Nanna danser folkedans i Aalborg - hun er vokset op med den traditionsrige dans
I dag blev vandet i Limfjorden forvandlet til et dansegulv. I de her dage bliver årets udgave af landstævnet for folkedanskere og spillemænd afholdt i Aalborg, hvor 450 personer fra hele landet deltager. Og i dag blev der ikke bare danset folkedans. Der blev danset polkaplask.
10-årige Nanna Lukasiewicz fra København er taget til Aalborg for at danse folkedans sammen med 450 andre folkedansere. For hende er folkedans nemlig en livsstil.
Den traditionelle folkedans er sjældent en sport, der kædes sammen med helt unge - men 10-årige Nanna Lukasiewicz er undtagelsen.
For hende er danse som rheinlænder og matrosvals nemlig meget mere end dans.
- Det er en livsstil for os, og det skaber glæde, fortæller hendes mor, Mette Lukasiewicz.
Og hele familien Lukasiewicz er i disse dage i Aalborg for at danse folkedans, da Aalborg er vært for landsstævnet for folkedansere og spillemænd.
Her deltager omkring 450 personer fra hele landet.
- Det er hyggeligt, fordi man er sammen med familie og venner. Det er en tradition at være med til landsstævnet, og det er hygge og meget fedt at være sammen med alle dem, man kender, siger Nanna Lukasiewicz.
Tøj med traditioner
Landsstævnet slutter lørdag, hvor deltagerne inviteres til at kigge forbi Aalborg Historiske Museum, der netop i disse dage sætter fokus på folkedans.
Det sker med udstillingen Tøj med traditioner, der fortæller historien om, hvordan de folkedragter, som folkedansere bruger, som oftest er kopier af autentisk bondetøj fra 1800-tallet.
Her kan man side om side med originalt bondetøj fra Aalborg Historiske Museum og Vendsyssels Historiske Museums samlinger se moderne folkedragter, og dermed med egne øjne se, hvorledes de ikke blot er inspireret af, men direkte kopierer det gamle tøj – alt sammen fremstillet efter de samme gamle håndarbejdsteknikker, både hvad angår syning, vævning, stoftryk, broderi og strikning.
Kopierne i udstillingen er lavet af folkedansere med sans for håndarbejde ud fra originalt bondetøj i museets samlinger, og den viser de mange arbejdsprocesser, der skal til for at fremstille en god kopi: Hvordan man begynder med at se på den originale dragtdel, tegner den op og beskriver den i alle detaljer samt tidsbestemmer den efter materialer og datidens mode.
Udstillingen er et resultat af et samarbejde med Dans Danmark – Dragtudvalget ved Folkedanserlandsstævnet i Aalborg 2022.