Folketingsveteran stiller op til byrådet i nordjysk kommune
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Hvis han bliver valgt, får han en art kommunalpolitisk jubilæum. I 2025 vil det nemlig være 40 år siden, han stillede op til byrådet for første gang.
Når borgerne i Rebild Kommune skal til stemmeurnerne i 2025, får de en ganske velkendt og erfaren kandidat at sætte deres kryds ud for.
Bjarne Laustsen stiller nemlig op for Socialdemokratiet i kommunen, skriver partiet i en pressemeddelelse.
- Nu har jeg valgt at stoppe til Folketinget, og derfor tænker jeg, at det kunne være godt at komme hjem og bruge en periode på kommunalpolitik. Jeg synes stadigvæk, at jeg har noget at byde på. Jeg er slet ikke færdig eller udbrændt med politik, siger den 70-årige folketingsveteran.
Bjarne Laustsen blå bog
Født 9. december 1953 i Skivum, søn af Harry Laustsen og Anna Laustsen
Udlært maskinarbejder på dampskibsselskabet Norden
Har arbejdet på Hydrema fra 1976-1992
Været instruktør på Metalskolen Jørlunde fra 1994-1998
Blev valgt til Folketinget for første gang i Nordjylland i 1992 for Socialdemokratiet
Holdt pause fra Folketinget fra 1994-1998, hvor han igen blev valgt i Nordjylland for Socialdemokratiet
Er aktuelt fisekriordfører for Socialdemokratiet
Bjarne Laustsen har bestredet en lang række tillidserhverv, herunder formand for Metal Ungdom i Aalborg, medlem af bestyrelsen for Metal Aalborg og formand for socialdemokraterne i Metal Aalborg fra 1985-2001
Medlem af Støvring Byråd fra 1986-1993
Præsident for Beredskabsforbundet fra 2015-2016
Kilde: folketinget.dk
Bagerste række
Tilbage i september annoncerede Bjarne Laustsen, at han ikke agtede at stille op til næstefolketingsvalg, men at han agtede at sidde perioden ud.
Han sad første gang i Folketinget fra 1992 til 1994 som stedfortræder. Siden 1998 har han uafbrudt opnået valg i 'sin' kreds.
Ved valget i 2022 var det den kreds i Nordjylland, hvor Socialdemokratiet fik det bedste valg med 39 procent af stemmerne.
7601 nordjyder stemte dengang personligt på Bjarne Laustsen, som dermed fik tredjeflest stemmer af de syv S-politikere, der opnåede valg.
- Jeg tænker, at jeg sætter mig ned på den bagerste række, og så må vi se, om den erfaring, jeg har med i bagagen, er noget for medlemmerne, for jeg skal jo først opstilles, siger Bjarne Laustsen.
Det mener spidskandidat Peter Hansen helt sikkert, at den er.
- Vi er utrolig glade for, at Bjarne ikke bare lægger hænderne i skødet, efter hans mange års arbejde for Socialdemokratiet i Folketinget. Det bliver godt at få en erfaren kandidat med på holdet herhjemme, siger han.
Kommunalpolitisk jubilæum
Inden sin parlamentariske karriere var Bjarne Laustsen ansat på virksomheden Hydrema i Støvring, hvor han også var tillidsmand. Derfor var der i hans politiske liv ikke langt til den betegnelse, han siden har givet sig selv: Nordjydernes tillidsmand.
Samtidigt har Bjarne Laustsen boet det meste af sit liv i Støvring, og det kan derfor på alle måder blive en genkomst for folketingsveteranen. For hvis han bliver valgt ind i 2025, vil det være nøjagtig 40 år siden, han for første gang blev valgt til byrådet i Støvring og startede sin kommunalpolitiske karriere.
- Det bliver jo en genkomst eller en hjemkomst til lokalområdet, hvor jeg synes, at Rebild Kommune er i god gænge, men jeg vil gerne være med til at gøre den endnu bedre, siger Bjarne Laustsen.
Men bagerste række, Bjarne. Kan du leve med det i første omgang?
- Ja, det tænker jeg da, fordi jeg kan jo begå mig alle steder. Jeg behøver jo ikke at have nogle poster for at få mine synspunkter frem, og jeg synes, at der er så meget at kæmpe for.
Men om Bjarne Laustsen bliver en af kandidaterne i Rebild Kommune, afgøres først efter nytår, når Socialdemokratiet laver deres kandidatliste.