Fokus: Omfartsvej ved DF-politikers hjemby til debat
Foto: TV2 Nord (Arkiv)
Regeringens plan om en omfartsvej ved Mariager har skabt overskrifter hele ugen. Også i torsdagens "Fokus", hvor bølgerne gik højt i debatten.
Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, har fået et stort ønske opfyldt. En omfartsvej omkring sin hjemby Mariager bliver en realitet, hvis regeringens trafikplan bliver stemt igennem efter folketingsvalget.
Omfartsvejen kommer til at koste 377 millioner kroner, og i aftenens udgave af programmet ”Fokus” blev der i heftige vendinger diskuteret nødvendigheden af vejen, samt Kim Christiansens egne interesser i den.
- Der er ingen tvivl om, at omfartsvejen i Mariager er stemt ind, fordi Kim Christiansen er fra Mariager, og det er personlige interesser. Det er en aftale, hvor det har været de muliges kunst. Det er en forfejlet måde at lave politik på. Det er helt afgørende, at der ikke bruges millioner på en omfartsvej i Mariager for at få stemmer, sagde Peder Hvelplund, der er folketingskandidat for Enhedslisten i Nordjylland.
Men den udlægning var Kim Christiansen ikke enig i:
- Vi har præsenteret et udspil til 112 milliarder, og det eneste folk går op i er en omfartsvej i Mariager, fordi jeg tilfældigvis bor i byen. Jeg synes, det er direkte uforskammet af Peder Hvelplund at udtale sig om nødvendigheden af den vej. Han bor oppe i Nordjylland, hvad i alverden ved han om det? Sagde Kim Christiansen under debatten.
Forhandlingssituationen
Til det kunne Peder Hvelplund fortælle, at han har været i Mariager flere gange og også spist is i byen. Til gengæld har han svært ved at forstå, hvorfor regeringspartierne har givet efter for ønsket om en omfartsvej:
- Jeg synes, det er helt fair, at Kim Christiansen har et ønske om en omfartsvej ved Mariager, men det er da helt hul i hovedet, at det kan blive et af projekterne. Der bliver brugt 377 millioner kroner på en fuldstændig overflødig vej. Jeg synes ikke, man skal skyde på Kim Christiansen, for han har fået et ønske igennem, man skal skyde på den regering, der har ladet ham gøre det.
Vi har præsenteret et udspil til 112 milliarder, og det eneste, folk går op i, er en omfartsvej i Mariager
Kim Christiansen, Dansk Folkeparti
Liberal Alliances spidskandidat i Nordjylland, Christina Egelund, havde svært ved at følge Peder Hvelplund, for hun ser det som helt naturligt, at der er givet penge til et projekt, som det primært er Dansk Folkeparti, der ønsker:
- Det er jo sådan i politik, at man går på kompromis og møder hinanden. Dansk Folkeparti har haft et stort ønske om en omfartsvej, så det har de fået. Selvfølgelig har de indflydelse, når vi forhandler.
I torsdags var TV2 Nord på besøg i Mariager for at høre, hvad butiksejere og turistforeningen siger om planerne om omfartsvejen. Du kan se indslaget her: