Nu begynder kontroversielt arbejde: Derfor kan du se gule flag i landskabet
Arbejdet på den 3. Limfjordsforbindelse er skudt i gang.
Idéen har været drøftet i mere end 50 år.
Men først i foråret 2024 blev den heftigt kritiserede og debatterede 3. Limfjordsforbindelse over Egholm vedtaget.
Nu begynder arbejdet på 'Danmarks dyreste motorvej' - de godt 20 kilometer, der skal gå i en bue vest om Aalborg og forbinde med E45-motorvejen på Nørresundbysiden.
Det milliarddyre projekt ventes først at stå færdigt i 2035, men allerede nu kan man se tydelig spor af anlægsarbejdet. Gule og blå flag præger nemlig landskabet vest for Aalborg-bydelen Hasseris.
Strækning skal besigtiges
Gule flag viser ifølge Vejdirektoratet motorvejens midterlinje, mens de blå flag viser midterlinjen for de flyttede kommuneveje Mølholmsvej og Voerbjergvej.
Netop disse og andre områder bliver den næste tid besigtiget af Ekspropriationskommissionen, lyder det i en pressemeddelelse.
Første besigtigelse sker onsdag 29. januar på den anden side af Fjorden, hvor man ved Vikingemuseet på Lindholm Høje vil give en orientering om strækningen ved Høvejen og frem til forbindelsespunktet ved Hirtshalsmotorvejen.
'Ved besigtigelsen vil der alene blive foretaget en gennemgang og vurdering af projektets linjeføring og forholdet til de krydsende veje', lyder det i den forbindelse.
Sidste besigtigelse i denne omgang finder sted onsdag 5. februar med et orienteringsmøde på Hotel Scheelsminde. Berørte lodsejere er inviteret, og andre interesserede er desuden velkomne til at deltage. Det er også muligt at stille spørgsmål efter mødet.
Se den fulde besigtigelsesplan her.
Dyr løsning
Motorvejen føres vest om Aalborg og hen over øen Egholm. Her kører den under Limfjordens sydlige løb i en tunnel og over Limfjordens nordlige løb – Nørredyb - på en såkaldt lavbro.
Prisen ventes at lande på godt 9 milliarder kroner, hvilket er det dyreste enkeltstående anlægsarbejde på en dansk motorvej - foruden de store broprojekter som Storebæltsbroen.
Sjældent har et nordjysk projekt delt vandene i dén grad, som det er sket her. Kort før den endelige vedtagelse i maj 2024 rykkede diskussionen for og imod for alvor ind på Christiansborg - også her med en skarp retorik begge veje.