Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Politibetjent risikerer at miste huset, mens han venter på erstatning

Anders Christiansen er blevet fyret, efter at han kom alvorligt til skade som motorcykelbetjent. Selv om hans skade er anerkendt, risikerer han at måtte sælge sit hus.

38-årige Anders Christiansen fra Suldrup ved Støvring må hver dag leve med følgerne af et styrt på en politimotorcykel i 2016.

Han var på det tidspunkt i gang med at uddanne sig til sit drømmejob som motorcykelbetjent, da ulykken skete i april 2016. 

Her mistede motorcyklen vejgrebet, da Anders Christiansen accelererede.

- Motorcyklen kommer ned at ligge, og jeg når at tænke, at jeg skal have mit ben væk under den, da den pludselig slår en kolbøtte, og jeg bliver trukket med rundt, siger han.

Luften bliver slået ud af kroppen

Anders husker i glimt hvad der skete i de næste splitsekunder. Hans politimotorcykel – en Yamaha FJ 1300 på cirka 300 kilo - ruller hen over ham.

Han er ved bevidsthed, da motorcyklen ligger helt stille, men han har mistet al luft i lungerne.

- Jeg siger nogle mærkelige lyde, men det er fordi luften er slået helt ud af mig. Min første reaktion er, at det er pinligt, at jeg er væltet foran mine kolleger. Jeg er på det tidspunkt ikke klar over, hvor alvorligt jeg er kommet til skade, siger Anders Christiansen.

Trykmærker fra styrthjelm

Anders kommer på benene kort efter styrtet, men bliver alligevel sendt på sygehuset for at blive undersøgt for skader.

I første omgang lyder diagnosen på et par brækkede ribben samt hårde knubs og skrammer adskillige steder på kroppen.

Blandt andet har han et par kraftige trykmærker i hovedbunden fra styrthjelmen, der har taget det meste af slaget fra motorcyklen.

Foto: Privatfoto

- Jeg blev sendt hjem næste dag og kørte selv til Nordjylland i min tjenestebil. Jeg fik ordineret nogle morfinpiller til at tage smerterne, og de næste par uger lå jeg ned det meste af tiden, siger Anders Christiansen.

Voldsom hjernerystelse

I dag ved Anders Christiansen, at det ikke kun var et par ribben, der gik i stykker ved motorcykelulykken.

Den kostede ham også permanente nerveskader i nakken, en ødelagt skulder, kvæstet hofte og knæ.

Det værste er dog de middelsvære såkaldte kognitive gener efter en voldsom hjernerystelse. De betød, at han pludselig fik problemer med ny indlæring og dårlig hukommelse.

- Jeg kom tilbage på arbejde, men konsekvensen var, at jeg kørte mig selv mere og mere ned. Det eneste, jeg havde lyst til, var at ligge i et mørkt og køligt rum, og det belastede selvfølgelig også resten af familien, siger Anders Christiansen.

Skader gør Anders utjenstdygtig

I dag, seks år efter ulykken, er Anders skilt og har sine to børn hver anden uge i huset i Suldrup. 

En opgave, der kræver al hans energi på grund af følgevirkningerne efter ulykken.

- Jeg har konstante nakkesmerter og konstant hovedpine, susen for ørerne og har svært ved at holde balancen på højre ben. Det kan måske godt være svært at se på mig, at jeg har det dårligt, når jeg møder andre mennesker, men jeg synes jo ikke selv, at jeg er pylret, siger Anders Christiansen.

Se indslaget om Anders Christiansen her.

Det såkaldte Helbredsnævn, der afgør om en tjenestemand som Anders Christiansen har krav på pension, har for længst vurderet, at han er utjenstdygtig på grund af sine skader forvoldt af arbejdsulykken.

Derfor er han officielt afskediget pr. 30. september i år.

Sagsbehandling kan koste hus og hjem

Selv om den snart tidligere politimand har lægernes ord for, at han er så skadet, at han ikke kan passe sig arbejde, så betyder det ikke, at hans sag er afgjort.

Det eneste, jeg havde lyst til, var at ligge i et mørkt og køligt rum

Anders Christiansen

Helbredsnævnet vil nemlig have Anders Christiansen undersøgt af en speciallæge i neurologi, når han har været afskediget i et halvt år.

Logikken skulle være, at han måske har fået det bedre af sig selv i mellemtiden.

