.

Derfor tog hun røret, ringede til en psykolog og stak Birk telefonen på trods af hans protester.

- Der gik ikke fem minutter, så lå jeg i fosterstilling. Jeg knækkede fuldstændig. Det var første gang, jeg fik lov at fortælle, hvordan jeg havde det, og der var en, der lyttede, siger Birk Engemann.

Birk begyndte hos en psykolog, og her gik det op for ham, hvor slemt det stod til. Han havde PTSD og en depression.

Helt galt gik det en dag, hvor han og konen Charlotte Denslow Engemann kom op at skændes. Under skænderiet smækkede Birk døren, satte sig ud i bilen og stak af.

- Han forsvandt væk fra jordens overflade, og ingen anede, hvor han var henne. Vi skulle have været til en koncert i København, som vi havde glædet os til, siger Charlotte.

Efter to dage uden kontakt endte Charlotte med at lave et opslag på Facebook om, at Birk var forsvundet.

- Livet var noget lort, og så valgte jeg at stikke af fra alt og alle. I starten sad jeg i bilen og sov, og så endte jeg i Odense ved min storebror. Jeg lå og sov på en sofa i flere dage, fortæller Birk.

Efter nogle dage fik Charlotte en SMS fra Birk om, at han var okay. Eller – han var i hvert fald i live.

- Jeg stak af i en form for magtesløshed, håbløshed og desperation. Det handlede om overlevelse. Hvis jeg skulle overleve, skulle jeg væk fra al larm, siger Birk Engemann.

Efter ni måneders sygemelding meldte Birk sig klar til tjeneste på kasernen. Men efter bare tre måneder tilbage på arbejde ramte Birk ”det dybeste, sorteste hul, man kan forestille sig”.

- Det er her, hvor al håb, livsgnist og lysten til at leve slukkede i mig, siger han.

Da Birk ramte bunden, rakte vennen og kollegaen Henrik Fenneberg ud til ham. Han spurgte, om Birk ville med ud og fiske.

Henrik kunne tydeligt mærke på Birk, at han havde det dårligt. Og selvom det ikke var nemt for Henrik, tog han sig mod til at spørge:

- Hvad er det, der er galt?

Spørgsmålet blev et vendepunkt for Birk. Endnu en gang brød han sammen.

- Det var der, jeg forstod, at den var fuldstændig gal med mig og min opførsel, siger han.

Han gav grønt lys til psykologer og psykiatere til at give ham den behandling, de mente, han havde brug for. Det næste halvandet år stod den på ”en buffet af forskellige piller, nålebehandlinger og fysioterapeutbehandlinger”.

- Det har været med til at få mig i gang. Jeg tror ikke, jeg havde siddet her i dag, hvis ikke Henrik havde været der for mig dengang, siger han.

Birk fik det bedre, og i 2017 meldte han sig til DR-programmet Alene i vildmarken.

Han så det som en legal måde at stikke af på - og for familien var det en lettelse at skulle undvære Birks svingende humør for en stund.

De havde lært, at man ofte skulle træde varsomt omkring ham.

- Jeg glædede mig faktisk til, at han skulle afsted. Familien og jeg fik en pause, og det havde vi brug for, siger Charlotte Denslow Engemann.

Deltagelsen i programmet endte dog med kun at vare fem dage, da Birk faldt under optagelserne og kom til skade - til både Birks og Charlottes ærgrelse.

De havde begge håbet på, at han skulle være i vildmarken i 40 dage.

Birk vendte hjem til familien igen, og derhjemme var hans lunte kort. En dag fik Charlotte nok, da Birk råbte og skreg ad hende og børnene.

- Vi var blæst bagover. Der kunne jeg bare mærke på mig selv, at nu var det nok, siger Charlotte Denslow Engemann.

Selvom Charlotte troede, at hun og Birk ville blive gamle sammen, gik de fra hinanden. Birk købte en gård med fiskepark i Serritslev og flyttede derind alene.

I dag er Birk førtidspensioneret oversergent. Han og Charlotte har et godt forhold.

Den rolige tilværelse på gården omgivet af natur har været som balsam for hans sjæl, og han får det bedre og bedre, som tiden går.

Nu har han sat gården til salg, for han har store planer.

- Der er nye eventyr, der venter forude. Det kunne meget vel være at bo på en katamaran i Middelhavet. Det ville ikke være tosset, hvis der kom en sød pige med, siger han og smiler.

Se "Birk blev et monster" øverst i artiklen eller på TV 2 Play.

"Birk blev et monster" er lavet af Michael Andersen.

Denne webdok er skrevet af Josefine Blicher Brader.