Erlas familie evakueret inden jul - deres fremtid er usikker efter vulkanudbrud
Foto: Privatfoto
Den seneste tid har været særdeles hektisk for Erla Ölversdottirs islandske familie.
I oktober var Erla Ölversdottirs selv på Island for at vise nogle kollegaer det land, hun er født og opvokset i. Allerede der var der flere jordskælv.
- Men det er vi jo vant til på Island, så det var ikke noget specielt, siger hun.
Det skulle dog vise sig at blive langt værre end vanligt. 11. november blev alle borgerne evakueret fra Grindavik - en lille fiskerby med godt og vel 3400 indbyggere. Netop Grindavik kommer Erla Ölversdottir selv fra, og hun har stadig masser af familie og venner, der bor i byen.
- Det er hårdt at opleve. Jeg har børn, børnebørn, svigersøn, svigerinde og venner, der bor i byen, og jeg følger jo med i deres liv herfra Danmark, siger hun og fortsætter:
- På visse tidspunkter har jeg tænkt, "hvorfor er det hårdt for mig?, når det er de andre, der går igennem det her". Det er deres liv, deres hus og meget mere, der er på spil i det her.
Familien samlet til jul
Ikke desto mindre er der gået meget tid med at finde ud af, hvordan situationen er på Island, og hvordan familie og venner har det.
- Vores børn tog hen til min eksmand 10. november, fordi der allerede skete så meget i Grindavik der. De havde nærmest bare nattøj med, men de kunne jo ikke komme tilbage til Grindavik for at få flere ting, da byen blev evakueret, siger hun.
Erla Ölversdottirs har boet i Nordjylland tæt på Uggerby siden 2012, og siden 2013 har hun arbejdet som duty manager i Aalborg Lufthavn.
Her til jul er store dele af familien samlet i Danmark. Ikke mindst har hendes datter, svigersøn og to børnebørn taget turen til Nordjylland.
- Det er dejligt at have dem her. Min datter siger også, at hun er glad for at være kommet hertil, da julemaden er ekstra god.
Uafklaret fremtid
Helt ro i maven har hendes islandske familie dog langt fra kunnet have her i juletiden. Indtil nu har de været så heldige at kunne låne en lejlighed i Reykjavik, efter alle blev evakueret fra Grindavik.
- Fra januar skal de dog til at betale leje for at bo der, samtidig med at de har et hus i Grindavik, som der også skal betales til, siger Erla Ölversdottir.
Det er begyndt at være tilladt at tage tilbage til Grindavik, men Erla Ölversdottir fortæller, at mange fravælger det, fordi vulkanen stadig truer.
- Mange er bange for det, og det ville jeg også selv være, hvis jeg skulle dertil nu. Min svigerinde på 61 år tør ikke tage tilbage, og hun har boet i byen hele sit liv.
Drømmen er jul i Grindavik
Selvom familiemedlemmerne, der er ankommet til Danmark, får et lille afbræk her i juletiden, så er de stadig spændt på, hvad der sker i den nærmeste fremtid. Det er nemlig uvist, hvad fremtiden bringer for Grindaviks beboere.
- Jeg tror ikke helt, at de aner noget om det. Den ene siger et, og den anden siger noget andet. Det er så forvirrende, og der er meget forskellig information. Man ved heller ikke helt, hvad der sker, hvis man flytter tilbage til byen, og hvad så hvis vulkanen går i udbrud igen, siger Erla Ölversdottir.
Faktisk var det meningen, at hun og manden skulle have været tilbage på Island henover julen, men den plan blev selvsagt spoleret.
- Juleaften har stadig været helt perfekt. Stille og rolig, med god mad og gaver. Så ligesom den skal være, hvor familien er samlet.
Til trods for det håber hun, at julen kan afholdes på Island til næste år.
- Det er drømmen at kunne holde jul i Grindavik, men nu må vi se, hvordan det kommer til at gå, slutter hun.