Poul Buus, der er formand for fagforeningen Nordjyllands Politiforening, kan godt forstå Anders Christiansens frustration.

- Det er jo bedømt, hvor slemt Anders er kommet til skade, og han har fået at vide, at det ikke bliver bedre, men sandsynligvis kun værre. Derfor kan jeg godt forstå, at han har svært ved kapere, at der skal gå seks måneder fra, at han er blevet afskediget, til de tager sagen op igen, siger Poul Buus, der er formand for fagforeningen Nordjyllands Politiforening.

Månedligt underskud på 8.500 kroner

Som tjenestemand er Anders Christiansen som minimum sikret en såkaldt egenpension. Det vil reelt sige den pension, som han selv har nået at spare op gennem sine 12 år som politiansat.

Problemet er, at han ikke kan leve af den, indtil hans sag i Helbredsnævnet er afgjort om tidligst et år.

- Det betyder, at jeg er nødt til at sælge mit hus. Alternativt skal jeg blive boende med et månedligt underskud på 8.500 kroner. Det er som at se ind i et stort hul, fordi man ikke kan finde ud af at afgøre min tjenestemandspension – og før den er afsluttet, kan jeg heller ikke få erstatning for tabet af min erhvervsevne, siger Anders Christiansen.

Det var Anders Christiansens store drøm at blive motorcykelbetjent.

Udfaldet af Anders Christiansens sag kan omvendt ende med, at han får tilkendt fuld tjenestemandspension. En forskel på mellem 10.000 og 15.000 om måneden i forhold til nu.

Det hjælper ham dog ikke her og nu, hvor han ikke har penge til den næste termin.

- Hul i lovgivningen

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, kalder Anders Christiansens situation ”dybt utilfredsstillende”.

Han mener, at der er tale om et hul i lovgivningen.

Preben Bang Henriksen vil nu tage sagen op med ministeren.

- På alle andre områder respekterer vi i den grad tjenestemænd i funktion, som er beskyttet både strafferetligt og ansættelsesmæssigt. Det vil jeg tage op med ministeren (Mathias Tesfaye, red.) så hurtigt som muligt, om ikke andet, så for at få hans sag opprioriteret, så han kan komme videre, siger Preben Bang Henriksen.

Som jeg ser på sagen nu, har sikkerhedsnettet svigtet

Anders Christiansen

Ifølge Politiforbundet er selve sagsbehandlingstiden med til at stresse medlemmer som Anders, der kun kan vente i usikkerhed på, at deres sager bliver afgjort.

- Det er ufatteligt hårdt ikke at vide, hvad der skal ske med ens fremtid - både omkring ansættelsen og ens økonomi. Vores psykologer har fundet ud af, at det er det, der belaster vores medlemmer allermest, siger Poul Buus, Formand, Nordjylland Politiforening.

Kæmper stadig

Efter seks års kamp for at få afsluttet sin arbejdsskadesag er Anders Christiansen ved at miste troen på systemet, men har ikke opgivet at kæmpe endnu.

- Hver gang jeg har set et lyspunkt i min sag, så er det blevet fjernet igen. Jeg tror ikke, det kommer til at gøre en forskel for mig selv, at jeg står frem med min historie, men måske for andre efter mig. Som jeg ser på sagen nu, har sikkerhedsnettet svigtet, siger Anders Christiansen. 

Svar fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen om sagen

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen kan oplyse, at sager, der vedrører tjenestemænds helbredsforhold, behandles i overensstemmelse med gældende regler på området.

Om reglerne kan Medarbejder- og Kompetencestyrelsen generelt oplyse følgende:

Tjenestemandspensionsordningen er en skattefinansieret, lovreguleret arbejdsmarkedspensionsordning, der giver tjenestemænd pensionsdækning inden for de rammer, der er fastlagt i tjenestemandspensionsloven.

Efter tjenestemandspensionsloven kan en tjenestemand, der afskediges på grund af sygdom tildeles en almindelig eller en kvalificeret svagelighedspension. Det beror på en lægefaglig vurdering i Helbredsnævnet på baggrund af de fremlagte lægeerklæringer i sagen.

