Jan får hjælp med frygtet sygdom: Nu kræver politisk fyrtårn ens regler for alle
Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord
Der skal være større krav til kommunerne, når det gælder demenspleje, mener Pia Kjærsgaard (DF).
For to år siden ramlede verden pludselig for Jan Tranbjerg.
Den 72-årige nordjyde kunne pludselig ikke tænde sin computer - en ellers normalt overkommelig opgave for den pensionerede it-mand.
Dommen blev den frygtede demenssygdom alzheimers. Men sidenhen er han havnet i ekstremt kyndige hænder i Rebild Kommune, hvor et nyt pilotprojekt sætter fokus på aktiv træning.
En demensstrategi fra det nordjyske, der nu skal rulles ud i alle landets kommuner, mener Dansk Folkeparti-stifter og nuværende ældreordfører, Pia Kjærsgaard.
Hun betoner, at ældreloven skal gentænkes.
- Vi ved jo, at fysisk træning, som Jan nu får, er godt for demens. Det hjælper rigtig meget, og det kan udskyde demens, så man ikke bare ender med at sidde tilbage i en stol. Derfor skal det simpelthen være et tilbud i alle kommuner.
Vil væk fra hurtige løsninger
Der er nemlig ikke bindende nationale krav og dermed heller ikke ens tilbud til demensramte i Danmark på tværs af kommunegrænser.
- Jeg synes hele tiden, at man støder på problemer, som denne her ældrelov ikke tager højde for, og det forstår jeg slet ikke. Der er jo flere og flere ældre, som får demens, og så kan det ikke hjælpe noget, at der er forskel på, hvilken behandling man får, alt efter hvor man bor, siger Pia Kjærsgaard.
Det politiske koryfæs udtalelser kommer netop i kølvandet på TV2 Nords dækning af sagen om Jan Tranbjerg og pilotprojektet i Rebild Kommune.
- Kommunerne skal spare, men ved at give den rette behandling til demensramte vil man jo netop spare penge i sidste ende, så vi skal væk fra de her hurtige løsninger, lyder det videre.
Hun opfordrer samtidig ældreminister Mette Kierkgaard (M) til at genåbne forhandlingerne om ældreloven.
Se indslaget med Jan Tranbjerg her.
Fællesskab og fremskridt
Det er ikke kun selvstændigheden og livskvaliteten, der er vokset hos Jan Tranbjerg. Det samme gælder for fællesskabet blandt de mænd, han går til fysisk træning med.
- Alle de øvelser vi laver, man får det godt fysisk, og bagefter sidder vi og hygger os med noget kaffe. Så der er flere ting i det, har han tidligere fortalt TV2 Nord.
De gode resultater fra pilotprojektet i Rebild Kommune har samtidigt vakt så stor begejstring hos kommunen, at man nu arbejder på at fortsætte konceptet.
I 2040 forventes antallet af personer med demens over 60 år ifølge Alzheimers-foreningen at vokse til 125-150.000.