K-politiker ind i kampen: Lægestuderende skal have transporten betalt
Foto: Iben Hedemann
Regionsrådspolitiker Per Larsen (K) frygter, at det fjernede transporttilskud til lægestuderende vil få store konsekvenser for lægedækningen i Region Nordjylland.
Det kan blive dyrt for lægedækningen i Region Nordjylland, at de lægestuderende ikke længere får dækket deres transportudgifter under praktikforløb. Derfor går Konservatives Per Larsen nu ind i sagen.
Det kan få store konsekvenser for lægedækningen, at lægestuderende ikke længere kan få dækket deres transportudgifter, når de skal i praktik langt fra deres bopæl.
Det kunne TV2 Nord fortælle i torsdags, da 55 studerende fra Aalborg Universitet demonstrerede mod det fjernede tilskud ved at cykle 55 kilometer på de nordjyske landeveje iført blå kitler og operationshætter.
Og det har nu fået regionspolitiker Per Larsen (K) til at gå ind i sagen. Han mener, det er problematisk, at de lægestuderende fremover selv skal betale deres transport, når de skal ud i de obligatoriske praktikophold. Især fordi udgifterne kan løbe op i flere tusinde kroner for en enkelt studerende.
- Jeg vil rejse sagen i bestyrelsen i Danske Regioner, hvor vi må forlange, at ministeren finder en løsning på problemet. Pengene findes allerede, og for at begrænse bureaukratiet kan sagen for eksempel løses med et rejsekort, der giver adgang til fri rejse mellem bopæl og praktiksted, i den givne periode, lyder det fra Per Larsen.
Svært at trække læger til
Indtil oktober i år har det været muligt for de lægestuderende at betalt deres rejseudgifter, hvis praktikken eksempelvis har ført dem til Skagen eller andre byer langt fra studiebyerne.
Men det har Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte sat en stopper for. I et brev sendt til alle fire universiteter i Danmark, der uddanner læger, har styrelsen meddelt, at de ikke længere må refundere udgifterne, da der ikke er hjemmel for at gøre det i loven.
Heller ikke selv om det i flere år har været almindelig praksis for universiteterne. Og regionsrådspolitiker Per Larsen frygter nu, at det kan betyde, at det fremover vil blive svært at trække nye læger til udkanten af regionen.
- Vi har i Nordjylland et stort behov for, at de lægestuderende kommer rundt til lægeklinikker og hospitaler i hele regionen, hvor de får et grundlæggende kendskab til det nordjyske sundhedsvæsen, siger Per Larsen.