Ny solskinsrekord er i hus
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Vi har fået den solrigeste juni i dansk vejrhistorie.
Siden 1920 er der blevet målt solskinstimer i Danmark.
I de 103 år har vi aldrig haft en lige så solrig juni, som tilfældet har været i år.
For her klokken 09.00 passerede vi 304 timers sol, hvilket er lige nøjagtig nok til at slå den gamle solskinsrekord i juni på 303 timer fra 1940.
Dermed er det en gammel vejrrekord, der i dette øjeblik er blevet sat til vægs.
Ifølge klimanormalen for perioden 1991-2020 er der normalt 227,3 timers sol i årets første sommermåned. Dermed har vi indtil videre fået næsten 80 timer mere solskin end normalt.
Mest sol i den første halvdel af måneden
Langt de fleste af månedens solskinstimer kom i løbet af de første to uger af juni, hvilket var sammenfaldende med tørt og stabilt højtryksvejr over Nordeuropa.
I denne periode kunne danskerne i gennemsnit nyde solen i næsten 14 timer per dag.
Siden da har mængden af daglige solskinstimer været på et mere normalt niveau, da vejret i midten af måneden blev lidt mere ustabilt. De fleste dage med 6 til 12 timers sol om dagen.
Paradoksalt nok har den solfattigste dag indtil videre været 21. juni – årets længste dag, hvor det blot blev til 4,8 timers sol.
Endnu er der solskinstimer tilbage i banken til de sidste dage af juni, hvor især onsdagens vejr og til dels fredag vil hive yderligere op i solregnskabet.
Formentlig ender vi på lidt mere end 320 timers solskin, hvilket kan sikre endnu en solrekord.
Kan blive den solrigeste sommermåned
De længste dage om året finder man i dagene omkring sommersolhverv 21. juni.
Derfor er juni også den måned på året, hvor solen astronomisk set har mulighed for at skinne allermest. Hvis der ikke var en sky på himlen gennem hele måneden, ville solen potentielt skinne i 524 timer.
Alligevel er der to måneder, der er mere solrige end juni. Det drejer sig om maj og juli, hvor solen i gennemsnit viser sig frem i henholdsvis 236,6 timer og 227,9 timer.
Både den solrigeste maj og juli overgår også begge den hidtil solrigeste juni.
Men i år kan blive anderledes.
For kommer juni op over 321 timers sol, så slår den samtidig også julis solrekord og vil dermed være den solrigeste sommermåned i dansk vejrhistorie.
Imidlertid vil det kun være den fjerde mest solrige måned, da maj er indehaver af de tre absolut mest solrige måneder herhjemme.
Den solrigeste måned i Danmark er maj 2018, hvor landet var badet i sol i hele 363 timer.
VIDEO: Solen tittede delvist frem, da Nibe Festival åbnede tirsdag 27. juni 2023: