Møllgaard bliver jaloux på børnene og hader bløde pakker
Foto: Gong John
Frem mod jul flytter fire kendte nordjyder ind på Skovsgård Hotel til en ærlig samtale med hotellets ansatte. Tredje gæst er håndboldspiller Henrik Møllgaard.
Håndboldspiller Henrik Møllgaard er kendt for sin lune humor, og i tredje afsnit af 'Et meningsfyldt ophold' er han på besøg på Skovsgård Hotel.
Det er de tre ansatte fra hotellet - receptionisten Malene, tjeneren Lasse og kokken Karina - der er værter i TV2 Nord-serien, hvor fire kendte nordjyder kommer på besøg.
Se programmet her - artiklen fortsætter under udsendelsen:
Denne gang har de sørget for en vaskeægte julemenu bestående af skinke, grønlangkål, brune kartofler og rødbeder.
Udover julemad er julen ensbetydende med gaver. Et emne, som de tre værter også bringer på bordet henover julemiddagen.
Hvad er den værste gave, du har fået?, spørger Karina Zemler.
- Jeg har virkelig altid hadet bløde gaver. Eller når man er i parforhold, så kan man også få fælles gaver nogle gange. Det er endnu værre. Det er jo ikke mig, der har ønsket mig en støbejernsgryde, siger Henrik Møllgaard til stor forståelse for alle omkring bordet.
Jaloux på børnenes håndboldture
Henrik Møllgaard er efterhånden en veteran i håndboldsporten, hvor den 39-årige forsvarsekspert har vundet massevis af medaljer med både landsholdet og diverse klubhold.
Og så er det gode spørgsmål, hvad gør man af alle de medaljer?
- Børnene elsker at have dem med i skole og vise dem frem. Så det får de lov til, og så ligger de og roder rundt et eller andet sted i en kasse. Så kan det være, at jeg hiver dem frem en gang, hvis jeg nu savner håndbolden alt for meget, siger Møllgaard.
Men på trods af en karriere over flere årtier i topsport, så mindes Henrik Møllgaard barndommens håndbold, hvor motivationsfaktoren var fællesskab og sammenhold.
- Det er jo ikke alle medaljerne og kampene, jeg kan huske, men det var alle de der håndboldture med luftmadrasser, hvor man var til ungdomsdiskotek og lavede skøre ting. Jeg bliver jo så jaloux, når mine børn tager afsted nu, siger Henrik Møllgaard.
Aalborg-spilleren har de seneste 12 år boet i Aarhus, og det harmonerer ikke så godt i værternes ører, når han samtidig er håndboldspiller i Aalborg Håndbold.
Derfor vil de gerne have ham til at flytte ind sammen med dem på Skovsgård.
Læs mere om Skovsgård Hotel
Skovsgård Hotel er en socialøkonomisk virksomhed, der giver mennesker med forskellige handicap mulighed for at være en del af arbejdsmarkedet.
Skovsgård Hotel har fungeret som socialøkonomisk virksomhed siden 1992.
I 1994 opstår også det økologiske gartneri "Råd og Dåd", som er et søsterprojekt til hotellet, ligesom der er kommet en genbrugsbutik til.
Skovsgård Hotel drives efter det mottoet “Ingen kan alt. Alle kan noget. Sammen kan vi drive et helt hotel.”
- Jeg er da imponeret indtil videre. Hvis jeg kan få værelse 9 fremover, kan det godt være, det er en aftale, vi kan lave, siger Henrik Møllgaard med et smil.
Se 'Et meningsfyldt ophold' længere oppe i artiklen eller på TV 2 Play.