Politisk trafikdebat: Politiske modstandere skyder hårdt på Enhedslisten
”Enhedslisten vil have flere skinner og hest og vogn” og ”bilerne er kommet for at blive,” lød det blandt andet fra politiske modstandere i direkte debat til Enhedslistens nordjyske medlem af Folketinget Peder Hvelplund.
Bølgerne gik højt i gårsdagens Fokus-debat på TV2 Nord. På dagsordenen var regeringen og Dansk Folkepartis infrastrukturplan, der den seneste uge har trukket overskrifter i landets medier – blandt andet på grund af en planlagt omfartsvej i Mariager.
Med i debatten var blandt andre Enhedslistens Peder Hvelplund og transportordfører hos Dansk Folkeparti, Kim Christiansen. Folketingsmedlemmet fra Enhedslisten kritiserer – ligesom mange andre har gjort det – regeringen og Dansk Folkepartis prioritering i forhold til omfartsvejen ved Mariager.
Kim Christiansen mener dog ikke, at Peder Hvelplund har nok indsigt i lokalområdet i Mariager til, at han kan udtale sig.
- Du vil have flere skinner og hest og vogn og et eller andet. Det er jo dit partis politik. Men lad vær’ med at nedgøre det her beslutning. Den er truffet på et meget sagligt grundlag, lyder det i debatten fra Kim Christiansen.
- Biler er kommet for at blive
Peder Hvelplund mener, at regeringen og Dansk Folkepartis infrastrukturplan har store mangler i forhold til den kollektive trafik. Der er for meget fokus på bilisterne.
- Det afgørende er netop, at vi skal have omstillet vores transportbehov, siger Peder Hvelplund og fortsætter:
- Den her plan fokuserer ensidigt på asfalt og på at bygge veje, hvor man kan sige, at der er et behov for at få udbygget den kollektive trafik, så de, der har mulighed for at bruge det, får bedre muligheder, og det bliver billigere.
Med i torsdagens Fokus-panel var også folketingsmedlem fra Liberal Alliance Christina Egelund, og hun mener, at prioriteringen har været helt på sin plads i forhold til den kollektive trafik:
- Jeg går ind fra kollektiv trafik de steder, hvor det giver mening, og hvor det er den bedste måde at gøre det på. Vi er også bare i en del af landet, hvor man ikke kan få et familieliv eller liv til at hænge sammen, medmindre at man har en bil.
- Det er i altså også nødt til at vende jer til i Enhedslisten, at biler er kommet for at blive og asfalt også er noget, man skal investere i, siger Christina Egelund.
Forsker: En besynderlig proces
Siden offentliggørelsen af planen har der lydt kritik fra flere kanter. Også trafikforsker ved AAU, Harry Lahrmann, undrer sig over processen omkring aftaleparternes prioriteringer.
- Jeg tænker jo, at det er en lidt besynderlig proces, der har været. Der er mange eksempler på noget, vi kunne have lavet i Nordjylland. Men det, der er sket, er jo, at Centraladministrationen har fodret forligsgruppen med en lang række projekter, og så har de så siddet og handlet lidt bag lukkede døre: ”Nu får du den omfartsvej, nu får du den bane, og nu får du den Limfjordsforbindelse.” Og så kommer de jo så ud med et færdigt resultat, der beslaglægger budgettet mange år frem i tiden, siger Harry Lahrmann.
Christina Egelund forsvarer dog processen, og siger det har foregået ligesom ved alle andre politiske forhandlinger, hvor der bliver givet og taget for at nå til enighed.
- Jeg synes lidt, at du får det til at lyde som rent Hjallerup Marked, hvor man bytter infrastrukturprojekter med hinanden. Det er jo ikke helt rigtigt. Det er jo ikke projekter, der bare sådan lige er trukket ud af den blå luft, lyder det fra Egelund.
Du kan se hele debatten i klippet øverst i artiklen.