Bøvser, metangas og komaver - gymnasieelever skal ud af biologilokalet
Se indslaget med gymnasielever, der rører i komaver.
Projektet Youths Go Green skal få de unge tættere på klimaproblemerne, de snakker om.
Inde i en komave bliver der produceret metan. Masser af metan. Det kommer ud igen, når koen bøvser og drøvtygger og giver nogle af de klimaproblemer, som vi kæmper med lige nu.
I dag besøgte 2.A fra Støvring Gymnasium det Nationale Center for Fødevarer og Landbrug i Foulum. Her kunne eleverne i bogstaveligste forstand mærke teorien fra biologitimerne.
- Det er lidt mærkeligt. Ikke lige helt, som man havde forestillet sig, men det er da meget sjovt, forklarer Anne-Cathrine Danmark, kort efter hun har trukket sin arm ud af forsøgskoens mave.
2.A fra Støvring Gymnasium er med i projektet Youths Go Green. Et nordjysk projekt, der skal bringe unge tættere på grøn omstilling og de klimaproblemer, de taler så meget om.
- Det er meget vigtigt, at alle får en idé om, hvad de kan gøre for at hjælpe klimaet, så man ikke bare fortsætter i det samme gamle spor, siger Anne-Cathrine Danmark.
Hånden i maven gør teori til praksis
Steen Henrik Møller er seniorforsker. Det er ham, der står for at gøre teorien fra biologitimerne så brugbar som mulig.
- De kan jo se helt konkret, hvor metanen bliver dannet, og hvad det er for et system, vi arbejder med. Det er meget abstrakt at snakke om metan fra køer. Så for os er det rigtig vigtigt at vise, at det ikke er noget hokus pokus, vi går og laver, fortæller Steen Henrik Møller.
Projektet Youths Go Green har kørt siden 2020, og det slutter i år. I starten var det 7. og 8. klasser, der fik chancen for at opleve teori i praksis. Nu er det gymnasieklassernes tur.
- Det giver mere perspektiv på det, vi laver, så det ikke bare bliver noget, vi læser og snakker om på selve skolen. Ud og se, mærke, føle, hvad det egentlig kan bruges til, siger 2.A's biologilærer Jacob Bojer Tamberg.
Selv om det lugter af ko i stalden i Foulum, og maveindholdet på en ko ikke er det lækreste at stikke klør fem ned i, så er eleverne enige om, at det er godt at prøve biologien ude i virkeligheden.
- Vi har siddet i undervisningen og snakket om, at køerne forurener. Nu kommer vi ud og ser, hvad man egentlig prøver at gøre ved det. Det, synes jeg, er mega spændende og også ret vigtigt, påpeger Julie Enevoldsen fra 2.A.
- Jeg synes, det er et meget stort begreb, hvad man lige skal gøre, og hvad det indebærer. At vi kommer herud og ser, hvad man egentlig kan gøre, det giver en bedre indsigt, siger Julie Enevoldsen.
Hvis nogen her til sidst skulle undre sig, så kan koen faktisk ikke mærke, at man stikker en arm ind i mavesækken og roder lidt rundt. Nu har 2.A fra Støvring Gymnasium også prøvet det.