Lokale tager kampen op mod brandstifteren
De påsatte brande ved Slettestrand og Vester Thorup fortsætter. Men nu har de lokale selv taget kampen op mod brandstifteren, og sat overvågningskameraer op.
De påsatte brande ved Slettestrand fortsætter. Men nu har de lokale selv taget kampen op mod brandstifteren, og sat overvågningskameraer op.
Borgerne i lokalområdet omkring Slettestrand er klar med overvågningskameraer i kampen mod den eller de personer, der den sidste uge har sat ild til hele seks sommerhuse.
- Jeg håber snart at alle de brænde ophører. Jeg frygter, at vedkommende pludselig sætter ild til et sommerhus med personer i. Det vil være en mega katastrofe, siger Michael Hauschildt Christophersen, der er fiskehandler i Vester Thorup.
Michael Hauschildt Christophersen bor bare en kilometer fra den seneste brand, og han kender flere med stråtækte sommerhuse i området.
- Jeg er jæger, og der bruger man en bestemt slags kameraer. Sådan nogle har vi nu fået sat op, også håber jeg, at vi fanger ham - eller endnu bedre, at vi får skræmt ham helt væk, siger Michael Hauschildt Christophersen.
Nordjyllands Politi har intensiveret patruljeringen i området, og teorien er at alle brande er påsatte – formentlig af en og samme person.
- Det tyder på, der er en der er blevet motiveret af Svinkløv branden, og synes det var flot og derfor drives til at tænde ild og se blå blink, siger Frank Olsen, vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi.
I lokalområdet er stemningen præget af, at der er en brandstifter på spil
- Det er en meget trykket stemning. Vi kender næsten alle sammen hinanden i byen, så de her brande de kommer virkelig tæt på, siger Michael Hauschildt Christophersen.