Fra Thisted til Tokyo: Susanne fik sølv i Rio - nu rider hun på ny hest
Foto: Privatfoto
Da 7-årige Susanne var i Jespershus Blomsterpark, nåede hun ikke længere end til ponyerne. I dag er Susanne Jensby Sunesen med i dressurkonkurrencen ved de Paralympiske Lege i Tokyo.
Susanne Jensby Sunesen deltager ved de Paralympiske Lege i dressur for tredje gang. Torsdag er hun i sadlen for første gang. Lær thyboen lidt bedre at kende i dette lille portræt.
Rettelse: Paralympiske Lege 2021
TV2 Nord har stillet de danske PL-deltagere med nordjysk tilknytning de samme 10 spørgsmål, så vi kan lære dem lidt bedre at kende, inden vi sætter os foran skærmen og hepper på dem. Spørgsmålene handler både om deres sport og hvem de er som mennesker.
1. Hvor er du vokset op?
- Jeg er vokset op i Hundborg, som ligger mellem Thisted og Vesterhavet.
Jeg var “stemplet” som kørestolsbruger.
Paradressurrytter Susanne Jensby Sunesen
2. Hvem består din nærmeste familie af?
- Min mand Helmer og datter Sara samt mine søskende Orla, Anette og Anne Marie.
BLÅ BOG
Navn: Susanne Jensby Sunesen.
Alder: 44 år.
Klub: Sportsrideklubben Thisted.
Meritter: PL-sølv i 2016 og EM-guld i 2017.
Sociale medier: Susanne Jensby Sunesen har p.t. 246 følgere på Instagram (@sjsunesen) og 1310 venner på Facebook.
Første ridt: Torsdag 26. august. DR2 sender fra dressurkonkurrencen klokken 8.55 til 10.40 og igen fra 12.00 til 13.20, hvor Susanne Jensby Sunesen skal i aktion.
Bonusinfo: Susanne Jensby Sunesen rider på hesten Leeds, der er hjemmeavlet fra det stutteri, hun driver sammen med sin mand. Da hun vandt sølv ved PL i Rio de Janeiro i 2016, red hun på Thy’s Que Faire, som Susanne Jensby Sunesen "pensionerede" som konkurrencehest efter VM i 2018.
3. Hvad består dit handicap af, og hvordan fik du det?
- Jeg kom til skade i 2006, hvor jeg fik en halmballe over mig og brækkede ryggen. Jeg var “stemplet” som kørestolsbruger. Men fik delvis gang i benene og kan idag gå med skinner på mine underben og krykker. Min mand hjalp mig meget i genoptræningen og har en stor andel i, at jeg gik fra at være lænket til en kørestol til at kunne gå med hjælpemidler.
4. Hvornår begyndte du på din sport?
- Jeg begyndte til ridning, da jeg var seks år og har redet lige siden 😊
5. Hvorfor er din sportsgren så fed at dyrke?
- Det er fedt, når man som rytter får det rigtige moment med hesten. Ligesom et dansepar skal trin og rytme passe sammen, og det samme gælder for ridning.
6. Hvem udover dig selv har størst andel i, at du er nået så langt med din sport som du er?
- Min mand har en kæmpe stor andel i, at jeg er kommet så langt i min sport. Han er min daglige træner og sparringspartner. Uden Helmer var jeg ikke kommet så hurtigt tilbage i sadlen og genfinde samspillet med hesten.
7. Hvad er dit yndlingssted i Nordjylland og hvorfor?
- Nationalpark Thy har så meget at byde på med flotte skove og Vesterhavet.
8. Hvad laver du helst, når du ikke dyrker din sport?
- Jeg kan godt li' at lave mad og hygge med familien.
9. Hvad har været det bedste og det værste ved corona-epidemien?
- Det bedste har været kvalitetstid med min datter Sara, som ikke var i skole. Det var sjovt at få et indblik i hendes skoledag. Det værste har været isolationen fra den almindelige hverdag.
10. Hvis du kunne forbedre verden på ét punkt, hvad ville det så være?
- Der er meget spild - især madspild. Samtidigt er der steder, hvor mennesker dør af sult. Kunne jeg udligne det, ville jeg gøre det.