Kort Nyt

Efter sag om vanvidskørsel: Milliondyr Lamborghini ryger nu på auktion

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Er du på udkig efter en Lamborghini?

Så behøver du ikke lede længere.

For nu ryger en Lamborghini, der blev beslaglagt ved Hjørring efter en sag om vanvidskørsel i Nordjylland, på auktion i Vejle.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Lamborghinien blev beslaglagt i 2021, efter bilens ejer var på vej hjem fra Tyskland med sin dengang nyindkøbte Lamborghini. Undervejs drønede han fra Tyskland op gennem Jylland, og på Hirtshalsmotorvejen blev han målt til at køre intet mindre end 228 kilometer i timen

Derfor blev ejeren - den norske statsborger Shaka Ameen - dømt for vanvidskørsel ved byretten i Hjørring 18. februar 2022. Derudover fik han 20 dages fængsel og mistede sit kørekort og senere altså også sin Lamborghini Huracan Spider til en værdi af tre millioner kroner.

Selv afviste Shaka Ameen, at han overhovedet havde kørt så hurtigt, og han ankede derfor dommen, der dog blev stadfæstet af Vestre Landsret 14. juni. 

- Praksis i denne sag er ikke anderledes end i andre sager, hvor politiet skal bortauktionere biler, knallerter, cykler og så videre. For politiet har det ingen betydning, hvor meget et salg indbringer. Men man kan sige, at skatteborgerne har en interesse i prisen, for pengene fra auktionen tilfalder statskassen, siger specialanklager Morten Sønderby.

Bilen ryger på auktion i Vejle ved BCA Auto Auktion 4. marts. 

Få et oprids af sagen her:

Frederikshavns kommunalpolitikere bremser byudvikling

Sådan lyder anklagen fra Sæby Handel, fordi et projekt på Aalborgvej i Sæby nu har lange udsigter.

- Det vil styrke Sæby, fordi når du kører inden til Sæby, vil du se, at det er en by i drift. Det er en by, hvor der er liv. Der er investeret, og kæderne bliver interesseret i Sæby, og når der kommer en kæde til, kommer der altid flere til. Det er sådan det er, siger formanden for Sæby Handel, Hans Ole Kalhøj.

For ejendomsudvikling Nord, der står bag to projekter på Aalborgvej i Sæby, kan ikke komme igang med deres projekter, fordi politikerne i kommunen i sidste uge besluttede, at der skal laves en samlet detailanalyse.

- I stedet for at vi skal til at lave en (red. detailhandelsanalyse) ude på Aalborgvej, en anden på Aalborgvej, en i City Vest, en på Hjørringvej i Frederikshavn og en i Skagen, så vælger vi at lave en samlet detailhandelsanalyse for hele kommunen, siger formanden for Plan- & Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune Peter E. Nielsen (S).

Det er et lovkrav, at der skal laves en detailhandelsanalyse, når der nogen søger om at lave butik eller detailhandel udenfor et område, som der i forvejen i kommuneplanen er udlagt til butikker. En samlet detailhandelsanalyse for hele kommunen tager i følge udvalgsformanden mellem et halvt og et helt år at få på plads, og indtil da er alle projektet sat på pause.

- Der er jo ingen investorer, der på længere sigt kan fatte interesse for Frederikshavn Kommune, når man med sådan en analyse bremser udviklingen, for det er det, man gør med den detailhandelsanalyse, siger formanden for Sæby Handel, Hans Ole Kalhøj.

Kantspiller får kontrakt med AaB efter prøvetræning

Den 17-årige ghaneser Gabriel Quartey har gjort det så overbevisende under prøvetræningerne hos AaB, at han har sikret sig en fire-årig kontrakt med Superliga-klubben.

Det skriver AaB i en pressemeddelelse.

- Gabriel Quartey har vist sig godt frem i træningerne med både Superliga-truppen og U/19 Liga-holdet, og vi kan se nogle spidskompetencer, som han forhåbentlig kan videreudvikle og udfolde i de kommende år i AaB, siger AaB's sportsdirektør James Gow.

Kontrakten gælder fra 14. januar 2025, hvor Gabriel Quartey fylder 18 år.

Supersygehus ramt af ny vandskade

Listen er efterhånden lang, når det kommer til skader og mangler på det nye Aalborg Universitetshospital, som er ved at blive bygget i Aalborg Øst, og den blev fredag endnu længere.

Her opdagede en medarbejder nemlig, at der kom vand ned i sterilcentralen på supersygehuset, oplyser projektdirektør Asger Schou fra Region Nordjylland i et skriftligt svar til TV2 Nord.

Derfor blev der hurtigt iværksat foranstaltninger og hidkaldt flere medarbejdere og et skadesfirma, mens de berørte rum hurtigt blev udtørret og er under udbedring.

'Jeg slår jer ihjel': Mand anholdt to gange på kort tid

En 24-årig mand fra Nørager blev natten til søndag anholdt to gange inden for få timer.

Først blev han nemlig stoppet for spirituskørsel ved McDonald's ved Haverslev, hvor han blæste over det tilladte. Derfor blev han taget med til en blodprøve.

Men da politiet løslod den 24-årige mand, råbte han til politibetjentene, at han 'ville slå dem ihjel', og derfor blev han anholdt igen og sigtet for trusler mod tjenestemænd.

Manden blev dog efterfølgende løsladt igen.

Folkekirkens Hus får ny leder

Hanne Dahl bliver fra 1. marts 2025 ny leder for Folkekirkens Hus i Aalborg.

Hanne Dahl er cand.theol. og ph.d. i statskundskab og har erfaring fra både folkekirken, forskning, politik og frivilligt arbejde.

Hun kommer fra en stilling som sognepræst ved Budolfi Kirke og har siden 2022 været formand for Røde Kors Aalborg.

Ambitionen er ifølge Aalborg Stift blandt andet at nå ud til endnu flere nord- og nordvestjyder. 

Blå bog

  • Uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet i 2010 og ph.d. i statskundskab fra Aalborg Universitet i 2021 med afhandlingen i ”Velfærdsstatens religiøse rødder.”

  • Præst i Aalborg stift siden 2010, blandt andet sognepræst i Dronninglund-Dorf Pastorat, studenterpræst og senest sognepræst i Budolfi Kirke i Aalborg.

  • Forsker på Aalborg Universitet fra 2014-2021.

  • Erfaring som bl.a. politisk assistent og politiker i Europa-Parlamentet, forlagsredaktør og projektleder.

  • Medlem af bestyrelsen for Folkekirkens Hus siden 2014.

  • Formand for Røde Kors Aalborg siden 2022.