Grundlovsdag blev fejret i stor stil, men én ting manglede
Grundloven blev fejret, men gennemsnitsalderen blandt deltagerne i grundlovsmøderne måtte gerne være lavere, mener folketingsmedlem.
Grundlovsdag er i dag blevet fejret med traditionsrige grundlovsmøder en række steder i Nordjylland.
Markeringen af, at det er 174 år siden grundloven afløste enevælden blev markeret i lunt vejr og høj sommersol. Her foldede demokratiets festdag sig ud med taler og hyggeligt samvær og en bevidsthed om, at demokrati og grundlov er noget, der skal værnes om.
En dag, der samler unge og gamle samt politikere flere steder i regionen.
Én ting er de enige om:
- Det er enormt vigtigt at fejre grundlovsdag, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).
- Grundlovsdag er altid vigtigt, lyder det fra digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre (V).
- Jeg synes, det er utrolig vigtigt, at vi får fejret grundloven, siger folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V).
Taknemmeligheden vokser
Og på en dag som grundlovsdag bliver flere mindet om at være taknemmelig for det samfund, vi lever i.
- Jeg tror bestemt, at krigen i Ukraine også har sin indirekte betydning for sådan noget her. Det er en måde at fortælle, at vi står sammen, siger folketingsmedlem Preben Bang Henriksen, om fremmødet i Uggerhalne, hvor flere politikere talte til befolkningen.
- Vi er alle sammen en lille smule bange. Vi står sammen om nogle ting, og det tror jeg, mange har lyst til at høre om og vise deres forståelse for, siger folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen (S).
- I Ukraine kæmper de jo for det, vi har i dag. De kæmper for fred, frihed og demokrati, som er under pres i Ukraine. Derfor betyder dagen ekstra meget, siger digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre (V).
- Det er jo den, der giver os ret til at stemme i vores land. Den, der gør, at vi alle sammen er med til at præge det samfund, vi har. Det er vi nødt til at blive ved med at insistere på at have, for der er rigtig mange lande, hvor man ikke har den frihed og indflydelse på sit eget liv, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).
Alt går godt, men én ting mangler
Mens nogle er mødt op for første gang til grundlovsmødet, har andre deltaget mange gange før.
- Det gør jeg hvert år i det omfang, jeg kan, fordi jeg synes, det er fundamentet for vores liv, siger Mette Buhl fra Lønstrup.
I landsdelen er man overordnet tilfreds med opbakningen rundt omkring. Alligevel er der én ting, som mangler.
- Vi kunne godt bruge flere unge mennesker. Jeg håber, unge mennesker vil komme og kæmpe for grundloven, menneskerettigheder, demokratiet og alt det, grundloven symboliserer, siger folketingsmedlem Christian Friis Bach (RV).