Halmlager overtændt: Brandfolk arbejder for at redde nabobygninger
Foto: Privatfoto
Et stort halmlager brænder søndag aften kraftigt i Fjerritslev. Efter den seneste tids mange brand i området har Nordjyllands Politi sendt flere patruljer til byen.
En ridehal på 2400 kvadratmeter, der bliver brugt som halmlager, brænder søndag aften voldsomt i Fjerritslev.
Der er tale om en ejendom på Bakkevej i byens sydøstlige udkant, og indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Claus Hermansen oplyser at hallen ved brandvæsnets ankomst var overtændt.
- Vi har alt mandskab fra stationen i Fjerritslev, og så har vi rekvireret en ekstra tankvogn fra Brovst. Vi har også sendt bud efter Beredskabsstyrelsen, som skal komme med en kran, så vi kan få pillet nogle tagplader ned, der ellers vil falde ned i ilden, siger indsatslederen.
Hans folk arbejder klokken 20.30 primært på at køle de omkringliggende bygninger ned, så ilden ikke spreder sig.
- Der er rigtig meget varme fra branden, og sådan en halmbrand kan man ikke rigtig slukke, så vi sprøjter vand på de andre bygninger for at redde dem.
- Man kan godt sige, at hallen allerede er gået tabt, og halmen kommer til at brænde hele aftenen og natten, og der vil formentlig stadig være ild imorgen (mandag red.).
Branden udgør ikke en fare for hverken mennesker eller dyr.
Meldingen om branden kom klokken 19.28 og Nordjyllands Politi reagerede ved at sende en indsatsleder og tre patruljer til Fjerritslev.
- Det gør vi, fordi vi er opmærksomme på de brande, der har været i Fjerritslev-området i den seneste tid, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Jørgensen.
Siden 6. oktober har der været brand i fem stråtækte sommerhuse i Slettestrand-området, der ligger nær Fjerritslev. I alle tilfælde mener man, en brandstifter har været på spil. Et sjette er blevet forsøgt antændt nær Thorupstrand, hvor der få dage efter var brand i en fiskekutter på land.
Senest blev to personbiler natten til lørdag sat i brand i Fjerritslev by. Her blev tre mænd set løbe fra stedet, men Nordjyllands Politi er stort set på bar bund i sagen.