Sådan kan uvejr med regn og torden ramme Danmark lørdag
Foto: Henning Bagger
Thy, Mors, Jammerbugt og Himmerland kan forvente at få et ordentligt regnskyl.
Et uvejr med kraftige regn- og tordenbyger har kurs mod Danmark. Thy, Mors, Jammerbugt og Himmerland kan forvente at få et ordentligt regnskyl.
Heden og tørken har i allerhøjeste grad indtaget Danmark, men nu er der håb for nedbør over visse dele af landet.
Regnen kommer dog ikke til at falde stille og roligt, men derimod i form af kraftige regn- og tordenbyger, som rammer Danmark i løbet af lørdag eftermiddag og aften.
Skybrud, lynnedslag og kraftige vindstød
De kraftige regn- og tordenbyger vil bevæge sig op over den sydvestlige del af landet i løbet af lørdag eftermiddag, som også er det område af landet, der vil blive hårdest ramt.
Bygerne vil mange steder kunne give nedbør af skybrudskarakter, hvor der falder mindst 15 millimeter regn på 30 minutter.
Derudover vil bygerne være med torden, og lynnedslag kan potentielt antænde nye naturbrande i det knastørre landskab. Lokalt kan der også være hagl i forbindelse med de kraftige byger.
Ydermere blæser det kraftigt et par hundrede meter over Danmark lørdag, og disse kraftige vinde kan nå ned til overfladen som voldsomme vindstød, der kan nå hård eller stormende kuling.
Derfor er det en god idé at sikre eventuelle havetelte, trampoliner og andre løse genstande, der let kan blæse væk.
Lørdag aften breder bygerne sig til en større del af landet på sin vej mod nordøst, men samtidigt aftager intensiteten også en smule. Formentlig vil alle få en smule nedbør, men der vil være meget store lokale forskelle.
Udsigten har fået TV 2 VEJRET til at udsende et varsel om det kommende uvejr.
Nogle steder kan få over 30 millimeter, mens andre næsten ikke får en dråbe. Samlet set er det dog slet ikke nok nedbør til at afblæse den voldsomme tørke, der raser over Danmark.
Bygelinjen dannes i forbindelse med en koldfront, der adskiller den meget varme luft over Danmark med lidt køligere luft fra Nordsøen.
TV 2 VEJRET følger naturligvis vejrudviklingen nøje.