Tørt, tørt og atter tørt: Ild får fat i mose
Det høje tørkeindeks har fredag forårsaget en mosebrand nær Thisted.
Der er nogle brande, der tager et par timer at slukke.
Og så er der dem, der kan tage flere dage.
Det er tilfældet ved en mosebrand, der lige nu er i udbrud nær Thisted.
- Jeg har stået herude det meste af natten, siger Troels Guldbrandtsen, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
Han blev kaldt ud til branden klokken 21 torsdag og er omkring klokken syv fredag morgen stadig i færd med at slukke branden.
Og det er især det høje tørkeindeks, der har været årsag til branden nær Thisted. I Nordjylland, navnligt i området nord for Aalborg, er tørkeindekset helt oppe på 9 ud af 10, hvorfor brandfareindekset havner under kategorien 'høj'.
- Kender du sådan en pose plantemuld? Der er masser af næringsstoffer i og det er tørt, og det minder om det, vi går rundt på herude, siger Troels Guldbrandtsen.
Han understreger dog, at det er minimalt med røg, der kommer fra branden, og at mosebrande skiller sig ud på den vis, at branden foregår under jorden, hvorfor det er en langsommelig proces at få den slukket. Af og til kan en sådan brand tage flere uger at slukke. Indsatslederen regner dog med, at branden nær Thisted vil blive slukket i løbet af fredag.
På trods af det høje tørkeindeks er der dog ifølge indsatslederen endnu ikke en stigning i antallet af naturbrande i forhold til årstiden.
Gode råd til at undgå brand i naturen
Vær opmærksom på lokale eller permanente forbud mod afbrænding eller brug af åben ild. Sådanne forbud fremgår ikke af denne hjemmeside
Brug dertil indrettede pladser, hvis du skal tænde bål eller grille i naturen
Hold altid afstand til bevoksning
Efterlad aldrig et bål eller en grill, der ikke er slukket helt
Brug kun åben ild i stille vejr
Hav altid vand i nærheden, når du bruger åben ild
Brug tobak, maskiner og elektrisk værktøj med omtanke – få gnister kan starte en brand
Lad ikke glas ligge fremme i solen i den tørre vegetation
Parker aldrig din bil i høj, tør vegetation
Ring til 1-1-2, hvis uheldet alligevel er ude
Kilde: Brandfare.dk