Lille modelbane betyder stor forskel for forening
DSBs velkendte lille modelbane, hvor de rejsende kan putte mønter i og se toget futte afsted, donerede i dag sit overskud på godt 15.000 kroner til Børns Voksenvenner.
Som en fast juletradition uddeler DSB hvert år overskuddet fra deres lille modelbane, der står midt i ankomsthallen på banegården i Aalborg. Og i år er ingen undtagelse.
Overskuddet lyder i år på 15.650 kroner.
Modtageren er Børns Voksenvenner, der er en frivillig forening, som har til formål at skabe venskaber mellem børn og en ekstra fortrolig voksen, der kan være rollemodel i deres hverdag.
- Børn og unges trivsel er i den grad udfordret. Her gør Børns Voksenvenner en afgørende forskel for børn og unge, der savner voksne rollemodeller, der har tid og overskud til at deltage i fælles aktiviteter med dem. Netop fællesskabet mellem det enkelte barn og en ressourcestærk voksen har ofte en livslang betydning, siger rådmand Nuuradiin Salah Hussein, Job og Velfærd, der stod for overrækkelsen.
Børns Voksenvenner modtog pengene med fuld musik fra jernbaneorkestret fredag eftermiddag på netop banegården.
- Det betyder, at vi kan lave flere aktiviteter for børnene. Det er helt fantastisk, for det er det, vi elsker at gøre, siger Emilie Routledge, der er formand for Børns Voksenvenner og modtager af donationen på Aalborg Banegård.