Går efter tredje PL-guld: Peter kan komme i lille og eksklusiv klub
Foto: Sergio Moraes/Reuters/Ritzau Scanpix
Peter Rosenmeier havde meget tidligt i livet styr på, hvordan han skulle fejre sine sejre.
Peter Rosenmeier er opvokset i Hadsund. Nu er bordtennisspilleren i Tokyo og kæmper for at vinde sin tredje guldmedalje ved de Paralympiske Lege. Han er første gang i kamp onsdag 25/8 klokken 06.00 dansk tid og sendes på DR2.
Rettelse: Paralympiske Lege 2021
TV2 Nord har stillet de danske PL-deltagere med nordjysk tilknytning de samme 10 spørgsmål, så vi kan lære dem lidt bedre at kende, inden vi sætter os foran skærmen og hepper på dem. Spørgsmålene handler både om deres sport og hvem de er som mennesker.
1. Hvor er du vokset op?
- I Hadsund, hvor mine forældre stadig bor.
2. Hvem består din nærmeste familie af?
- Min mor Lisbeth, far Hans og så mine to storebrødre Jesper og Søren. Min ”egen” familie består af min hustru Marléen og vores to døtre; Stella (12) og Alix (6).
Jeg har spillet i rigtig mange år, og jeg glæder mig stadigvæk til hver eneste træning.
Peter Rosenmeier, bordtennisspiller
3. Hvad består dit handicap af, og hvordan fik du det?
- Jeg er født med forskellige arm- og bendefekter. Man ved den dag i dag ikke hvordan eller hvorfor, at det blev som det blev.
4. Hvornår begyndte du på din sport?
- Jeg startede hjemme i mine forældres kælder, hvor vi havde et bordtennisbord, men begyndte først i klub, da jeg var 11-12 år.
5. Hvorfor er din sportsgren så fed at dyrke?
- Bordtennis er verdens hurtigste sport. Der er utroligt meget taktik og på trods af et ret stort handicap, så kan jeg alligevel spille med på rigtig højt niveau i almenidrætten – det er fedt! Derudover er der ingen kedelige træninger. Jeg har spillet i rigtig mange år, og jeg glæder mig stadigvæk til hver eneste træning.
BLÅ BOG
Navn: Peter Rosenmeier.
Alder: 37 år
Klub(ber): Hillerød Bordtennisklub, FIFH Malmö og Bergen HIL.
Meritter: PL-bronze i 2004 og i 2012, PL-guld i 2008 og 2016, EM-guld i 2019 og VM-guld i 2010 og 2018.
Sociale medier: Peter Rosenmeier har p.t. 2305 følgere på Instagram (@rosenmeiertt) og 5058 følgere på Facebook (@rosenmeiertt)
Første kamp: Onsdag 25. august. Kampen er sat til at starte klokken 06.00, bliver sendt på DR2 og genudsendes klokken 12.15. Han skal - hvis alt går vel - spille finale lørdag 28. august.
Bonusinfo: Vinder Peter Rosenmeier guld igen, kommer han med i en lille, eksklusiv klub af danske sportsudøvere, der har vundet PL-guld tre gange eller flere. Her finder man blandt andre John "piskeriset" Petersson, der vandt 6 PL-guld i svømning, og Jackie Tony Christiansen, som har vundet guld i kuglestød ved tre Paralympiske Lege.
6. Hvem udover dig selv har størst andel i, at du er nået så langt med din sport som du er?
- Det er først og fremmest mine forældre. Til trods for mine fysiske begrænsninger så lod de det ikke begrænse, hvad jeg fik lov til at kaste mig ud i.
- Jeg ved, at mange forældre ikke ville have givet mig lov til at starte til fodbold, da jeg var 6-7 år gammel af frygt for det nederlag som kunne komme, men heldigvis for mig er mine forældre ikke som de fleste og lod mig kaste mig over det, som jeg havde lyst til uanset hvor dårlig en idé, det umiddelbart var.
7. Hvad er dit yndlingssted i Nordjylland og hvorfor?
- Det er uden tvivl Aalborg Stadion (Aalborg Portland Park). Jeg har haft nogle fantastiske oplevelser der, og følger AaB meget tæt uanset hvor i verden jeg er.
8. Hvad laver du helst, når du ikke dyrker din sport?
- Så ser jeg fodbold eller er sammen med min familie.
9. Hvad har været det bedste og det værste ved corona-epidemien?
- Det er svært lige umiddelbart at finde noget meget positivt, men det værste er helt sikkert at jeg ikke får mulighed for at tage min familie med til Tokyo. Jeg ville rigtig gerne have givet mine børn den oplevelse.
10. Hvis du kunne forbedre verden på ét punkt, hvad ville det så være?
- Hold da op! Det er noget af et spørgsmål… Jeg synes, at der er meget at tage fat på, men for den næste generations skyld vil jeg ønske, at de sociale medier ikke vil være så stor en holdeplads for mobning. Det er et kæmpestort problem, som er rigtig svært at gøre noget ved. Man kan bare gå ind på en hvilken som helst side og se, hvor svært vi voksne har ved at opføre os ordentligt.