Weekenden kan byde på sne
De fleste af weekendens byger forventes dog at være med regn eller slud.
Vejret har de seneste dage været noget ensartet. Solskinstimerne har været få, det samme med nedbørsmængderne, mens temperaturen langsomt – men sikkert – har været nedadgående.
Denne vejrtype fortsætter hen over weekenden, hvor der er udsigt til en del skyer og spredte byger.
Temperaturen bliver fortsat skruet en smule ned, hvilket øger chancen for snefnug i luften.
Først midt i næste uge kan der måske blive lavet om på vejrets gang for alvor, når lavtryk og kulde spøger i prognoserne.
Måske sne i luften
Det er med at have huer og handsker parate i weekenden. Der forventes nemlig ganske køligt vintervejr.
Lørdag ser ud til at blive weekendens køligste dag med dagstemperaturer på 2 til 3 grader. Da det samtidig blæser med en jævn til frisk vind fra østlig retning, vil det føles som frostgrader udenfor.
Dagen byder på gråvejr de fleste steder, men særligt i det nordvestlige Jylland kan solen bryde igennem skydækket.
Sammen med de mange skyer kommer der dagen igennem også byger, der vil være af varierende nedbørstyper.
Over de sydligste landsdele og på Bornholm vil nedbøren være regn eller slud. Anderledes hvide ser bygerne ud i Østjylland, hvor de forventes at være med slud eller helt lokalt sne. I resten af landet holder det mest tørt.
Søndag bliver lørdag næsten om igen
Vejret søndag kommer i store træk til at minde om lørdagsvejret. Dog ser det ud til, at der kommer færre byger.
Igen er det de sydligste landsdele, på Bornholm og i Østjylland, at risikoen for byger er størst. Bygerne forventes generelt at være med regn eller slud.
Temperaturen kommer en lille smule højere op og topper med 2 til 5 grader. Det vil imidlertid stadig føles som frost, da det blæser med en frisk til hård vind fra øst.
Sol bliver der ikke meget af, og nok en gang er det Nordvestjylland, der har bedst chance for solskin.
Et kig ind i næste uge afslører, at det koldere vejr formentlig kommer endnu nærmere Danmark. Og fra midt i næste uge bliver sandsynligheden for sne større.
I skrivende stund viser prognoser, at vi om godt en uges tid kan have frost i dagstimerne.