Skal almindelige nordjyder være bekymrede? Flere overtræder knivloven
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I Nordjylland går det den forkerte vej, når det kommer til antallet af overtrædelser af knivlovgivningen.
Andre steder i Jylland falder antallet af sigtelser for overtrædelse af knivloven. Men i Nordjylland går tendensen den gale vej.
Det viser tal fra Justitsministeriet.
I 2023 var der i Nordjylland 307 overtrædelser af knivloven mod 267 i 2022. Faktisk var tallet i 2018 helt nede på 186.
- Jeg kan jo ikke rigtig svare for andre politikredse, men her i Nordjylland har vi et markant øget kontroltryk, fordi vi har set en del knivstikkerier igennem de sidste to til tre år. Og det gør simpelthen, at vi stopper flere kriminelle, og vi ser efter, hvad de har i lommerne, og deraf finder vi selvfølgelig også flere knive, siger Niels Kronbrog, der er vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi.
Så du tror måske, det er fordi, I faktisk stopper flere, at I også finder flere?
Jamen, vi kan jo ikke afvise, at der også er flere knive i det kriminelle miljø netop på baggrund af de konfliktscenarier, vi har set igennem de sidste to til tre år. Men der er ingen tvivl om, at vores kontroltryk, det betyder rigtig meget for antallet af sigtelser, siger han.
Negativ udvikling blandt de unge
Netop i de seneste uger har der været flere tilfælde af knivstikkerier, og det er man hos politiet ganske opmærksom på. Her har flere af episoderne haft relation til de kriminelle miljøer.
- En del af den konflikt, vi har set her i Nordjylland, er jo banderelateret. Og det er også hos en af de her grupperinger, vi finder en hel del knive, siger Niels Kronborg, inden han afslører, at der er tale om GT-gruppen.
Siden 2018 er antallet af overtrædelser i knivloven steget landet over fra i alt 2470 tilfælde til 3540 tilfælde. Men andre steder i Jylland har de formået at vende tendensen med knivovertrædelser.
Det er desværre ikke kun på antallet af overtrædelser i knivloven, at Nordjylland skiller sig ud. Det også blandt de unge mellem 15 og 18 år, hvor antallet af sager er gået fra 42 i 2022 til 52 i 2023.
- En del af de unge, som indgår i de kriminelle miljøer, er jo i den aldersgruppe der, og det er jo klart, at det også har effekt på den aldersgruppe, når vi laver den her massive kontrol, siger vicepolitiinspektøren og bekræfter, at de unge her er en del af bandemiljøet.
Skal man være bekymret?
De fleste af de knive, som folk bliver taget med, er isoleringsknive, som man eksempelvis kan købe i byggemarkeder.
Niels Kronborg mener dog ikke, at man som almindelig nordjyde skal være bange for at færdes i Nordjylland eller Aalborg, hvor de fleste tilfælde finder sted. Han forstår dog godt, hvis nogle borgere bliver utrygge, når de hører om knivstikkerierne i medierne.
- Men de skal være klar over, at vi er selvfølgelig er markant til stede i de her miljøer. Vi gør en stor indsats for at inddæmme det og sørge for, at der ikke er så mange knive i omløb, siger han og tilføjer:
- Det handler primært om interne opgør i det kriminelle miljø.
Vicepolitiinspektøren opfordrer til, at folk undgår kontakt med det kriminelle miljø.
- Det er altid en god idé at holde afstand til de kriminelle miljøer i det hele taget. Hvis man er ude og gå og ser sådan en episode her, så skal man selvfølgelig holde god afstand og være et godt vidne for os i stedet for. Der er ingen grund til at komme for tæt på, siger han.