Rekordmange traner: Fuglene bliver i Nordjylland
Foto: Jan Skriver / DOF BirdLife
En grøn og våd januar giver rekordmange traner i det danske vinterlandskab.
Mens mange mennesker måske går og drømmer om sol og varmere himmelstrøg i det danske januar gråvejr, så har fuglene aflyst deres vinterferie ned til varmen.
Traditionelt trækker tranerne mod Frankrig og Spanien i vintermånederne for at finde mad, men den tur har mange af fuglene nu droppet til fordel for de våde danske marker.
Derfor lød tranens trompet i Lille Vildmose allerede den 18. januar i år.
Her kunne man, da det blev lyst, se et tranepar spankulerende tæt sammen, der ifølge Dansk Ornitologisk Forening (DOF) tilkendegav, at de er klar til familieliv i 2023.
Området er fyldt med høstede marker, der står under vand og tilbyder levninger fra sidste års høst af korn og kartofler - et fint sted at opholde sig for tranerne i den milde danske vinter.
Overvintrede først i Nordjylland
Ifølge DOF er der i år mange flokke af traner, der holder til i Jylland, men sådan var det ikke før i tiden.
I 2007 observerede man for første gang overvintrende traner i Danmark, da en lille flok holdt stand i området omkring Gårdbogård Sø mellem Frederikshavn og Skagen. Siden da er der blevet flere år for år.
- I takt med klimaændringer i retning af et lunere vejr vil vi komme til at opleve flere og flere overvintrende traner, bare der er ligeså mildt som denne vinter, siger Knud Flensted, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening.
Det er dog ikke bare det lunere vejr, der giver flere traner i Danmark. Generelt er bestanden af traner nemlig vokset markant de seneste år. Det betyder ifølge biologen, at der nu yngler omkring 750-900 par i Danmark.
Det har vist sig, at der skal en periode med hård frost eller udbredt sne til, før fuglene forlader deres jyske terræner. Hvis ikke det sker, bliver tranerne ved deres nordjyske ynglepladser.