Nethandlen falder: - Det var svært at komme af med vores udsalg
Energikrisen har fået danskerne til at tænke sig mere om, når de handler på nettet. Et af de steder man mærker det, er hos nordjyske Luksusbaby.dk.
For første gang nogensinde falder omsætningen i dansk e-handel.
Det kan mærkes hos den nordjyske virksomhed Luksusbaby.dk, som har hovedsæde i Støvring. Den nordjyske virksomhed har efterhånden vokset sig så stor, at den sidste år omsatte for mere end 100 millioner kroner.
Hos dem er der tale om et lille fald i omsætningen, men det er ikke noget, der går ubemærket hen.
- De køber stadigvæk de gode varer, og de køber stadig dyre varer - de køber bare færre af dem. Og så føler jeg egentlig, at købene er mere overvejede, end de var under corona, siger stifter Ann-Louise Aasted.
Kvalitetsbevidste købere
Ifølge Ann-Louise ser det ud til, at det særligt er impulskøbene, der skæres væk. Eksempelvis bliver der måske købt otte par leggins til barnet, hvor onlineshopperne førhen kom til at lægge et par ekstra i kurven, så de købte 10.
Hun har også bemærket en anden tendens:
- Der er også noget i at købe god kvalitet, så det kan sælges videre eller arves af andre børn.
FAKTA
En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at e-handlen for første gang nogensinde er faldet.
Ifølge rapporten er omsætningen i første halvår faldet med en procent sammenlignet med samme tid sidste år.
Men den reele nedgang hos netbutikker med varer er faldet mere.
- Beløbet er i løbende priser, og samtidig går en større del af forbruget til rejser og udenlandske netbutikker. Det betyder, at de danske netbutikker, der sælger varer, reelt set oplever en betydelig større nedgang, forklarer Niels Ralund, der er e-handelsdirektør i Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.
Hvordan ser det ud, når I kører kampagner?
- Under vores udsalg i år oplevede vi, at det var sværere at komme af med vores udsalg til en højere procentsats end normalt, og det hænger jo godt sammen med, at vi ikke kan få folk til at købe ting, som de ikke har behov for længere, siger hun.
Det har fået den konsekvens, at virksomheden køber lidt mindre ind, og at virksomheden vil se på andre markeder end det danske for at vækste.
Det er særlig flyverdragter, støvler, vandtætte støvler og udstyr, der stadig går som varmt brød.
Herunder kan du se programmet Parløb, som TV2 Nord lavede med parret bag Luksusbaby.dk tilbage i 2019.