Hvis den lægefaglige vurdering i Helbredsnævnet er, at tjenestemanden helbredsmæssigt ikke længere kan bestride sin stilling, og tjenestemanden afskediges af den årsag, tildeles tjenestemanden en almindelig svagelighedspension. En almindelig svagelighedspension beregnes på grund af tjenestemandens pensionsgivende løn og optjente pensionsalder (anciennitet) på fratrædelsestidspunktet.

Betingelsen for at opnå en kvalificeret svagelighedspension er, at tjenestemandens erhvervsevne i forhold til alle jobs på arbejdsmarkedet helbredsmæssigt er nedsat til 1/3 eller derunder. Helbredsnævnet udskyder ikke sjældent vurderingen af den generelle erhvervsevnenedsættelse til et tidspunkt, der ligger op til 6 måneder efter tjenestemandens fratræden, da det ved den første udtalelse fra Helbredsnævnet ikke kan udelukkes, at den pågældende vil kunne overtage andre jobs på arbejdsmarkedet.

En arbejdsskade kan give ret til tilskadekomstpension, men der kan først tages stilling hertil, når der foreligger en afgørelse om erhvervsevnetabserstatning fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Denne erstatning forudsætter en indtægtsnedgang, som tjenestemanden typisk først oplever, når han fratræder tjenestemandsstillingen.

Når en tjenestemand er varslet til afsked, skal den pågældende og/eller pågældendes faglige organisation derfor hurtigst muligt anmode AES om at få en afgørelse om erhvervsevnetabserstatning. Før en sådan afgørelse foreligger kan Medarbejder- og Kompetencestyrelsen ikke tage stilling til, om den forhenværende tjenestemand kan blive tillagt tilskadekomstpension.

Afgørelser om ret til svagelighedspension eller tilskadekomstpension træffes af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen efter indhentet udtalelse fra Helbredsnævnet. Helbredsnævnet består af 5 speciallæger og en formand, der er udpeget af skatteministeren.



Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.


Lukning af fabrik løser udfordring hos konkurrent

Foto: Outline Vinduer

Fire medarbejdere er indtil videre skiftet fra den ene dørproducent i området til den anden.

I slutningen af august blev det meldt ud, at den dørproducent Jeld-Wen til nytår lukker sin fabrik i Løgstør efter 43 år. Det drager vindues- og dørfirmaet Outline Vinduer i Farsø nu nytte af.

De har nemlig indtil videre overtaget fire af de cirka 150 medarbejdere hos Jeld-Wen, som står til at miste deres job som følge af fabrikslukningen. Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

- Jeld-Wen har været meget proaktive i forhold til at hjælpe folk videre, og det er virkelig glædeligt at se, når virksomheder gør en indsats som denne for at afhjælpe en ellers trist situation med produktionslukning. Vi har via deres jobmatch også været i kontakt med mange flere potentielle nye medarbejdere, som vi godt kunne være klar til at ansætte, så snart højsæsonen begynder igen, siger fabrikschef i Outline Vinduer, Michael Hejlesen.

Svære at finde

Gitte Jensen fra Vilsted er en af de medarbejdere, der er skiftet til den konkurrerende vindues- og dørproducent. Hun var i lære som maskinsnedker hos Jeld-Wen og får nu mulighed for at fortsætte sin uddannelse hos Outline Vinduer.

- Det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig nyhed, da vi fik at vide, at vi ikke længere kunne arbejde ved Jeld-Wen, som ellers har været en god arbejds- og læreplads. Men virksomheden gør heldigvis meget for at få folk i job, og jeg er selv utrolig glad for at være kommet så hurtigt videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor med min mand og tre børn, og derfor havde jeg heller ikke råd til at være arbejdsløs - og jeg nåede da også at overveje, om jeg kunne risikere at skulle droppe ud af uddannelsen. Heldigvis har Outline været meget fleksible i forhold til at finde en god løsning, siger Gitte Jensen.

Outline Vinduers fabrikschef glæder sig - trods de ærgerlige omstændigheder - over, at han har fået to maskinsnedkerlærlinge mere i produktionen.

- Vi oplever til tider, at vi skal kæmpe en del for at få maskinsnedkere og maskinsnedkerlærlinge, og det er vigtige kompetencer for os at have i huset. Derfor glæder vi os også meget over, at vi nu - udover de to lærlinge, vi allerede har - kan tilføje to mere til produktionen. De er allerede kommet rigtig godt fra start, siger Michael Hejlesen.